Vegetarisk burrito

Vegetarisk burrito med bønner, avocado og ris
Fazer Havreris

Et af de køkkener jeg elsker allermest er det mexicanske. Måske fordi det ofte er snasket – tænk bare: tacos, nachos, enchiladas, quesadillas. Der er mange gode retter i mellem, og i dag får I en opskrift på vegetarisk burrito. En burrito er lidt ligesom Mexicos svar på kebab. Må man sige det? Nu lader jeg det stå. Du kan få dem i mange varianter, og det er især blevet en større del af takeaway-markedet i Danmark. I hvert fald her i København.

Opskrift på vegetarisk burrito

Min version af en vegetarisk burrito er fyldt med en masse gode sager. Grove ris (jeg har brugt havreris) der koges al dente og derefter vendes med limeskal og friske koriander. Derudover er der løg stegt med paprika, sorte bønner og en masse krydderier, en god guacamole med masser af lime og så en groftrevet cheddar. Det er alle gode elementer sammen, der bidrager med det fede, det sprøde, det cremede, det krydrede, det søde og det syrlige.

Er du vild med mexicansk mad, så skal du også se mine opskrifter på sød kartoffel nachos, street food snacken quesadillas med ost, mexicansk lasagne med kål og chorizo eller morgenmadsretten huevos rancheros med smilende æg.

byg selv hjemmelavet burrito

Burrito med bønner, guacamole og ris

Min opskrift på hjemmelavede burritos er som sagt her en vegetarisk burrito. Du får stadig protein fra bønnerne og masser af smag, så jeg lover, at du ikke savner kødet. Det gjorde jeg i hvert fald slet ikke. Jeg har brugt sorte bønner, men det kunne også have været hvilke som helst andre slags. Er du ikke vild med koriander, kan du i stedet bruge persille. Har du rester af andet grønt, der skal spises, så bruger du bare det i stedet. Det skal nok smage godt.

Hjemmelavet mexicansk fastfood

Det sker en gang imellem, at jeg køber en god burrito, når jeg skal have takeaway. Det er som om, at det føles som snasket fastfood uden at være af den helt syndige slags, og der er virkelig dukket nogle fine steder op i København. For mig er det vigtigt, at en burrito er godt krydret, cremet men med knas og med en god friskhed, og det vil jeg bestemt sige, at denne opskrift har. Og at servere den med lidt ekstra chips og guacamole – det har jo aldrig skadet noget.

Laver du en af mine opskrifter som denne vegetarisk burrito, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Vegetarisk burrito med bønner, avocado og ris
Vegetarisk burrito med bønner, avocado og ris

Vegetarisk burrito

En nem og lækker opskrift på hjemmelavet vegetarisk burrito med ris, bønner, grønt, guacamole og ost. Aftensmad der kan laves på omkring 30 minutter. Opskriften er til 4 personer.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse30 min

Ingredienser

  • 3 dl ris (fx havreris eller andre grove ris)
  • 1 håndfuld friske koriander (eller persille)
  • 1 lime (øko – saft og skal)
  • 3 rødløg
  • 2 peberfrugter
  • 1 dåse sorte bønner
  • 2 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk paprika
  • ½ tsk røget paprika
  • ½ stødt kanel
  • 1 håndfuld revet ost (jeg køber en modnet cheddar og river den groft)
  • 2 avocadoer
  • 4 tortillapandekager (de store)
  • salt og peber
  • olivenolie

Fremgangsmåde

  • Kog risene efter anvisningen på pakken.
  • Skræl løg og skær dem i tynde både. Flæk peberfrugterne, fjern kerner og skær dem i lange, tynde strimler.
  • Varm en pande op med et par spsk olie, 1 tsk salt og krydderierne. Steg løg og peberfrugter her ved middelvarme i 10 minutters tid, til de bliver bløde.
  • Dræn bønnerne, skyl dem og kom dem på panden. Lad det varme med et minut eller to.
  • Imens ris koger og grøntsager steger, kan du lave guacamole: flæk avocadoer, tag stenen ud og skrab kødet ud. Mos kødet groft med en gaffel i en skål. Smag til med limesaft og salt.
  • Når risene er færdige (jeg lader dem altid lige sætte sig under låg og væk fra varmen i 5 minutters tid), skal du vende fintrevet skal fra lime og finthakkede koriander i.
  • Saml din burrito med guacamole, ris, stegt grønt og bønner og revet ost. Rul sammen og spis.

Hvad kan jeg fylde min burrito med?

Som sagt kan du pille og plukke ved denne burrito. Jeg har lavet en vegetarisk burrito med elementer og fyld, som jeg godt kan lide det. Har du mod på at langtidstilberede noget lækkert kød, så kunne det jo helt sikkert også være godt, men man behøver ikke altid kød for at blive mæt og tilfredsstillet.

Jeg vil dog sige, at der er nogle ting, der altid skal være i en burrito: en form for dressing eller creme (fx guacamole eller en krydret creme fraiche dressing), noget der giver knas (fx grøntsager, sprød salat eller lignende), masser af krydderier som spidskommen, røget paprika, koriander og kanel (på kød eller grøntsager/bønner), og så kan jeg også godt lide at tilføje fx en god revet ost eller måske nogle knuste tortilla chips. Der er ofte også ris i, hvilket jo egentligt er lidt sjovt, men som sagtens kan tilføje noget godt – især hvis de er krydret.

Del med nogen du holder af
Del på facebook
Del på pinterest
Del på email
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments