En af de kartoffelopskrifter jeg har lavet allermest på bloggen er nok mine ovnfritter. Dernæst er det mine ovnbagte kartofler med aiolicreme og smørristede pistacienødder, der er inspireret af Ottolenghi. Den anden dag havde jeg to hele basilikumsplanter, der bare ventede på, at jeg skulle bruge dem, så jeg besluttede mig for at lave en ny variant af samme opskrift: Bagte kartofler med pesto og hvidløgscreme.
Opskrift på bagte kartofler med pesto og hvidløgscreme
Det er en nem opskrift. Lidt en sauce og kartofler i én faktisk. Simple ovnbagte, halverede kartofler lagt på en bund af en hvidløgscreme. Cremen er lavet lidt som en hjemmelavet aioli og rørt op med lidt græsk yoghurt for en lidt lettere og friskere creme. Det hele er toppet med en hjemmelavet (eller købt) basilikumspesto og evt lidt ekstra ristede kerner (som jeg har brugt i pestoen i stedet for mandler) og parmesanflager.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve flødekartofler med rodfrugter eller måske knuste kartofler med hvidløgssmør.
En af mine bedste opskrifter på tilbehør med kartofler
Jeg elsker virkelig disse kartofler med pesto og hvidløgscreme. Det er super smovset og fyldt med smag, og jeg synes virkelig, at ovnbagte kartofler kommer til sin ret, når de kombineres med en luftig creme og en smagsfyldt pesto. Er du ikke til smagen af hvidløg, så undlader du det bare. Du kan evt. erstatte med lidt citronskal eller sennep. I forhold til pestoen kan du sagtens bruge fx persille, hvis du er mere til det.
Hvad kan jeg servere disse bagte kartofler til?
Som jeg skrev ovenfor, så er de her bagte kartofler med pesto og hvidløgscreme lidt to opskrifter i én. Kartofler og dip. Endda dip gange to. Det vil sige, at du kan servere det til det meste uden at mangle andet. Jeg kunne både finde på at servere det til fisk og kylling men også til en frisk, grøn salat. Det ville også være fantastisk til grillmad om sommeren som et alternativ til kartoffelsalat. Og til sommer vil jeg forsøge den samme variant men med nye, kogte kartofler i stedet for de bagte. Det tror jeg også vil være strålende.
Laver du en af mine opskrifter som fx disse bagte kartofler med pesto og hvidløgscreme, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Bagte kartofler med pesto og hvidløgscreme
Ingredienser
- 750 g kartofler (små)
- 2 spsk olivenolie
- 4 spsk pesto (hjemmelavet eller købt)
Hvidløgscreme
- 1 stk æg
- 1½ dl smagsneutral olie
- 1 fed hvidløg
- salt og peber
- 3 spsk græsk yoghurt (eller cremefraiche)
- æbleeddike (eller citronsaft)
Fremgangsmåde
- Start med at skylle kartoflerne og halvere dem.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Kog dem i 8 minutter i letsaltet vand. De skal ikke være færdige, men tilberedningen skal bare startes.
- Dræn kartoflerne for vand og kom dem på en bageplade med bagepapir. Vend dem i olie og lidt salt.
- Bag dem i 30 minutter til de er godt gyldne og sprøde. Vend dem halvvejs.
- Lav imens din hvidløgscreme ved at slå ægget ud i en høj beholder.
- Pres hvidløget fint og kom det ned til ægget sammen med et godt nip salt og den smagsneutrale olie.
- Find en stavblender frem og sæt hovedet af stavblenderen ned omkring æggeblommen. Blend pulserende til ægget begynder at emulgere (cremen begynder at tykne – bare et par sekunder) og blend herefter det hele til en ensartet creme.
- Vend græsk yoghurt i cremen og smag til med salt og æbleeddike/citronsaft.
- Find et fad frem og fordel cremen i bunden. Hæld de bagte kartofler ovenpå og dryp på pesto øverst. Drys evt med lidt ristede kerner, parmesanflager og frisk basilikum.