
I dag får du en basis opskrift på nem og sund tærtedej. Jeg har brugt en del tid på at eksperimentere mig frem til den tærtedej, der fungerer bedst for mig. Jeg er nemlig ikke så vild med tærtedeje med meget smør i – jeg synes, at det passer bedre til søde end salte tærter. Derfor har jeg lavet en mere fedtfattig og grov version med fuldkornsmel og lidt olivenolie + æg/creme fraiche (valget er op til dig), og den tager vitterligt under 5 minutter at bikse sammen.
Basis opskrift på nem og sund tærtedej
Jeg håber, at det er en opskrift, du kan bruge som basis opskrift og vende tilbage til. Jeg bruger i hvert fald altid denne opskrift, og så varierer jeg fyldet efter lyst, sæson og køleskabets indhold. Tærtedejen er ikke lige så nem at rulle som en tærtedej med smør, så jeg bruger altid mine fingre til at presse den ud i formen. Det fungerer helt fint! Inden længe deler jeg opskriften på en basis opskrift på tøm køleskabet tærte og gode tips til fyld.
Prøv fx nedenstående tærte med laks, spinat og feta som fyld.


Nem og sund tærtedej – basis opskrift
Ingredienser
- 2 dl hvedemel Reklame for Med24
- 1 dl fuldkornsmel Reklame for Med24
- 0,5 dl olivenolie
- 1 æg (eller 0,75 dl yoghurt/creme fraiche)
- 1 tsk salt
Køkkenudstyr
- Tærteform
Fremgangsmåde
- Rør ingredienserne sammen med dine hænder.
- Du kan tilsætte et par spsk vand, hvis dejen er for tør.
- Kom bagepapir i en tærteform på cirka 20 cm i diameter.
- Brug dine fingre til at trykke dejen ud i formen foret med bagepapir og lidt op ad kanterne. Sørg for at den er lige tyk over det hele.
- Prik bunden et par gange med en gaffel og bag den i 10 minutter ved 180 grader.
- Fyld din forbagte bund med fyld og æggemasse.
Vil du have opskriften på en basis tøm køleskabet tærte og få inspiration til fyldet i din tærte? Så læs med lige her.









Dejlig nem og god tærtedej 🙂
Kommer du intet hævemiddel i ?
Søde tærter og kager bruger jeg hørfrøolie i fremfor smør, det fungerer rigtig godt.
Tak for inspiration og en dejlig aften til dig 🙂
Dejligt Tina! Nej ingen hævemiddel overhovedet – behøves ikke i tærtebund 🙂
Hørfrøolie lyder også som en super ide!
God dag til dig 😀
Lyder nem og lækker! Har dog et spørgsmål – hvorfor kun 1/3 fuldkornsmel? Kan det hele ikke erstattes med fuldkorn?
Hej Marie.
Det kan det godt, men så bliver bunden meget grov og lidt sværere at arbejde med.
Jeg foretrækker klart at bruge 1/3 🙂
Kh Anna
Skal den ikke i ovnen igen?
Hej Bente.
Jo det står også oppe i fremgangsmåden. Denne opskrift kan bruges til lige det fyld/opskrift, du bedst kan lide.
Herefter bager du den, som du plejer/der står i en anden opskrift. Det kan nemlig godt variere lidt efter, hvilken slags fyld du kommer i.
Jeg henviser ofte til denne opskrift i mine tærteopskrifter, hvor opskriften fortsætter efter denne slutter.
Jeg plejer dog at bage mine tærter i cirka 25-35 minutter alt efter fyld.
Jeg håber, at det giver mening 🙂
Kh Anna
Tak 🙂
Jeg brugte halvt kikærte og mandel mel for at lave bunden gluten free og protein rig.
Du har de bedste og sundest opskrifter med god smag!
Det lyder skønt Dorthe! Tak for tip og de søde ord 🙂
Kh Anna
Hej Dorthe. Det lyder virkelig lækkert! Brugte du så bare 1,5 dl kikærtemel og 1,5 dl mandelmel?
Kh
Hej Anna.
Kan jeg bruge andet mel end hvedemel, sammen med fuldkornsmel?
Vh Joan
Hej Joan
Godt spørgsmål. Det kan du, så længe det ikke er for groft. Så smuldrer dejen nemlig nok for meget for dig. Måske hvid hvede, som er en slags fuldkornsmel, kunne fungere for det? Det er nemlig helt fint i teksturen.
Sig til hvis du har brug for yderligere hjælp 🙂
Kh Anna
Hej Anna
Det lyder af meget med et æg pr. Person. Hvad mener du med 0,75 dl yoghurt? Kan det erstatte æggene? Og mængden er den samme uanset antal. Passer det?
God påske❤️
Hej Bettina
Hvor læser du et æg pr. person?
I opskriften på 1 portion tærtedej skal du bruge de to typer mel, olivenolie, salt og enten 1 æg eller 0,75 dl cremefraiche.
Jeg har skrevet det sådan, så det er op til en selv, alt efter om man har overskud af æg eller cremefraiche. Begge dele kan bruges.
Jeg vælger ofte ægget, men har jeg eksempelvis kun æg nok til æggemassen til fyldet, går jeg med cremefraiche.
Jeg håber, at det giver mening?
Kh Anna
Jeg undrer mig over at, hvis du laver opskriften til 1 person skal der bruges 1 æg, til 2 personer 2 æg osv, mens mængden af cremefraich ikke ændrer sig. Eller er det 0,75 dl pr person?
Kære Bettina
Opskriften er til 1 PORTION dej. Ikke til 1 PERSON. Følg opskriften og så får du en dej til 1 styk tærteform . Hvis du vil bruge æg i dejen skal du bruge 1 æg ialt… Hvis du hellere vil bruge cremefraiche skal du bruge 0,75 dl ialt. Der bliver ikke ændret på mængde af noget.
Mvh Anette
Ved det er en gammel opskrift men: Tror du dejen kan laves uden fuldkornsmel?
Hej Pia
Opskriften har måske et par år på bagen, men jeg bruger den stadig ofte.
Du kan uden problemer lave den uden fuldkornsmel og bare erstatte med hvedemel 🙂
Kh Anna
Kan boghvedemel erstatte hvedemelet?
Har afprøvet og fik en sej og ikke spiselig tærte ud af det.
Hvad kan tilsættes for at vi kommer i mål?
Hej med jer
Hmm er det fordi, at I vil lave en glutenfri tærtedej? Jeg ved ikke så meget om glutenfri bagning. Hvis det er noget, du ofte gør dig i, så ved du helt sikkert bedre end jeg. Boghvedemel agerer jo lidt anderledes en hvedemel. Man kunne evt prøve at udskifte noget af det, måske 1/4-1/3 men ikke det hele. Ellers tror jeg godt, at I kan finde glutenfri hvedemel fx, som måske kunne fungere. Ellers ville jeg overveje at finde en anden opskrift, som er ment som glutenfri til at starte med. Denne er jo en sundere variant, og jeg kunne godt forestille mig, at boghvedemelet måske agerer bedre i en smør-tærtedej.
Kh Anna
Tusind tak.
Vi er i gang i køkkenet og har lige færdigbagt tærte som efter din opskrift.
Ja, vi har behov for glutenfri tærte. Vi vil prøve en smør udgave.
Kan man uploade billeder til dig?
😄
Mange hilsner
Hej, hvordan fungerer denne dej, hvis jeg vil forbage aftenenen før tærten bliver færdigbagt til brunch næste formiddag?
Hej Thordis
Det har jeg faktisk ikke prøvet. Men jeg har prøvet at bage tærten aftenen før (omkring 5 minutter mindre, end jeg normalt ville bage den) og så lune den ved lave grader i ovnen før servering. Det kan jeg anbefale dig at gøre. Ellers tror jeg godt, at du kan forbage, lade den køle af, pakke den ind og lade den stå på køkkenbordet indtil næste morgen, hvor du så kan fylde og bage færdig.
Kh Anna