Annonce

Tærte med græskar, chorizo og feta

Tærte med græskar, chorizo og feta

Tærte med græskar, chorizo, majs og feta. Min yndlingssæson er kommet. Efterår. Sæsonen for æbler (æblekage) og andet lækker frugt, varme krydderier, kål og min ultimative favorit: hokkaido græskar. Og så er det den tid, hvor det snart er okay at spise risengrød hver uge – jep kæmpe risengrødsfan her! Nå men græskar er altså i sæson nu, og de er faktisk også ret billige nede i supermarkedet. Jeg købte et økologisk et til 10 kroner i Meny i weekenden.

Jeg fik en kommentar på Instagram den anden dag, hvor der var en af jer, der efterspurgte flere græskaropskrifter. Så til dig – og alle jer andre græskarfans – her kommer endnu en opskrift på tærte med græskar. Og bare rolig, der skal nok komme flere.

Tærte med græskar og feta

Denne tærte opstod faktisk, fordi jeg skulle tømme skabene for rester. Jeg havde lidt af hvert, og det blev til denne grove tærte med inspiration fra det sydstatslige køkken. Dejen er sprød, forholdvis grov og fedtfattig, og så er den fyldt med bagte, søde tern af hokkaido græskar, en lille rest af krydret chorizo, søde majs, lidt frisk spinat og saltet feta. Derudover er den krydret med lidt tørret timian, røget paprika og en smule sennep.

Tærte med græskar, chorizo og feta

Hvordan serverer du din tærte?

Jeg vil anbefale dig at servere tærten med en frisk grøn salat til. Så burde der nemlig være nok til at gøre 4 sultne mennesker mætte. Du kan finde en masse salatopskrifter på bloggen til inspiration. Tærten er også fryservenlig. Jeg skar den ud i 4, og så smed jeg 3 af stykkerne i fryseren og havde til 3 x aftensmad på travle dage. De blev bare lige lunet i ovnen, og så lavede jeg en hurtig salat til.

Tærte med græskar, chorizo og feta
Tærte med græskar, chorizo og feta

Tærte med græskar, chorizo, majs og feta

En grov og forholdsvis fedtfattig tærte med græskar, krydret chorizo, søde majs og salt feta. Perfekt aftensmad til 4 med en grøn salat til.
5 fra 1 stemme
Antal: 4 personer
Forberedelse40 minutter
Tilberedelse35 minutter

Ingredienser

  • 1 stk tærtedej
  • 350 g hokkaido græskar (øko, fri for kerner)
  • 50 g chorizo
  • 1 løg
  • ½ spsk røget paprika
  • ½ spsk tørret timian
  • 1 dåse majs (lille, drænet)
  • 2 håndfulde frisk spinat
  • 3 æg
  • 1 dl cremefraiche
  • 1 spsk grovkornet sennep (kan undlades)
  • 50 g feta
  • olivenolie
  • salt og peber

Køkkenudstyr

  • Tærteform
  • Pande

Fremgangsmåde

  • Skær græskar i tern og kom dem på en bageplade med bagepapir.
  • Vend dem i 2 spsk olivenolie og et drys salt og bag dem ved 180 grader varmluft i cirka 20 minutter, til de er møre.
  • Lav imens dejen og forbag tærtebunden sammen med græskarternene (bunden skal dog kun have cirka 10 minutter – se opskriften i linket i ingredienslisten).
  • Fjern skindet fra chorizopølsen og skær den i små tern.
  • Steg tern af chorizo på en tør varm pande, til fedtet frigives.
  • Skræl og skær løg i tynde skiver og steg dem med på panden sammen med paprika og timian ved middelvarme.
  • Når løgene er bløde, kan du tilsætte majs og riste det sammen i et par minutter.
  • Vend spinat i til sidst.
  • Pisk æg, cremefraiche, sennep og et pænt drys salt og peber sammen.
  • Fordel chorizo-blandingen, bagte græskartern og smuldret feta på den forbagte tærtebund.
  • Hæld æggemassen over og bag tærten ved 175 grader varmluft i cirka 30-35 minutter – skru evt lidt ned undervejs eller dæk tærten med staniol, så den ikke bliver for mørk på toppen.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments