Æble røsti pandekager

Æble røsti pandekager opskrift

Opskrift på æble røsti pandekager. Jeg elsker røsti, og jeg elsker pandekager, så jeg tænkte “hvorfor ikke kombinere de to?”. Jeg har både spist og lavet almindelige røsti med kartofler før, så hvorfor skulle man ikke kunne det med æbler også? Og vi går jo en sæson i møde, hvor æblerne er allerbedst, så det er jo oplagt med sådan nogle æble røsti pandekager, eller hvad vi nu skal kalde dem.

Opskrift på æble røsti pandekager

Jeg har egentlig valgt at kombinere fremgangsmøden for røsti med tykke amerikanske pandekager. Masser af revne æbler, vredet for den værste væske, og vendt med æg, mel og lidt salt og kardemomme for smag. Det kunne også være kanel. Vil du have dem lidt mere luftige, kan du komme en smule bagepulver i også. Konsistensen er som røsti – saftige og forholdsvist kompakte, da der er mange æbler i og kun en smule mel.

Er du vild med pandekager, så skal du også prøve mine opskrifter på blåbærpandekager med fuldkornsmel eller æblepandekager med kanelsmør. Kanelsmørret kunne også være ret genial til disse æble røsti pandekager.

Æble røsti pandekager opskrift

Sunde tykke pandekager med revet æble og kanel

Som overskriften siger, så får du her små og tykke pandekager med masser af revne æbler, der ikke bare giver en super saftighed og sprød konsistens men også masser af saft. Jeg steger dem i smør, fordi jeg elsker smagen, men du ville også kunne stege i kokosolie. De er klart bedst, når de lige er stegt, men det er også gode kolde som snack dagen efter eller to stk klappet sammen fx med peanutbutter imellem.

En slags sød røsti med æble

Så ja, det er jo nok en slags røsti i en sød version med æbler. Jeg har både spist dem til morgenmad og til eftermiddagssnack. Jeg elsker at toppe med en klat græsk yoghurt og nøddesmør, måske et drys kanel også, men der er mange muligheder. Det kunne fx være kanelsmør, æblekompot med kanel og ingefær, hasselnøddesmør med chokolade, dulche de leche karamel eller måske kokos-nutella.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Sunde tykke pandekager med revet æble og kanel

Æble røsti pandekager

Røsti møder tykke amerikanske pandekager med æble og kardemomme. Kan fx serveres med græsk yoghurt og hasselnøddesmør, og så mætter én fint som en let morgenmad. Er du sulten, ville jeg spise begge to.
No ratings yet
Antal: 2 stk
Forberedelse13 minutter

Ingredienser

  • 2 stk æbler
  • 2 stk æg
  • 2 spsk hvedemel
  • 1 nip stødt kardemomme (eller kanel)
  • 1 nip salt
  • 1 spsk smør (til stegning)

Noter

Vil du have dine pandekager lidt luftigere, kan du tilsætte 1/4 tsk bagepulver

Fremgangsmåde

  • Riv æblerne groft.
  • Pres det meste af væsken ud af det med dine hænder.
  • Rør de revne æbler sammen med æg, hvedemel, kardemomme og salt.
  • Varm en pande op til middel varme og smelt smørret.
  • Steg store tykke pandekager til de er godt gyldne på begge sider.
  • Top med det du bedst kan lide.
Sunde tykke pandekager med revet æble og kanel

Børnevenlig snack

Jeg har lige tilføjet denne del, efter at opskriften er blevet delt på Instagram. På bare to dage er der nemlig to af jer, der har meldt tilbage, at jeres børn helt ned til 9 måneder elsker disse æble røsti pandekager. Så dejligt at I deler! Det gør mig så glad. Så det tip er hermed givet videre til alle jer, der er på jagt efter børnevenlige snacks, morgenmad og lignende.

Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments