Ravioli med brunet smør, pisket ricotta og brændt citron

Ravioli med brunet smør, ricotta og brændt citron
Ravioli med brunet smør, pisket ricotta og brændt citron 1

Uh jeg har glædet mig til at dele denne opskrift. Det er muligvis en af de bedste pastaretter, jeg har fået. I hvert fald den bedste med ravioli og top 5 over alle pastaretter. Det er fyldt ravioli med brunet smør og en cremet på pisket ricotta og brændt citron toppet med rosmarin og hasselnødder. Kæmpe haps.

Opskrift på ravioli med brunet smør, pisket ricotta og brændt citron

Jeg tror godt, at det allerede er blevet slået fast, at pasta med brunet smør og urter som fx salvie er bedste venner. Ofte som ravioli med brunet smør. Vi kender den nok alle, og vi elsker den nok alle. Men i dag skal I have en videreudvikling af den kombination. En lækker fyldt ravioli (her med græskar) lagt på en bund af ricotta pisket med brændt citron. På toppen er der dryppet rigeligt brunet smør, hvor rosmarin og ristede hasselnødder har hygget sig i. Det er simpelthen en himmerigs mundfuld.

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min opskrift på hjemmelavet pasta (uden maskine), pasta med basilikumsfløde, stracciatella og citronkrummer eller sommerpasta med citronflødesauce og langtidsbagte tomater.

Ravioli med brunet smør, ricotta og brændt citron

Fyldt pasta med græskar med hasselnødder og rosmarin

Grunden til, at indlægget i toppen er markeret med reklame er fordi, at jeg egentlig på Instagram har lavet denne opskrift som en del af et samarbejde med en lille pastabutik ved navn La Fresca i Vanløse. Men jeg synes ikke, at I skulle snydes for den her. De er forresten en kæmpe anbefaling og har så meget lækker hjemmelavet pasta, der kan købes med hjem og tilberedes til en lækker ret.

Jeg valgte deres ravioli med græskar, fordi jeg synes, at det passer så godt til efteråret, til rosmarin, smør, citron og hasselnødder. Du kan i princippet bruge hvilken som helst pasta – købt eller hjemmelavet. Du kan både bruge almindelig pasta, frisk eller tør, og du kan bruge fyldte pastaer som her, som selvfølgelig bidrager med ekstra smag.

Aftensmad på 20 minutter

Denne ravioli med brunet smør, pisket ricotta og brændt citron kan nærmest smækkes sammen på 20 minutter. Det er en perfekt ret til en grå og kedelig tirsdag aften, hvor aftensmaden skal gå hurtigt, men det er også en skøn ret, der vil imponere de fleste gæster. Server evt. en frisk salat til. Det kunne være grønne salatblade vendt med tynde skiver af æble og citronsaft. Jeg kan anbefale at investere i en god pasta, da det fylder meget af retten og gør en forskel.

Laver du en af mine opskrifter som fx denne ravioli med brunet smør, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Ravioli med brunet smør, ricotta og brændt citron

Ravioli med brunet smør, pisket ricotta og brændt citron

En super nem, simpel men ultralækker fyldt ravioli med en creme på pisket ricotta, brændt citron og rosmarin-brunet smør. Måske verdens bedste pastaret. Opskriften er til 2 personer. Server evt. en frisk salat til.
5 fra 3 stemmer
Antal: 2 personer
Forberedelse20 minutter

Ingredienser

  • 350 g ravioli (hjemmelavet eller købt)
  • 50 g smør
  • 1 kvist frisk rosmarin
  • 1 stk citron
  • 250 g ricotta
  • salt
  • 2 spsk hasselnødder (ristede)

Fremgangsmåde

  • Start med at smelte smørret i en lille pande.
  • Lad det simre ved middelvarme et par minutter, til det begynder at dufte af ristede nødder og begynder at brune. Kom rosmarinkvist i og lad det køle lidt.
  • Læg to halve citroner med den flade side ned på en middelvarm pande. Lad dem stege til overfladen bliver godt mørk og brændt.
  • Kom ricotta op i en minihakker eller lille blender. Pres saft og citronkød fra den brændte citron i (start med en halv) og pas på citronkerner. Skrab gerne citronkødet godt ud af skallen.
  • Kom 1 spsk af den brunede smør og et nip salt op til ricottaen og blend til en luftig creme. Smag til med salt og evt. mere citron.
  • Kog ravioli efter anvisningen på pakken. Hæld vandet fra.
  • Pil bladene af rosmarinkvisten fra smørret og kom dem retur i det brune smør. Kom også grofthakkede, ristede hasselnødder i smørret.
  • Du kan enten vende pastaen i ricottacremen eller smøre cremen ud på en tallerken og anrette ravioli ovenpå.
  • Dryp med rigeligt brunet smør og hasselnødder på toppen.. Evt. dryp af ekstra brændt citron.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments