Nem opskrift på kerneknækbrød – glutenfrit og helt uden mel. Jeg elsker bare et godt knækbrød og særligt ét med mange kerner i, fordi de smager så skønt, når de er ristede efter en tur i ovnen. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ofte køber mig til knækbrød, men hver gang jeg laver en hjemmelavet version, så bliver jeg så glad og overrasket over, hvor nemt det jo er. Jeg har snacket helt abnormt meget af disse kerneknækbrød de sidste uger, og det skal I ikke snydes for heller.
Opskrift på kerneknækbrød
Jeg har tidligere lavet en opskrift på knækbrød med kerner, men denne gang havde jeg lyst til at eksperimentere med en version helt uden mel og kun med frø og kerner. Og det er nærmest også, hvad du skal bruge: En base af hørfrø som du overhælder med lidt kogende vand, så du får en klistret masse. Dertil tilsætter du de frø og kerner, som du bedst kan lide eller har på lager og lidt salt, og det er det.
Jeg bruger gerne græskarkerner, sesamfrø og solsikkekerner, for dem kan jeg godt lide, og dem har jeg ofte i skabet også. Dertil skal du bruge en smule olivenolie til at pensle bagepapiret samt toppen og gerne lidt flagesalt på toppen også.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min banan granola med nødder og tranebær eller måske mit myslibrød.
Glutenfrit knækbrød uden mel
Du behøver slet ikke mel til at lave knækbrød, og det overraskede faktisk også mig. Jeg var usikker på, om de ville holde sammen og ikke bare knække til krummer. Men det gør de ikke, fordi du laver en bindende blanding af hørfrø og vand, der fungerer lidt som æg. Bare en vegansk version af et bindemiddel. Hele massen spredes ud på en plade, bages sprødt i ovnen (først ved høje og så ved lavere grader), køles af og knækken i knækbrødsstykker.
Hjemmelavet knækbrød fyldt med frø og kerner
Det her hjemmelavede kerneknækbrød og propfyldt med sunde frø og kerner, og det smager intens af ristede kerner. Så lækkert. Du kan sagtens spise det, som det er, men det er også ret genialt til ost og ostebord, fx som en salt dessert som afslutning på en god middag. Jeg spiser dem dog ofte som eftermiddagssnack eller andre tidspunkter, hvor jeg er sulten. Opbevar dem i en lufttæt boks, og her kan de uden problemer være et par uger – hvis du altså ikke når at spise dem inden. De er farligt godt.
Kerneknækbrød
Ingredienser
- 2¼ dl hørfrø
- 2¼ dl kogende vand
- 4½ dl frø eller kerner (jeg brugte lige dele græskarkerner, solsikkekerner og sesamfrø)
- ½ tsk fint salt
- 4 spsk olivenolie
Fremgangsmåde
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Overhæld hørfrø med kogende vand og lad det stå i et minut, så frøene suger vandet til sig og bliver klistrede.
- Kom de resterende frø og kerner samt saltet i og rør godt sammen.
- Bred et stykke bagepapir ud på en bageplade og pensl med halvdelen af olivenolien.
- Bred kerneblandingen ud på pladen, så det er ligeligt fordelt helt ud til kanterne.
- Pensl toppen med det sidste olivenolie. Drys evt. med flagesalt.
- Bag det i 20-25 min, til det er godt gyldent på toppen. Det må ikke blive for mørkt. Mit fik 23 min her.
- Åben ovnen for at lukke lidt af varmen ud, mens du skruer ned på 150 grader og giver det 10-15 minutter mere.
- Lad det køle af på bagepladen og knæk det så ud i passende stykker. Opbevar i en lufttæt boks.
Laver du en af mine opskrifter som fx disse kerneknækbrød, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!