Vi kender jo alle den klassiske brownie. En (forståeligt!) elsket kage af mange – en af mine favoritter. Men har du nogensinde prøvet en brownie med mælkechokolade? Helt klassisk er en brownie lavet med mørk chokolade, og du har nok også mødt blondie, der laves med hvid chokolade. Men måske du ligesom jeg heller ikke er faldet over en version med mælkechokolade endnu. Og den kan altså også noget ret godt.
Opskrift på brownie med mælkechokolade
Nå men hvordan er en brownie med mælkechokolade forskellig fra en brownie med mørk chokolade? I min mening er den på sin vis meget lig, men den er på en måde også ikke så intens, som den godt kan være med mørk chokolade. Nogen vil måske sige, at den er lidt mere børnevenlig, andre lidt sødere, men er du generelt mere til mælkechokolade fremfor mørk, så er du måske også til brownie med lys chokolade. Uanset hvad smager den altså konge godt, og jeg elsker dem begge to. Jeg har tilføjet ristede hasselnødder og flagesalt, der begge løfter kagen til et ekstra niveau.
Er du vild med denne opskrift? Så skal du også prøve min klassiske brownie med mørk chokolade, min rocky road brownie eller min cheesecake brownie.
Tung, sej og intens brownie
Denne brownie er præcis, som du kender en rigtig god brownie. Den skal nemlig i min mening være tung, næsten klæg, sej i konsistensen og intens i smagen. Sådan en kage hvor du er tilfredsstillet ved et lille stykke men samtidigt godt kunne fristes til et mere. En kage der har sprøde, krakkelerede kanter og top men en blød midte. Kagen bages, så der stadig er lidt dej med kniven, hvis du tester kagen efter bagning, men den sætter sig efter nogle timer på køl og smager næsten kun bedre, som timerne og dagene går.
Den bedste opskrift på brownie
Denne opskrift er baseret på min opskrift på en klassisk brownie – den allerbedste opskrift, hvis du spørger mig. Jeg har sjældent fået en, der er så god. Og mælkechokoladen giver den en afrundethed som en dejlig alternativt version, der helt sikkert kan noget i forhold til sin storebror med den mørke chokolade. Spis den som den er (iskold fra køl) eller med en kugle vaniljeis og lidt bær til som dessert til gæster. Den kan sagtens holde sig en uges tid på køl, hvis du altså ikke når at spise den først.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Brownie med mælkechokolade
Ingredienser
- 220 g mælkechokolade
- 120 g smør
- 4 æg
- 300 g sukker (gerne halv brun farin, halv sukker)
- 65 g hvedemel
- ¼ tsk bagepulver
- 2 spsk kakaopulver
- 100 g hasselnødder
- flagesalt
Fremgangsmåde
- Opvarm ovnen til 170 grader varmluft og rist i hasselnødderne i 8 minutters tid.
- Smelt smør i en gryde og tag den af varmen. Hak herefter chokoladen groft og lade den smelte sammen med smørret.
- Nulr skallen af de let afkølede hasselnødderne og hak dem meget groft.
- Pisk æg og sukker sammen, uden at det bliver for luftigt.
- Vend forsigtigt chokolade+smør i æggemassen med en dejskraber eller lignende.
- Sigt mel, kakao og bagepulver i og vend også dét forsigtigt i dejen. Vend til sidst hakkede hasselnødder og 1 god tsk flagesalt i.
- Kom bagepapir i en ca 22 × 22 cm firkantet form og hæld dejen ned i formen. Drys med lidt ekstra flagesalt.
- Bag din brownie i cirka 40 minutter – den skal være en smule ubagt i midten. Når du stikker en strikkepind eller lignende i kagen, skal der hænge lidt dej fast på den. Stik gerne i den 5 minutter før, måske den også skal have 5 minutter mere.
- Afkøl kagen lidt og kom den så på køl i minimum 3-4 timer, til den er blevet gennemkold og har sat sig. Dette kan også sagtens være dagen før.