

Jeg har fundet en ny yndlingsmåde at få kylling på – fyldt kyllingebryst. For et års tid siden delte jeg en opskrift på fyldte kyllingebryster med flødeost, pesto og soltørrede tomater, og det har været den ultimativt mest populære opskrift på bloggen siden. Det er ret vildt, for det er jo sådan en simpel opskrift. Men ikke desto mindre smager fyldt kyllingebryst jo bare godt, og det er nemt at lave. I dag får I opskriften på fyldt kyllingebryst med et mere efterårs/vinter twist.
Opgraderet opskrift – fyldt kyllingebryst til gæster
Kyllingebryster har altid været lidt kedelige for mig, men når man fylder dem på denne måde, synes jeg virkelig, at de er gode – også som gæstemad. De har fået skåret en lomme i siden og er fyldt med stegte svampe, syrligt søde æbler, rosmarin, hvidløg, lidt sennep og flødeost. Og så har de fået parmaskinke omkring og er bagt i ovnen. Udenpå er de sprøde og salte, indeni saftige og smagsfulde.
Du kan servere med alt fra ovnbagte kartofler eller rodfrugter til salater, mos eller ris. En svampesovs ville også være lækkert til. Hvis der er en ingrediens, du ikke er vild med, så kan du formentligt nemt erstatte med noget andet.



Fyldt kyllingebryst med svampe, æbler, flødeost og parmaskinke
Ingredienser
- 4 kyllingebryster
- 200 g champignon
- 2 æbler (syrligt søde, jeg brugte Kanzi®)
- 1 fed hvidløg
- 100 g flødeost
- 1 tsk dijonsennep Reklame for Med24
- frisk rosmarin (du kan også bruge timian)
- 4 skiver parmaskinke (eller serrano)
- olivenolie
- salt og peber
Køkkenudstyr
- Pande
Fremgangsmåde
- Rens champignon, skær dem i små tern og hak hvidløget fint.
- Steg begge dele på en varm pande i lidt olivenolie med bladene fra en rosmarinstilk eller to (finthakket), til det er blødt.
- Skær det ene æble i små tern også og steg det med på panden et par minutter.
- Tag det af varmen og rør det sammen med dijonsennep, salt, peber og flødeost.
- Skær en lomme i kyllingebrysterne til fyldet – ligesom hvis du skulle skære dem igennem i siden, men uden at skære hele vejen igennem og drys begge sider med lidt salt og peber.
- Brun kyllingebrysterne i lidt olivenolie på en varm pande et minut eller to på hver side, til de har fået lidt stegeoverflade.
- Tag de brunede kyllingebryster af varmen og fyld hver lomme med en god spsk fyld.
- Sno parmaskinke omkring brysterne og kom dem i et ovnfast fad foret med bagepapir.
- Skær det andet æble i skiver og kom det ned til kyllingen sammen med et par kviste rosmarin.
- Bag det hele i ovnen ved 180 grader varmluft i 15-20 minutter afhængig af størrelse, til kyllingebrysterne er gennemtilberedte. Mine var ret store og fik 20 minutter.









Virkelig lækkert og smagfuldt – 1000 tak for inspiration 😃
Tusind tak Lena! Det gør mig så glad at høre 😀
Vil man kunne erstatte sennep med noget andet eller helt undlade at blande det i? Kan slet ikke lide smagen af det nemlig
Hej Sofie
Du kan sagtens undlade det 🙂
Har du lyst, kan du evt. erstatte med pesto eller lignende, men det behøves ikke.
Kh Anna
Nice
Skønt at høre Allan!
opskriften lyder super lækker, den tror jeg skal serveres til gæster på lørdag. Jeg er lidt nysgerrig efter at høre hvad du anbefaler at servere til?
Hej Michelle
Det kan du i hvert fald roligt gøre!
Hvis jeg skulle have gæster, ville jeg måske gå med dette til:
Knuste kartofler: https://anna-mad.dk/knuste-kartofler-med-hvidloegssmoer-og-parmesan/
En salat a la denne https://anna-mad.dk/spidskaalssalat-med-aebler/
Enten en cremefraichedressing med masser af finthakkede krydderurter eller en indkogt fløde/hønsefond-sauce med masser af stegte svampe i 🙂
Kh Anna og god fornøjelse!
Hvorfor er evnt tilbehør ikke med. Det er ikke kun denne ret men de fleste.
Hej Sven
Sådan er det ofte på en madblog med opskrifter, fordi det er én ting, der er i fokus. Men du kan til gengæld nemt søge på fx salater og mikse med en salat, som du godt kan lide.
Lige de her kyllingebryster kunne jeg fx se passe rigtig fint sammen med:
https://anna-mad.dk/ovnbagte-kartofler-med-aioli-creme-persille-og-smoerristede-pistacienoedder/ eller de her https://anna-mad.dk/knuste-kartofler-med-hvidloegssmoer-og-parmesan/
og så måske en salat a la https://anna-mad.dk/spidskaalssalat-med-aebler/
Håber du finder på noget godt.
Kh Anna
Kan man bruge champignon i glas?
Hej Dina
Ja mon ikke. Jeg vil dog altid foretrække alm. frisk champignon, men det tænker jeg godt, at du kan.
Kh Anna
Hvad skal der serveres til kyllingebrysterne?
Hej Jytte.
Prøv og kigge i de andre kommentarer her også. Der har jeg allerede skrevet nogle forslag, da du ikke er den første, der spørger 🙂
Kh Anna
Hej😊
Jeg tænker at lave denne ret nytårsaften, da der er nogle stykker der kun spiser fisk og fugl.
Er det muligt at lave fyldet og stege kyllingen med fyldet dagen før? Og sætte i ovnen efter forretten?
Kan jeg bruge kalkunbacon?
Glædelig jul.
Kh Joan
Kære Joan
Det synes jeg er en super god ide. Det vil helt sikkert falde i god jord.
Jeg ville lave alt til og med punkt 8 dagen før (altså brune, fylde og sno parmaskinke rundt om) og så bage dem i ovnen dagen efter. Så undgår du, at de bliver tørre, hvis du først laver dem færdige og så luner dem igen.
God fornøjelse og godt nytår!
Kh Anna