Annonce

Salat med paneret feta

Salat med paneret feta sesam rucola tomater

Oh you are in for a treat! Hvor har jeg glædet mig til at dele denne salat med jer. En salat med paneret feta med sesam stegt sprød på panden, rucola, langtidsbagte tomater og en dressing på indkogt honning og citronfileter. Lyder det ikke lidt for lækkert? Det synes jeg, og jeg er så glad for, at jeg gik med ideen. En smule inspireret af den britisk/israelske kok Ottolenghi og derudover, hvad der fristede i supermarkedet, og som jeg tænkte ville passe godt sammen.

Opskrift på salat med paneret feta

For ikke så længe siden smagte jeg små stykker paneret feta dryppet med indkogt honning rørt med citronfileter, og jeg fik det samme ideen om at gøre det til en salat. Sådan en der bare stjæler folks øjne på bordet, fordi den er simpel men ser uimodståelig ud. Den smager heldigvis også sådan. Sådan en sprødstegt sesam-paneret feta smager himmelsk. Et sprødt ydre med de ristede sesamfrø og et blødt, varmt og salt indre. Uanset om du spiser det i en salat som her eller bare som det er, må du love mig at prøve. Især med kombinationen med den søde honning er den fantastisk.

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min salat med honningbagt feta og jordbær, min bulgursalat med kirsebær, karamelliserede løg og feta, en skøn broccoli couscous med søde kartofler og tahindressing eller jordbærsalat med avocado, fennikel og feta.

Salat med paneret feta sesam rucola tomater
Paneret og stegt feta med salat, bagte tomater og indkogt honning med citronfileter

Rucola med stegt feta, langtidsbagte tomater og indkogt honning med citronfileter

Der er altså noget ved kombinationerne af elementerne i denne salat. De bidrager nemlig hver især med noget rigtig godt, og der er intet, der står alene. Rucola bidrager med tekstur og en smag af peber. Tomaterne er saftige og syrligt søde. Den sprødstegte feta er knasende udenpå men cremet indeni og sesamfrøene giver en dejligt ristet smag. Ovenpå er den indkogte honning der samler salat med en tyk dressing og citronfileter samt -saft, der giver syre. Alt i alt måske den perfekte salat.

En simpel salat med sprødstegt feta

Det er jo faktisk en virkelig simpel salat. Den har få men gode elementer. Nogle af dem tager lidt længere tid, men det er mere i tilberedningen eller en tur i køleskabet, og altså ikke noget du skal være i køkkenet for. Vil du være endnu mere på forkant? Bag tomaterne og panér feta aftenen inden og lad det stå i køleskabet, til du skal bruge det.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Sprødstegt feta med salat og honning
Salat med paneret feta sesam rucola tomater

Salat med paneret feta

Her får du en rimelig simpel salat fuld af smag. Rucola, sprødstegt sesam-paneret feta, langtidsbagte tomater og en dressing på indkogt honning, citronsaft og -fileter. Salaten er som tilbehør til 4 personer eller som "hovedret" serveret med brød til 2 personer.
5 fra 1 stemme
Antal: 2 personer
Forberedelse1 time 10 minutter

Ingredienser

  • 200 g feta (blok)
  • 1 æg
  • 1 dl hvedemel (for glutenfrit: rismel)
  • 1 dl sesam
  • 125 g rucola
  • 30 cherrytomater
  • 75 g honning
  • øko citron
  • salt og peber
  • 1 tsk sukker
  • smagsneutral olie (til stegning)

Fremgangsmåde

  • Tænd ovnen på 125 grader varmluft.
  • Halvér tomaterne og kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend med 2 spsk olie, sukker og et godt drys salt og peber.
  • Placer tomaterne med den flade side op og bag dem i en time i ovnen.
  • Forbered imens feta: Tag tre dybe tallerkener frem. Pisk ægget ud i den ene, fordel hvedemelet i den anden og sesamfrøene i den tredje.
  • Dup din feta tør med køkkenrulle. Vend det i mel, æg og til sidst sesamfrø. Sørg for at alt er dækket af alle lag ved hvert step. Stil den panerede feta på køl i minimum 30 minutter.
  • Når der er 10 minutter tilbage af tomaternes bagetid, skal du fortsætte. Lad honning simre i en lille gryde ved middelvarme i 5 minutters tid, til det tykner en smule og bliver mørk gylden i farven. Rør i det ofte. Tag honningen af varmen og rør 2 spsk citronsaft i fra den halve citron.
  • Imens honningen køler en smule af, skal du lave fileter af den hele citron. Skær enderne af og skær skrællen af citronen. Brug en lille kniv til at skære langs hinderne, så du får fine citronfileter ud. Rør dem ud i honningen.
  • Tag fetaen ud af køleskabet. Varm en lille pande op til middelvarme med olie, så det netop dækker bunden.
  • Steg fetaen på alle sider til den er flot gylden og sprød.
  • Anret salaten med en bund af rucola, paneret feta, langtidsbagte tomater og dryp honning og citronfileter ud over. Riv evt. lidt fintrevet citronskal over til sidst.

Hvad skal jeg servere min salat med paneret feta til?

Jeg elsker at servere denne salat som tilbehør til noget andet. Det kunne være kylling, kød eller fisk. Den ville også sagtens kunne gå til eksempelvis lam og bagte kartofler for et lidt græsk måltid. Du kan servere salaten som en del af en menu eller større menu, og den går også godt med brød til. Du vil endda kunne vende lidt kogte kerner, grove ris eller quinoa i, og så har du en måltidssalat med lidt brød til. Du kan selvfølgelig også altid “bare” lave paneret feta og servere den som en del af en menu, smøre den på brød, komme den i sandwich eller lignende. Det er heller ikke dårligt.

Mulighederne er mange – jeg håber bare, at du tester den af. Denne salat med paneret feta gør sig godt til både hverdag og weekend, bare til to personer en mandag aften eller til gæster til fest eller en lækker buffet. Jeg vil endda vove at sige, at den kan serveres til brunch. Den smager igennem, og jeg er sikker på, at de fleste vil elske den.

Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments