Jeg er på barsel og vender retur i 2027 med nye opskrifter. Indtil da kan du gå på opdagelse i 300+ opskrifter herinde - tak fordi du er her 🤍
Syltede abrikoser – tilbehør til ost

Jeg elsker en god ostemad. Sådan et sprødt stykke knækbrød eller en friskbagt bolle med smør og ost. Det kan jeg altid spise. Og nogle gange kommer jeg også marmelade på afhængig af humøret. Nu har jeg dog fundet en konkurrent til marmeladen. Syltede abrikoser. Et perfekt tilbehør til ost. Både på brød eller knækbrød men også til ostebordet, julefrokost eller påskefrokost. Lav gerne en portion hjemmelavet appelsinmarmelade eller en portion lemon curd også så.
Syltede abrikoser er perfekt tilbehør til ost og ide til spiselig gave
Disse portioner blev faktisk lavet som spiselig gave til mine bedsteforældre til jul. De elsker nemlig ost, og de var heldigvis vilde med de syltede abrikoser også. Jeg har krydret med kanel, stjerneanis, appelsinskal og -saft og vanilje, men du kan sagtens bruge lige det, du allerbedst kan lide. Det er simpelthen så nemt at lave og kan sagtens holde sig i køleskabet i flere uger. Klar til at komme på ost, grød, yoghurt, pandekager eller måske is. Åh hvor smager det bare godt!

Reklamelinks er markeret med*

Syltede abrikoser – tilbehør til ost
Syltede abrikoser er perfekt tilbehør til ost eller topping på grød, yoghurt, is og pandekager. Det er også en god ide til værtindegave eller spiselig gave.
Servings: 2 glas
Ingredienser
- 400 g tørrede abrikoser
- 300 g sukker
- 2 dl vand
- 1 øko appelsin (stor eller 2 små, saft + skal)
- 2 kanelstænger
- 2 stjerneanis
- 1 vaniljestang (eller 1/2 tsk vaniljepulver)
Noter
Dine syltede abrikoser kan sagtens holde sig på køl i flere uger. Server dem til ost, på din grød, yoghurt eller måske is eller pandekager.
Køkkenudstyr
- Gryde
Fremgangsmåde
- Kom alle ingredienser pånær appelsinskal og vanilje i en gryde og bring det i kog.
- Lad det derefter simre i 15 minutter.
- Rør nu vaniljepulver og fintrevet appelsinskal i og lad det køle af, så siruppen tykner.
- Kom dine syltede abrikoser på skoldede glas og lad dem trække på køl i minimum et døgn.








