Annonce

Tærte med karamelliserede løg og gedeost

Sund tærte med ost og løg

Jeg elsker en god tærte som denne tærte med karamelliserede løg og gedeost. Det med tærter har jeg lært af min mor. Det er nemlig en genial måde at tømme køleskabet på, og det har jeg brugt mange gange siden. Men jeg elsker nu også at lave en tærte med nogle af mine yndlingsingredienser indkøbt til formålet og ikke bare, fordi det er godt mod madspild. Og det gælder blandet andet denne tærte med karamelliserede løg og gedeost. En af mine favoritter!

Opskrift på tærte med karamelliserede løg og gedeost

Det der er så genialt ved denne kombination, som du sikkert har mødt før, er de bløde, søde løg, der har fået et skvæt balsamico og dermed en smule syre sammen med den salte ost med et strejf af ged og et lille twist fra timian. Det er bare så godt. Især til en sprød tærtebund. Jeg bruger altid den samme opskrift på en halv-grov og lidt sundere tærtedej, der altid bliver sprød.

Er du vild med tærte, så skal du også prøve mine opskrifter på galette med porrer og bacon, filodejstærte med spinat og feta ala spanakopita, en laksetærte med spinat eller måske en æbletærte med nøddekaramel og mazarin.

Tærte med karamelliserede løg og gedeost

Nem og sund tærte med ost og grøntsager

Man kan komme så langt med gode grøntsager og ost. Det her er nemlig en vegetartærte, en grøntsagstærte, og jeg lover dig, at du ikke savner kødet. Du får nemlig en næsten umami-agtig smag fra de balsamico-karamelliserede rødløg og fra gedeosten, så du kommer ikke til at føle dig snydt. Jeg spiser den til aftensmad med en simpel, grøn salat til eller kold til frokost eller på madpakke dagen efter. Dér smager den nemlig også godt.

Opskrifter med gedeost

Gedeost er lidt ligesom koriander. Enten elsker du det, ellers så hader du det. Jeg er heldigvis i den første boks, men jeg har desværre en kæreste, der ikke kan lide det. Derfor laver jeg ofte mad med gedeost, når jeg er alene hjemme, og heldigvis er der jo så bare mere til mig. Det er da en win win. Og denne tærte havde jeg glæde af til frokost flere dage i streg, og det er bestemt ikke dårligt.

Og er du vild med gedeost som jeg, vil du elske denne tærte med karamelliserede løg og gedeost. Og prøv derefter mine spinatpandekager med laks, rødbedecreme og gedeost, min sprøde vegetartoast med gedeost og valnøddepesto eller måske min opskrift på pizza med søde kartofler, chorizo og gedeost.

Laver du en af mine opskrifter som fx denne tærte med karamelliserede løg og gedeost, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Gedeost tærte
Sund tærte med ost og løg

Tærte med karamelliserede løg og gedeost

Det her er en af mine absolutte favorit tærter. Med balsamico-karamelliserede rødløg en masse, gedeost og frisk timian. Og en sprød, lidt sundere og grovere tærtebund. Opskriften jeg altid bruger. Der er nok mad til 4 personer med en let, grøn salat ved siden af.
5 fra 3 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse25 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt55 minutter

Ingredienser

  • 1 stk tærtedej
  • 900 g rødløg (svarer til ca. 5 store)
  • 1 spsk smør (stor)
  • 5 kviste frisk timian
  • 4 spsk balsamico
  • 3 æg
  • 1 dl fløde (eller 18% cremefraiche)
  • 1 rulle gedeost (180 g)
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Lav og forbag tærtebunden, som der står i dens opskrift.
  • Skræl rødløgene, halvér dem og skær dem i tynde strimler.
  • Smelt smør på en stor pande, kom løgene på sammen med et godt drys salt.
  • Steg løgene ved lav middelvarme i 10 minutters tid, til de bliver bløde og falder lidt sammen. Tilsæt nu bladene fra timiankvistene og balsamico og lad det stege 10 minutters tid mere.
  • Lav tærtedejen som skrevet i linket og forbag den, mens løgene steger.
  • Pisk æggemassen sammen af æg, fløde/cremefraiche og et godt drys salt og peber.
  • Fjern de yderste ender af gedeost-rullen og skær resten i 8 lige store, runde stykker.
  • Kom løgene i den forbagte tærtebund og lav små lommer til gedeosten. Hæld æggemassen over og bag tærten i cirka 30 minutter ved 175 grader varmluft.
  • Lad den lige køle en smule og sætte sig i 10 minutters tid, inden den spises.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments