
Jeg har faktisk bagt disse skyrboller flere gange over det seneste år. Og selvom jeg ikke skal være bleg for at erkende, at jeg jo allerbedst kan lide en god koldhævet bolle eller surdejsbolle til min morgenmad, så kan de her skyrboller noget andet. Ikke alene er de super nemme og hurtige at lave, men de fungerer altså også ret godt som en eftermiddagssnack, og jeg synes endda også, at de godt kan spises, som de er, og jeg tror også, at de vil være et hit hos børn.
Opskrift på skyrboller med havregryn og æg
Bollerne her består af 3 basisingredienser: skyr, æg og havregryn. Og så lidt bagepulver for at hjælpe dem med at hæve og lidt salt for smagen. Jeg tilsætter også lidt solsikkekerner, fordi de giver en god konsistens og smag, men det behøves ikke. Man rører alle tingene sammen, lader dejen trække 10 minutter, former det til boller og bager dem. Det tager ikke meget mere end 35-40 minutter fra start til slut, og så har du lækre boller.
Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve two ingredient bagels, der laves på græsk yoghurt eller havregrødspandekager med gulerødder.

Skyrboller
Ingredienser
- 3 stk æg
- 300 g skyr
- 225 g fintvalsede havregryn
- 10 g bagepulver Reklame for Med24
- ½ tsk fint salt Reklame for Med24
- 1 dl solsikkekerner Reklame for Med24 (kan undlades)
Noter
Fremgangsmåde
- Slå æg ud i en skål og rør resten af ingredienserne i.
- Lad dejen hvile i 10 minutter, så den samler sig og bliver mere fast.
- Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Form cirka 8 boller, fx med en ske dyppet i varmt vand og din hånd og placer dem på en bageplade med bagepapir. Bollerne hæver ikke meget, så form dem gerne, som du tænker de skal være færdigbagte.
- Drys evt. med ekstra solsikkekerner eller andre frø.
- Bag bollerne i 20-22 minutter, til de er godt gyldne.

Proteinboller
Det er på ingen måde min opfindelse af blande skyr, havregryn og æg til boller. Måske du har mødt dem før og måske under navnet ‘proteinboller’, for det kaldes de også. De indeholder nemlig et højt indhold af protein pga. skyr og æg sammenlignet med andre boller. Jeg har brugt en beregner på nettet, og der burde være ca 12-13 g protein i hver bolle, hvis du inkluderer solsikkekerner.
Glutenfrie boller uden mel
Nu er det ikke fordi, at jeg spiser glutenfrit eller har udarbejdet denne opskrift, fordi den skulle være glutenfri, men bruger du glutenfrie havregryn (alm. havregryn kan vist kan spor af gluten, men er du ikke “sart”, så kan du sagtens bruge almindelige), så har du faktisk en opskrift på glutenfrie boller uden mel. Det bliver ikke luftige boller med store lufthuller, men du får til gengæld saftige boller, som også smager godt med fx smør og ost.
Laver du en af mine opskrifter som fx disse skyrboller, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!










Sunde og lækre. Der er ikke så meget mere at sige! Dog skal man være opmærksom på at forme den størrelse du nogenlunde gerne vil ende med, da de næsten ikke hæver i ovnen.
Hej Kristian
Dejligt at høre! Og super tip – du har helt ret. Det får jeg lige noteret i opskriften.
Kh Anna
Jeg blandede også lidt græskarkerner og lidt chiafrø i. Og så fik de en omgang birkes på toppen. De var aldeles fremragende. Tak for det 🙏
Det lyder virkelig dejligt, Thomas. Man kan nemlig nemt variere, som man har lyst.
Tak fordi du skriver.
Kh Anna
Jeg bager ofte skyrboller, jeg kommer gså chiafrø og loppefrøskal pulver i . Men hvis jeg ikke bager dem 45 min ved 170 g varmluft bliver de meget klægge. Hvorfor hvad gør jeg galt.
Hej Birde
Det skal jeg ikke kunne sige. Men bruger du min opskrift her, så burde bagetiden passe ret fint plus minus nogle minutter.
Kh Anna
Må prøves 😁
Jeg tilføjede revet gulerod, og det blev også rigtig godt! Min datter med cøliaki er vild med dem 🙂
Så dejligt at høre Heidi. Lyder lækkert med gulerødder.
Kh Anna