
I dag er det bloggens 3 års fødselsdag, hurra! Tænk at det allerede er 3 år siden, at jeg startede mad-eventyret… Det har indtil videre været både spændende og virkelig sjovt, og jeg glæder mig til sådan til (forhåbentligt) mange lige så gode år endnu. Og det skal fejres med kage! Eller retter islagkage med saltkaramel og brownie. En festlig og mega lækker en af slagsen. Sidste år blev fødselsdagen fejret med verdens bedste gulerodskage, som er blevet lavet mange gange siden, og året før stod den på cremet speltotto med ærter og citron.
Opskrift på islagkage med saltkaramel og brownie
Denne gang udviklede jeg lidt ideer og tog imod ønsker fra familien, og det kom der så denne fødselsdagkage ud af. Islagkagen består af en cremet vaniljeis, der er ‘swirled’ med lækker, cremet dulce de leche karamel med havsalt ovenpå en bund af fudgy mørk chokoladebrownie, der oven i købet er glutenfri. Sådan et stykke af denne islagkage men en intens browniebund med iskold, cremet vaniljeis og små ‘lommer’ af sød karamel med små flager af havsalt i, der løber en smule ned at siderne – det er slet ikke til at stå for!

Hvis du ikke har en ismaskine, kan du sagtens lave den alligevel ved at komme iscremen i fryseren, røre hver halve time indtil den opnår en tyk soft-ice konsistens og derefter komme den i formen. På den måde undgår du de værste iskrystaller. Du kan også bare gå all in på ren fløde – så er du sikret fri for iskrystaller.
Islagkage til fødselsdag og fest
Islagkagen er egentlig også ret alsidig, og den er perfekt til fødselsdag, gæster og fest. Du kan sagtens toppe med en anden slags is, som fx en frisk bæris, en lækker lakridsis eller en cremet peanutbutteris. Du kan også sagtens ‘swirle’ med andet på toppen. Det kunne fx være bærkompot, smeltet chokolade eller nutella. Jeg kan dog varmt anbefale kombinationen af brownie, vaniljeis, karamel og havsalt – jeg ville i hvert fald ikke takke nej, hvis jeg blev tilbudt et stykke islagkage med saltkaramel (eller to) lige nu.


Islagkage med saltkaramel og browniebund
Ingredienser
Brownie
- 150 g mørk chokolade Reklame for Med24
- 85 g smør
- 130 g sukker
- 2 æg
Is
- 4 (pasteuriserede) æggeblommer
- 1 dl sukker
- 2½ dl sødmælk
- 2½ dl piskefløde
- ½ tsk vaniljepulver Reklame for Med24
Køkkenudstyr
- Kageform
- Elpisker
- Gryde
Fremgangsmåde
Brownie
- Smelt chokolade og smør over vandbad og lad det afkøle lidt.
- Pisk æg og sukker luftigt – det tager et par minutter og rør det så sammen med chokolade-smørret.
- Smør en springform (ca. 18 cm i diameter), hæld dejen i og bag kagen ved 175 grader varmluft i ca. 25 minutter.
- Lad kagen afkøle helt og sæt så kagen med formen i fryseren, imens du laver is.
Is
- Pisk æggeblommer, vaniljepulver og sukker luftigt og pisk så mælken i lidt ad gangen.
- Pisk fløden til flødeskum i en anden skål og vend det i mælke-blandingen.
- Kør cremen på ismaskine, til den har en tyk soft-ice konsistens.
Samling
- Kom karamellen op i en skål, rør godt rundt og vend derefter havsalt langsomt i – vær ikke for voldsom, da det er meningen, at der skal være flager af salt i karamellen. Smag til med salt.
- Smør et tyndt lag af saltkaramel på browniebunden og kom isen oven på.
- Fordel små “klatter” af saltkaramel oven på isen og swirl det rundt med en ske, så karamellen trækker streger og laver små lommer af saltkaramel nede i isen.
- Kom islagkagen på frys natten over og tag den ud 15 minutter før, den skal spises.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!









Næ et meget stort tillykke både med bloggens 3 år og din 3.plads 🙂
Meget flot gået og jeg synes du gør det fænomenalt din alder taget i betragtning 🙂
Happy Halloween og nyd islagkagen, som er for lækker 🙂
Tusind tak Maria!
Det er jeg virkelig glad for at høre 😀
God søndag til dig også.
Tillykke, tillykke, tillykke! Både til bloggen og til dig med 3. pladsen – SÅ sejt gået. En islagkage er lige det perfekte at fejre med.
Taaaaak søde Josefine!
Ja det var lige det, jeg tænkte 😉
Den browniebund du laver til din islagkage, skal der slet ikke mel i? Undre mig nemlig lidt
Hej Rikke,
Nej du har set helt rigtigt. Der skal ikke mel i – det giver den en mere ‘fudgy’ og lækker konsistens + gør den glutenfri, hvis man er på jagt efter det 🙂
Bliver browniebunden ikke hård at spise, hvis den har været i fryseren?
Hej Julie.
Nej slet ikke – den bliver bare helt kold og bevarer sin næsten trøffel-lignende konsistens 🙂
Hejsa.
Kan is`en laves uden en is maskine?
Hej Louise.
Jeg vil anbefale dig at lave den på en ismaskine. Ellers kan du overveje at lave ren flødeis (altså kun på fløde) eller mest fløde og en smule mælk i samme mål samlet. Her skal du komme den i en beholder i fryseren og røre hver halve time, indtil isen er blevet til tyk softice – sådan undgår du for mange iskrystaller. Fortsæt herfra som i opskriften 🙂
Håber det er en hjælp! Lad mig endelig høre, hvad du finder ud af.
God aften til dig 🙂
Kram Anna
Hej Anna
Jeg skal lave islagkager til min søns svendegilde og faldt over din opskrift. Jeg plejer altid at lave is af ren fløde… er meget i tvivl om jeg tør lave is med fløde/ mælk ? Kan du måske overbevise mig…? Hvilken slags mælk bruger du ?
Vh Janni
Hej Janni.
Dejligt at du spørger! Denne islagkage er altså en sikker vinder. SÅ GO GO GO.
For det første bruger jeg sødmælk. For det andet afhænger dit spørgsmål af, om du har en ismaskine.
Hvis du har en ismaskine, bør det slet ikke være noget problem at bruge halv mælk/halv fløde. Jeg synes, at isen bliver lettere og ikke så fed og tung, som når du har ren fløde.
Hvis du ikke har ismaskine, vil jeg dog råde dig til at lave opskriften med ren fløde. Ellers krystalliserer isen nemlig nemmere. Og så lade iscremen sætte sig lidt i fryseren til tyk soft ice (rør i det en gang hver halve time), inden du kommer den ovenpå browniebunden.
Håber det hjalp dig på vej?
Lad mig endelig høre, hvad du gør og synes 🙂
Kh Anna
Hej Anna
Jeg faldt over din lækre opskrift og tænker jeg vil lave den til min 30 års fødselsdag hvor jeg får mange gæster 🙂 Har du lavet den i større forme som F.eks 24 eller 28 cm? Tænker i forhold til regulering af mængder.
Venlig hilsen
Kathe Lynge
Hej Kathe.
Det kan du sagtens! Jeg har ikke lavet den i større portioner, men hvis du bruger 24, ville jeg nok gå efter 1,5 portion – dobbelt portion hvis 28 cm.
Held og lykke og tillykke med fødselsdagen 🙂
Kh Anna