Annonce

Kærnemælkshorn med remonce og lemon curd

Kærnemælkshorn med remonce og lemon curd

Opskrift på kærnemælkshorn med remonce og lemon curd

For et par uger siden spiste jeg en dobbeltbagt croissant fra Hart bageri i København. Okay – jeg delte den, fordi den var vild og heavy. På den helt rigtige måde. Da vi købte den, fik vi dog ikke lige fået fat i, hvad der var i og kunne fra første bid godt smage, at der var andet end “bare” remonce i. Så vi gættede på livet løs. Æble? Citrus? Var det mon citron? Jeg måtte lige researche lidt og fandt ud af, at de fyldte dem med lemon curd og mandelremonce. Det smagte altså lidt for godt, så jeg blev simpelthen nødt til at efterligne noget lignende herhjemme. Derfor disse kærnemælkshorn med remonce, lemon curd og mandler.

Hjemmebag a la mormor

Jeg elsker kærnemælkshorn med remonce. Det er lidt en mormor-ting for mig. Det er sådan en sag, jeg glemmer, men når jeg bliver mindet om dem igen, bliver jeg nødt til at bage en portion, fordi de er så gode. De er bløde, søde og fyldt med lækre ting. Jeg har tidligere lavet dem med rabarber og marcipan-remonce, men denne kombination med knasende mandler, sød remonce og syrlig lemon curd – det er altså virkelig godt.

Kan kærnemælkshorn fryses?

Ja det kan du tro – det har jeg testet. De er fryservenlige. Du luner dem bare direkte fra fryseren på 100 grader i cirka 15 minutter. Så er de så gode som nye.

Kærnemælkshorn med remonce og lemon curd
Kærnemælkshorn med remonce og lemon curd

Kærnemælkshorn med remonce og lemon curd

5 fra 2 stemmer
Antal: 12 stk
Forberedelse30 minutter
Tilberedelse12 minutter
Hævetid1 time 15 minutter

Ingredienser

Dej

  • 100 g smør (blødt)
  • 2 spsk sukker
  • 2 dl kærnemælk
  • 40 g gær
  • 450 g hvedemel (cirka)

Fyld

  • 80 g smør (blødt)
  • 80 g sukker
  • 1 dl mandler
  • 1/2 tsk vaniljepulver (eller kornene fra 1 vaniljestang)
  • 12 tsk lemon curd (købt eller hjemmelavet)
  • 1 spsk hvedemel
  • 1 æg

Noter

Er du ikke til lemon curd, kan du sagtens komme tern af frugt eller bær i i stedet for.

Fremgangsmåde

Dej

  • Rør sukker og blødt smør sammen.
  • Lun kærnemælken til lillefingervarme – hvis den skiller, er det ikke verdens undergang.
  • Oplæs gær i den lune kærnemælk og rør det sammen med sukker-smør blandingen.
  • Ælt hvedemel i til du har en smidig og glat dej. Brug gerne en røremaskine for det tager fem minutters tid.
  • Lad dejen hæve et lunt sted under et klæde i 30 minutter.

Fyld

  • Pisk smør, vanilje og sukker luftigt til remonce.
  • Hak mandler fint og vend det i sammen med en spsk hvedemel.

Formning og bagning

  • Rul dejen ud til en cirkel på et meldrysset bord og skær den ud til 12 stykker (som du ville skære en lagkage ud).
  • Kom en lille spsk remonce og en tsk lemon curd på den brede ende af hver trekant.
  • Rul dem til horn ved at rulle den brede ende mod den smalle. Tryk enderne godt sammen, så du undgår at fyldet flyder ud.
  • Kom hornene på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve et lunt sted i 45 minutter.
  • Pensl med sammenpisket æg og drys evt. med hakkede mandler.
  • Bag dem ved 200 grader varmluft i cirka 12-14 minutter – skru evt. lidt ned undervejs.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments