
Leder du efter det perfekte tilbehør? Ja så skal du ikke lede meget længere, for smørstegt spidskål er både nemt, lækkert og sundt. Jeg har opdaget, at der faktisk ikke er nogle spidskålsopskrifter på bloggen, så det må jeg jo lave om på. Jeg er nemlig selv en fan af spidskål men har aldrig prøvet at lave det på denne måde før – og det er ikke sidste gang.
Opskrift på smørstegt spidskål
Det lyder måske simpelt, men forestil dig et kvart spidskål stegt i lidt smør, så det får en næsten karamelliseret overflade, en skøn smag fra smørret og så drysset fra salt og citronsaft. Jeg serverede det til et lækkert stykke ovnbagt asiatisk laks – og det smagte virkelig godt! Opskriften på smørstegt spidskål er faktisk efterfølgende blevet en af bloggens mest populære, og det kan jeg virkelig godt forstå. Det smager simpelthen så godt, og jeg spiser det ret ofte derhjemme. Jeg kan forestille mig, at du også kan lave det med alle andre former for kål som hvidkål, rødkål, blomkål osv.
Elsker du også spidskål, så skal du prøve min opskrift på mexicansk lasagne med kål og chorizo, spidskålssalat med æbler og peanutdressing eller grove madvafler med kål.

Den bedste opskrift med spidskål
Jeg elsker smørstegt spidskål, og jeg spiser det rigtig meget. Jeg vil næsten vove mig ud i at sige, at det er det bedste, du kan lave med spidskål. Det er så simpelt men så godt. Det er nærmest også det tilbehør, jeg laver, når jeg ikke kan finde på andet. For du har kun brug for smør, spidskål, salt og citronsaft. Og du kan servere det som tilbehør til alt. Fisk, kylling, kød.

Smørstegt spidskål
Ingredienser
- ½ spidskål (stort )
- 2 spsk smør
- flagesalt Reklame for Med24
- citronsaft
Fremgangsmåde
- Halver det halve spidskål i 2 lige store dele, så du har 2 kvarte, hvor stokken holder sammen på det.
- Smelt smørret på en pande ved middelvarme og steg spidskålet i 25-30 minutter.
- Vend det forsigtigt hver 3-5 minut så spidskålet bliver gyldent og lækkert på alle “3” sider. Spidskålet skal stadig have bid indeni men skal være mørt og brunt på ydersiderne.
- Drys med citronsaft og flagesalt.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!









Sundt og enkelt. Ser godt ud.
Du er velkommen til at se på min blog, med lækre veganske opskrifter. God weekend. 🙂
Tak det er det virkelig også! Jeg skal nok kigge forbi – god weekend 🙂
Ser så enkelt ud, at de må jeg da næsten prøve! Lyder som en lækker opskrift, søde Anna 🙂
Knus Amalie
Tak søde Amalie! Det er virkelig enkelt og ret lækkert 😉
Så enkelt och så gott! Perfekt med citron till. :yum:
Server med burre noisette og kapers, det smager skønt 🙂
Mums det lyder også godt! 😀
Hej Anna.
Jeg faldt lige over denne opskrift. Da jeg ligesom dig også er kæmpe fan af spidskål, tænkte jeg at jeg ville dele denne med dig.
tzatziki
1 spidskål
2 dl drænet yoghurt/græsk yoghurt eller lign
1/2 dl salt
1 fed hvidløg
friskkværnet peber
Fjern de yderste blade på spidskålet og smid dem ud. Snit spidskålet i passende strimler. Det er en smagssag hvor grov den ønskes. Jeg elsker at der er bid i og snitter den derfor i fine lange strimler. Ønsker du den finere, så hak den lidt ekstra. Kom al den snittede spidskål i en skål og drys 1/2 dl salt over. Vend godt rundt. Lad det stå og trække i 1-2 timer. Vrid det godt og skyl det 4-5 gange med rigeligt rent vand. Rør drænet yoghurt, presset hvidløg og peber sammen. Vend rundt i spidskålen og server som tilbehør. Tzatzikien kan sagtens laves nogle timer før man skal spise.
(Opskrift til 4-6 personer)
Hjemme hos mig spiser vi aldrig tzatziki med agurker mere. Vi bruger denne opskrift, eller samme opskrift, men med ærter i stedet.
Tak Mark – det lyder godt nok også lækkert!
Det må jeg prøve 🙂
Hej Anna
Er du på Instagram
Kh Annette
Hej Annette.
Det er jeg i hvert fald!
Der burde være et ikon ude i højre side til min profil, og ellers kan du finde mig: annabartels 🙂
Det er en simpel og virkelig lækker opskrift. Tak 😊
Dejligt at høre Nicolas! Jeg er også ret meget fan 😉
del det i 2 , så du har 2 kvarte , den forstår jeg ikke , så har du da 2 halve
Hej Søren.
Som der står i ingredienslisten, så skal du bruge 1/2 stort spidskål.
Når du deler dette, giver det derfor 2 kvarte 🙂
Vh Anna
Tak for inspirationen.
Har du nogen idé til hvordan jeg kan grille spidskål?
Og alternativt hvilke andre krydderier der passer til det?
Hej Christian.
Jamen hvis du skal få et grillet spidskål, der ligner dette så meget som muligt, så ville jeg pensle med smeltet smør og grille ved forholdvis lav varme, da det skal have et stykke tid for at blive mørt helt inde i midten.
I forhold til krydderier så synes jeg, at det afhænger meget af, hvad du kan lide, og hvad spidskålet skal serveres til.
Jeg synes dog altid, at fx citronskal, frisk dild, chili, rosmarin og sådan vil kunne bruges. Her ville jeg måske smelte det sammen med smørret 🙂
Jeg bruger en tilsvarende tilberedning til halve hoveder hjertesalat, det skal bare have væsentlig kortere tid (6-8 min på panden). Stænk med lidt soya-sauce. Enormt lækkert tilbehør
Det lyder også virkelig lækkert Rene!
Tak for tip 😀