Tacos med sprød kylling og guacamole

Tacos med sprød kylling og guacamole fried chicken
Lidl opskrift

Åh tacos med sprød kylling. Tacos generelt er sådan en ting, jeg gerne vil spise meget mere af. Og jeg bliver mindet om det, hver gang jeg får det ude. Derfor er det nu på min liste, at jeg vil forsøge at lave hjemmelavet tacos noget mere. Det er nemlig ofte ret nemt, sundt, friskt og lækkert, og i dag starter vi med tacos med sprød kylling og guacamole. Fordi det er altid en god ide.

Opskrift på tacos med fried chicken

Jeg vidste nærmest med det samme, at mine tacos skulle indeholde fried chicken. Jeg er vild med fried chicken, men jeg har aldrig lavet det selv. Det her er en lidt nemmere variant, hvor kyllingen ligger lidt i kærnemælk og så vendes i godt krydret mel, inden det frituresteges. Vil du gå den ekstra mil, kan du sagtens vende dem i æg og så pankorasp efter mel og inden friture. Det er enormt nemt at lave, og skærer du kyllingen i mundrette stykker, skal de ikke have lang tid i frituren.

Er du vild med denne opskrift på tacos med sprød kylling, så skal du også prøve mine ovnbagte kyllingenuggets med sød kartoffel fritter eller tacos med kylling, karamelliserede løg og mango.

Tacos med kylling

Tacos med sprød kylling

Den friterede, sprøde kylling i disse tacos er med til at give knas og smag. De er krydret med røget paprika og hvidløgspulver, og du kan sagtens skrue op og måske endda tilføje lidt cayenne, hvis du godt kan lide det godt krydret. De skal spises rimelig hurtigt efter fritering, da de ellers bliver lidt bløde igen. Derudover er der fintsnittet, sprød kål for knas, tomater for saftighed (og farve for øjnene), guacamole og cremefraiche for cremethed, koriander (fordi dem elsker jeg) og masser af lime for syre.

Mexicanske bløde tacos

Jeg tror, at der er mange, der tager fejl af tacos. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg som barn altid fik de der sprøde tacoskaller, som altså ikke er traditionelle mexicanske tacos. De er nemlig bløde og minder mere om en mini tortilla end den sprøde tacoskal, som du sikkert er stødt på. Bevares, det smager også godt, men det er ikke det samme. Og kan du ikke finde de bløde tacos i dit supermarked, så kan du købe tortillapandekager og skære dem ud i mindre stykker. De overskydende kanter kan du skære ud i trekanter og fritere sprøde i olien før eller efter kyllingen i ægte stop madspild-stil.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!

Tacos med sprød kylling og guacamole fried chicken
Tacos med sprød kylling og guacamole fried chicken

Tacos med sprød kylling og guacamole

Lad os sammen smutte til Mexico med disse bløde tacos med fried chicken, guacamole, kål, masser af lime og cremefraiche. Opskriften er til 2 meget sultne eller 3 almindeligt sultne personer.
5 fra 4 stemmer
Antal: 3 personer
Forberedelse30 minutter
Hviletid30 minutter

Ingredienser

Fried chicken

  • 2 kyllingebryster
  • 2 dl kærnemælk
  • 1 dl hvedemel
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 tsk hvidløgspulver
  • smagsneutral olie (til fritering)

Yderligere

  • 2 avocado
  • ¼ spidskål
  • 1 håndfuld friske koriander
  • 8 tomater
  • 2 limes
  • 1 dl cremefraiche
  • 6 bløde tacos (eller tortillapandekager du kan skære ud i mindre størrelser)
  • salt

Fremgangsmåde

  • Rens kyllingebrysterne for evt. fedt og scener og skær dem i små mundrette tern – husk de hæver lidt op ved tilberedning.
  • Vend kyllingetern i kærnemælk og 1 tsk salt og stil det på køl i minimum 30 minutter men også gerne natten over.
  • Forbered alt andet, så du kan fritere kyllingen som det sidste: snit kål fint, tomater i små både og pluk koriander.
  • Halver avocado, fjern stenen, skrab kødet ud og mos det med lidt limesaft og salt. Jeg kan godt lide det lidt chunky.
  • Bland mel, røget paprika, hvidløgspulver og et godt drys salt sammen i en dyb tallerken.
  • Varm godt med olie (minimum 3-4 cm højde) op i en gryde til 170-180 grader. Du kan også se, om det er varmt nok ved at stikke en træpind ned i olien – syder det på siderne, er den god nok.
  • Hæld kærnemælken fra kyllingen (jeg bruger en si) og vend derefter ternene i melblandingen.
  • Drys overskydende mel af kyllingen og friter dem et par minutter i den varme olie, til de er gyldne, gennemstegte og sprøde. Jeg gjorde det over to omgange.
  • Lad det dryppe af på et stykke fedtsugende papir – fx køkkenrulle.
  • Anret tacos med fintsnittet kål, tomater, friteret kylling, guacamole, friske koriander og cremefraiche. Server lime og flagesalt til toppen.

Fried chicken opskrift

Denne opskrift på fried chicken, eller sprød kylling om du vil, kan bruges til meget andet end i tacos. Læs tippet længere oppe, hvis du vil gå den ekstra mil og panere i panko også. Lav det hele til en salat med lidt ekstra grønt, og du har en mexi bowl med sprød kylling og guacamole. Kom din friterede kylling i en lækker sandwich, spis den som snack og dyp i chilimayo, lav wraps, hjemmelavede madpandekager og meget mere. Det skal i hvert fald meget mere på bordet herhjemme.

Opskrifter på mexicansk mad

Jeg elsker mexicansk mad, og det er både noget, jeg spiser en del af ude, som take away eller hjemmelavet. Har du det ligesom jeg, så skal du bestemt prøve min mexicanske lasagne med kål og chorizo. Det er en af min kærestes livretter, på trods af hvor mange grøntsager jeg har kunne snige ind. Jeg kan derudover også anbefale mine sød kartoffel nachos, quesadillas med chorizo, bønner og ost, en portion huevos rancheros aka smilende æg i krydret tomatsauce og de klassiske enchiladas med kylling.

Tacos med sprød kylling og guacamole fried chicken
Del med nogen du holder af
5 from 4 votes (4 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments