Sticky panko blomkål med honning-soja marinade

Sticky panko blomkål med honning-soja marinade
Kikkoman opskrift

Jeg har glædet mig til at dele denne opskrift på sticky panko blomkål med en klistret honning-sojamarinade med jer. Det er ikke så længe siden, at jeg smagte korean fried chicken for første gang. Har I smagt det? Så godt! Kyllingen vendes i nogle lækre ting, friteres sprød og bages derefter færdig i en klistret marinade, der trækker ind i kødet. Og hvorfor ikke lave noget lignende med blomkål, tænkte jeg. Og sådan blev denne opskrift til.

Opskrift på sticky panko blomkål

Så altså. Selvom disse klistrede og sprøde blomkål kræver lidt flere steps i fremgangsmåden, så er de faktisk ret nemme at lave. Blomkålsbuketterne skal vendes i en dej, der primært består af vand, mel og krydderier og derefter i pankorasp, inden de bages sprøde og møre i ovnen. I mellemtiden skal du simre en marinade af sojasauce, hvidløg, honning, limesaft, sesamfrø og lidt majsstivelse, til det tykner en smule og vende de sprøde blomkål heri. De nu klistrede blomkål skal så have en sidste tur i ovnen, så marinaden rigtigt kan trække ind i blomkålene.

Er du vild med blomkål, så skal du også prøve mine opskrifter på blomkålsdeller med parmesan eller smørstegt blomkål med saltmandler og granatæble.

Panerede blomkål med soja mayo

Sprøde panerede blomkål med klistret marinade

Selvom det umiddelbart lyder sjovt først at bage noget sprødt og herefter vende det i væske, så skal det nok give mening til sidst, og det skal nok blive både sprødt og klistret. Det er jo faktisk en lidt fancy form for panerede blomkål, og hvem kan ikke lide paneret mad? Jeg elsker det i hvert fald. Marinaden giver både salt, syre og sødme og fuldender det sprøde og ellers lidt smagsløse blomkål.

Friterede blomkål i ovnen

Traditionelt med eksempelvis fried chicken friterer man jo ofte i olie som almindelig friture. I denne opskrift på sticky panko blomkål gør vi det lidt anderledes og nok også en del sundere. Vi bager det nemlig sprødt i ovnen i stedet for i en friture. Vil du gå all in, er jeg sikker på, at du også ville kunne fritere dem. Her er det bare vigtigt at være opmærksom på varmen på olien i forhold til, at blomkålet også skal tilberedes. Måske man her kunne koge blomkålet til halvvejs tilberedt, køle dem af og så panere. Det må prøves næste gang.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Sticky panko blomkål med honning-soja marinade
Sticky panko blomkål med honning-soja marinade

Sticky panko blomkål med honning-soja marinade

Disse sprøde og klistrede blomkål er vendt i en 'batter' og panko rasp, bagt i ovnen og herefter igen snasket ind i en honning, soja, hvidløgsmarinade. Jeg serverer dem her med mayonnaise rørt med lidt soja som snack/hapser, men du kan også komme dem i en salat, wrap, bowl eller andet. Opskriften er til 4 personer som snack eller del af en salat/bowl/wrap eller lignende.
4.15 fra 7 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt45 minutter

Ingredienser

Blomkål

  • 1 blomkål (stort)
  • 80 g hvedemel
  • 125 ml vand
  • 1 tsk løgpulver
  • 1 knps cayennepeber
  • 3 dl panko rasp (alternativt rasp)
  • salt

Honning-soja marinade

  • 4 spsk honning
  • 6 spsk sojasauce
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk sesamfrø
  • 1 lime (eller 1/2 citron)
  • 1 spsk majsstivelse

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  • Fjern de grønne blade fra blomkålet og bræk blomkålet i mundrette buketter.
  • Pisk hvedemel, vand, løgpulver, cayennepeber og et godt drys salt sammen. Tilføj evt. en smule mere vand – konsistensen skal være som en tynd pandekagedej.
  • Hæld panko ud i en tallerken. Vend blomkålsbukketerne i dejen og herefter i panko.
  • Fordel dem på en bageplade med bagepapir og bag dem i 20-25 minutter i ovnen til møre indeni.
  • Lav imens marinaden ved at komme sojasauce, honning, limesaft, presset fed hvidløg, sesamfrø og majsstivelse i en lille gryde.
  • Kog det op og lad det simre i 4-5 minutter, til den tykner lidt.
  • Vend de sprøde blomkål i marinaden og fordel dem igen på bagepladen og giv dem 5-7 minutter mere, så marinaden trænger lidt ind og blomkålene bliver sprøde igen.
  • Spis!

Hvordan skal jeg spise mine sticky panko blomkål?

Lige her har jeg serveret mine sticky panko blomkål med en mayonnaise rørt med sojasauce. Det er en lækker lille hapser, snack eller appetizer inden en middag og måske til en drink. Man kunne endda spise dem med pinde. Jeg kunne også overveje at lave en lækker asiatisk salat og bruge dem som hovedingrediensen. Jeg kunne også finde på at bruge dem i tacos, wraps, på vafler, i vietnamesiske pandekager og bowls og meget mere. Mulighederne er i hvert fald mange.

Del med nogen du holder af
4.15 from 7 votes (5 ratings without comment)
Abonner
Giv besked om
8 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments