Nem appelsinmarmelade – perfekt til ost

13. marts 2019

Nem appelsinmarmelade - perfekt til ostKalder alle ostefans derude! Jeg har muligvis fundet den perfekte hjemmelavede appelsinmarmelade til din ostemad. Bitter, sød og med masser af smag fra øko appelsiner og et par øko citroner. Citrusmarmelade kan du vel også kalde den. Denne portion var en hjemmelavet, spiselige julegave til mine bedsteforældre – appelsinmarmelade er nemlig virkelig en bedsteforældreting for mig. Det minder mig om sommerferie hos min mormor og morfar, hvor vi fik ostemadder med appelsinsyltetøj. I år besluttede jeg mig for, at de skulle prøve en hjemmelavet version.

Og denne appelsinmarmelade er næsten for nem at lave. Kog et par appelsiner og citroner i vand i 2 timer og blend det med sukker i en foodprocessor/blender. Værsågod. Så nemt er det. Det kan virkelig højne sådan en god ostemad men vil sikkert også være godt på grød, rørt op i yoghurt som en hjemmelavet appelsinyoghurt eller måske i dressinger? Jeg skal eksperimentere. Frys marmeladen ned i mindre portioner – du får nemlig en god portion ud af det. Jeg er lidt ked af, at jeg gav det hele væk. Heldigvis var alle fire begejstrede. For søren det var godt!

Sådan kan du også bruge din appelsinmarmelade: friskbagte boller med ost / I hjemmelavede romkugler / Ovenpå cheesecake / Som topping til din havregrød eller yoghurt med granola / På sunde pandekager eller is

Bitter appelsinmarmelade (til 3-4 glas)

  • 3 store øko appelsiner
  • 2 små øko citroner
  • 400-500 g sukker (alt efter smag)

Så nemt er det: Start med at skrubbe dine appelsiner og citroner. Kom dem i en stor gryde med vand, til det dækker og kom en tallerken eller noget ned i gryden, så den kan holde dem fra at flyde til toppen. Lad det koge i to timer, til appelsiner og citroner er helt møre.

Tag citrusfrugterne op af vandet og kom dem i en blender/foodprocessor med sukkeret. Blend det til en grov marmelade. Sukkeret burde meget gerne blive opløst af de varme frugter. Fjern kernerne fra marmeladen og kom det på skoldede glas. Du kan også fryse det ned i små portioner og tage det op, når lysten melder sig. Marmeladen kan sagtens holde sig på lufttætte glas et par uger, og ellers kan du fryse det ned i mindre portioner.

    Svar

    Instagram