Så er det tid til tredje madplan, wuhuu! Sidste gang var det vegetarisk mad og forrige gang stod den på nem hverdagsmad på 30 minutter. Og da det har været så koldt det sidste stykke tid, tænkte jeg, at denne uges madplan og tema skulle gå til varmende retter for at (forsøge at) bekæmpe den kolde vinter udenfor – det kunne jeg i hvert fald godt bruge.
På menuen i denne uge står den derfor på krydret mad, sluprende suppe og eksotiske retter. Det er jeg altså ret vild med. Der er mad mandag til fredag til 3-4 personer, og der er 2 gange kylling, en omgang oksekød og 2 vegetariske retter. Flere af retterne er faktisk mine yndlings, som fx butter chicken og den marrokanske kylling. Du kan bruge madplanen som inspiration eller følge den fuldt ud. God fornøjelse!
Har du nogle bud på temaer eller ønsker til fremtidige madplaner? Så skriv endelig en kommentar nedenunder 🙂
Læs også: Tidligere madplaner
- Mandag:
Første dag i ugen starter i Indien med en cremet og let krydret butter chicken serveret med ris – en af bloggens mest populære opskrifter. Mariner gerne kødet dagen før. - Tirsdag:
I dag bliver vi i det krydrede køkken, og menuen står på mellemøstlige oksedeller med kikærter og mynte. Server dellerne med en sprød grønkålssalat med appelsin, dadler og tahindressing, der vil passe perfekt til det mellemøstlige køkken. - Onsdag:
Suppedag og en god én af slagsen med en cremet græskarsuppe med rød karry. - Torsdag:
En af mine yndlings varmende retter er på menuen i dag. Marrokansk kylling med rosiner og ristede pinjekerner, krydret med kanel og nelliker, serveret med ris og evt. en klat yoghurt og frisk persille på toppen. - Fredag:
Til ugens anden vegetardag, klar til weekend-hyggen kan aftensmaden stå på hokkaido-lasagne med ærter og hytteost. En super kombination mellem det søde græskar, spinat og ærter sammen med chili, muskat og et sprødt låg af pastaplader med ost.