Chokoladekage

Nem og svampet chokoladekage opskrift

Den har ventet længe på sig denne opskrift. Jeg har brugt omkring et halvt års tid på at finde opskriften på den bedste chokoladekage. Det startede egentlig med, at jeg først selv prøvede mig frem og derefter fortalte min mor mig om en opskrift, hun brugte, da jeg var barn. Efter et smut i gemmerne fandt hun den frem – du ved, den helt gode nedskrevet i en notesbog, og den arbejdede jeg så videre med. Den var heldigvis nærmest perfekt, og jeg kan så godt lide, at hendes opskrifter også får en plads her på bloggen.

Opskrift på chokoladekage

Hvad er den bedste chokoladekage, hvis du spørger mig? Den skal være let og fugtig i konsistensen. Ikke tung som en brownie men luftig og svampet. Lidt utraditionelt skal der kogende vand i dejen, og dejen er også helt flydende, når den skal i ovnen. Det er blandt andet med til at give den den helt rigtige konsistens. Dertil en perfekt, glinsende chokoladeglasur, der næsten smelter ned i kagen. Og på tungen.

Faktisk er det der med ‘chokolade’ lyv, for der er ingen chokolade i kagen. Kun kakao. Sådan som en chokoladekage som denne skal være. Brug gerne en god kakao hvis du kan og ellers skal det nok smage godt alligevel. Og har du lyst til at finthakke lidt chokolade og vende i dejen, skal du være velkommen til det. Dejen er dog ret flydende, så måske de synker til bunds. Du kan også toppe kagen med finthakket eller spåner af chokolade eller måske en den-du-ved-nok topping.

Hjemmelavet chokoladekage med chokoladeglasur nem opskrift
Kakaokage med kakaoglasur

Nem og svampet – den bedste chokoladekage

Her får du den altså. En opskrift på en let og svampet chokoladekage med chokoladeglasur. Dejen tager ikke mere end max 10 minutter at bikse sammen, og så skal kagen have en times tid i ovnen. Derfra kan du spise den, som den er, eller du kan lade den afkøle og toppe med en mørk glasur. Jeg kommer en smule smeltet smør i min glasur ud over vand, flormelis og kakao, da det giver en flot glans og en god smag til glasuren. I stedet for vand kan du dog også sagtens bruge lun mælk, kaffe, kakao eller måske bailey. Mmh!

Chokoladekage i bradepande eller springform

Jeg har lavet denne opskrift i en 23×23 cm form, men jeg har også ofte lavet den i springform, og du kan helt sikkert også lave den i en bradepande. Hvis jeg skulle lave det i en springform på 24 cm i diameter, så ville jeg bruge følgende mål: 250 g sukker (evt. halv brun farin, halv sukker), 3 spsk kakao, 125 g hvedemel, 2 tsk bagepulver, 2 tsk vaniljesukker, 150 g smør, 2 æg og 1,5 dl kogende vand.

Skal du derimod lave den til mange i en bradepande på 25×35 cm, så ville jeg gange opskriften nedenunder med 1,5. Vær opmærksom på, at kagen måske skal have mere/mindre afhængig af din form. Når en stegenål netop kommer ren ud, når du stikker i midten af kagen, er kagen bagt færdig.

Nem og svampet chokoladekage opskrift

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Nem og svampet chokoladekage opskrift

Chokoladekage

Min bedste opskrift på chokoladekage, arvet fra min mor. Saftig, svampet og med en lækker kakaoglasur. Opskriften er nok til 10-12 personer.
5 fra 1 stemme
Antal: 10 personer
Forberedelse10 minutter
Tilberedelse30 minutter
I alt40 minutter

Ingredienser

Chokoladekage

  • 175 g smør
  • 280 g sukker (jeg brugte halv brun farin, halv sukker, men du kan også bruge ren sukker)
  • 35 g kakao (svarer til 3 spsk med top)
  • 145 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 2 tsk vaniljesukker
  • ½ tsk fint salt
  • 2 stk æg
  • dl kogende vand

Chokoladeglasur

  • 180 g flormelis
  • 25 g kakao (svarer til 3 spsk)
  • 30 g smør
  • ½ dl varmt vand (kunne også være kaffe, mælk, kakao eller måske lidt bailey)

Noter

Vil du lave opskriften i en springform, bradepande eller andet, så læs mine tips længere oppe i forhold til, hvor meget opskriften skal ganges med. 
På dagen kan du opbevare kagen tildækket på køkkenbordet og derfra kan du komme den på køl. 

Køkkenudstyr

  • 1 form 23×23 cm

Fremgangsmåde

Chokoladekage

  • Tænd ovnen på 175 grader alm. ovn (over-undervarme).
  • Smelt smør i en lille gryde og lad det afkøle en smule.
  • Rør sukker, kakao, hvedemel, bagepulver, vaniljesukker og salt sammen i en skål.
  • Pisk æg og smør i skålen, til du netop har en ensartet dej.
  • Pisk kogende vand i dejen, til den netop er ensartet. Dejen skal være flydende.
  • Kom bagepapir i en 23×23 cm form og hæld dejen i.
  • Bag kagen i cirka 30 minutter, til en stegenål netop kommer ren ud, når du stikker den ned i midten af kagen.
  • Lad kagen køle af.

Glasur

  • Smelt smørret i en gryde.
  • Rør den smeltede smør sammen med kakao, flormelis og vand. Evt. et nip salt hvis du er til det. Glasuren skal gerne have en flydende konsistens, der netop falder pænt af skeen.
  • Top den afkølede kage med glasur og giv det lov til lige at sætte sig.

Kakaokage med kakaoglasur

Som jeg skrev så er det jo egentligt en kakaokage med kakaoglasur, men sådan er det ofte, hvis du får en chokoladekage som denne. Den har ikke en konsistens som en tung, intens brownie men derimod en luftig og svampet konsistens. Man kan derfor også nemmere spise et større stykke – det kan jeg i hvert fald hæhæ. Hvis du vil toppe din kage med smeltet chokolade, så vil det helt sikkert også smage godt. Kom evt. en spsk smør med, når du smelter chokolade. Så sætter den sig ikke lige så hårdt og knækker for dig, når du skal skære kagen.

Chokoladekagen til børn og voksen (og fødselsdag)

Det her er jo en genial kage til børn, børnefødselsdag eller til at have med i skole. Jeg kan i hvert fald huske, at jeg ofte havde en lignende kage med i skole, når jeg havde fødselsdag, og så var min mor så kreativ og havde pyntet med alt muligt. Overvej en lidt mindre mørk glasur (måske bare 1-2 spsk i stedet for 3) hvis det er til børn, der ikke er vilde med en mørk kakaosmag. Fx grøn glasur, kokos og en masse bondegårdsdyr. Jeg vil dog heller ikke have nogen problemer med at servere den til en fødselsdag i dag. Det er et hit hos de voksne også!

Chokoladekage bradepande springform fødselsdag
Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments