Æbleskivepandekager

Tykke pandekager med citron og kardemomme som alternativ til æbleskiver

Her får du en opskrift på de dejligste æbleskivepandekager. Måske du er på udkig efter en opskrift på æbleskiver, der ikke kræver en æbleskivepande, eller måske du bare gerne vil lave en nem og hurtig æbleskive? Så er du altså kommet til det rette sted. Hvis du vil have de perfekte, runde æbleskiver, så skal du skaffe dig en æbleskivepande, men vil du have smagen af æbleskiver, så kan du sagtens lave æbleskivepandekager. De smager 1:1 af æbleskiver og er akkurat lige så gode.

Opskrift på æbleskivepandekager

Du får dem altså præcis, som du kender dem her. Altså æbleskiverne. Luftige og svampede i midten, sprøde og smørstegte i kanterne. Smagen af citronskal og kardemomme. Bare i pandekageform. Uhm, det er godt! Og det kan altså også noget. Med syltetøj og sukker/flormelis på vil du ikke kunne smage forskel, og har du lyst til æbleskiver, vil det klart kunne stille din lyst. Det er også lidt nemmere end at skulle lave en perfekt rund æbleskive, der skal vendes en smule, lidt mere dej i, vendes en smule osv.

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve mine opskrifter på æblerøstipandekager eller sunde blåbærpandekager.

Æbleskivepandekager - lav æbleskiver uden æbleskivepande til lækre pandekager

Æbleskiver uden æbleskivepande

Jeg skaffede mig endelig en æbleskivepande sidste år, men før det har jeg aldrig haft sådan en og har derfor heller aldrig prøvet at lave æbleskiver før, og der kunne jeg da godt have brugt den her opskrift. Til når æbleskivetrangen melder sig. Opskriften på æbleskivepandekager har jeg udviklet sammen med min veninde Maria, og opskriften på æbleskivedej er også hendes. Vist nok hendes mormors, og den smager bare helt perfekt. Her tilføjet lidt vaniljesukker og stegt på pande i stedet.

Amerikanske pandekager med citron og kardemomme

Hvis du kigger på billedet af de små, tykke pandekager, så skulle man næsten tro, at det var amerikanske pandekager, og det er jo helt ærligt også æbleskiver i pandekageform. De hæver så fint op og får den dejligste smag fra kærnemælk, vaniljesukker, kardemomme og citronskal. Haps altså. De kan jo serveres med alt muligt:

  • Med syltetøj og sukker som klassisk æbleskive
  • Med græsk yoghurt og bær som morgenmad
  • Med en kugle vaniljeis og chokoladesauce til dessert
  • Med banan og peanutbutter
  • Med en klat smør, der smelter på toppen og sirup ovenpå
Æbleskivepandekager og æbleskivevafler - opskrift til dig der ikke har en æbleskivepande

Æbleskivevafler – æbleskiver i vaffeljern

Vi har også testet det som vafler i en vaffeljern (se billede ovenover), og det fungerer altså også super. Bløde, søde og sprøde i kanten-vafler, der smager akkurat som en æbleskive og er så fine. Og som endda sikkert smage godt med en kugle is til. Jeg vil også bare gerne lige nævne, at leder du efter en helt klassisk og god opskrift på vafler, så kan du også sagtens bruge denne opskrift.

Opskriften på æbleskivevafler kan du fine henne på Marias blog lige her. Jeg tror, at jeg er mest til pandekageversionen, da konsistensen og smagen her minder mest om klassikeren, men vaflerne er også så fine og er en god ide til gæster.

Tykke pandekager med citron og kardemomme som alternativ til æbleskiver

Æbleskivepandekager

Lækre og nemme æbleskivepandekager. Har du ikke en æbleskivepande? Så steg dem som pandekager. Det smager mindst lige så godt og kan sagtens toppes med syltetøj og flormelis. Opskriften giver mindst 18 små, tykke pandekager.
5 fra 1 stemme
Antal: 18 stk
Forberedelse5 minutter
Tilberedelse20 minutter
Hviletid20 minutter
I alt45 minutter

Ingredienser

  • 250 g hvedemel
  • 15 g natron
  • 1 tsk vaniljesukker
  • 30 g sukker
  • ½ tsk stødt kardemomme
  • 400 ml kærnemælk
  • ½ stk øko citron
  • 2 stk æg
  • 1 nip salt
  • 4 spsk smør (til stegning)

Fremgangsmåde

  • Kom hvedemel, kardemomme, natron, salt, vaniljesukker og sukker i en skål.
  • Pisk kærnemælken i lidt ad gangen og derefter fintrevet citronskal.
  • Pisk æggene i ét ad gangen.
  • Lad gerne dejen hvilke i 15-20 minutter på køl, hvis du har tid.
  • Varm en pande op til middel-høj varme og smelt en god spsk smør på panden.
  • Steg æbleskivedejen til små pandekager af et par omgange, til de er sprøde og godt gyldne på begge sider. Jeg kunne lave ca 4 små pandekager ad gangen.
  • Server fx med syltetøj og flormelis.

Laver du en af mine opskrifter som fx æbleskivepandekager, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Sådan laver du æbleskivedej – en nem opskrift

Det er super nemt at lave en opskrift til æbleskivedej. Bland de tørre ingredienser sammen og pisk kærnemælk og æg i. Lad gerne dejen hvile i 20 minutter på køl og steg dem så til æbleskiver, pandekager eller vafler. Jeg smager til med kardemomme, vanilje og citronskal, og det er præcis, som en æbleskive skal smage. Og særligt serveret med syltetøj og sukker eller flormelis, så sender det tankerne direkte på æbleskiver. Jeg kunne dog også sagtens forestille mig dem med en kugle vaniljeis.

Del med nogen du holder af
5 from 1 vote (1 rating without comment)
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments