Skal vi ikke lige smutte en tur ned til Middelhavsområdet? Eller i hvert fald sende vores maver og sind derned. Jeg har læst mig frem til, at Middelhavsmad faktisk er et af verdens sundeste spisemønstre. Grøntsager, frugt, olivenolie, bønner, fuldkorn, nødder, fisk og skaldyr – og lidt mælkeprodukter, kød og vin oveni. Det lyder jo ikke dårligt. Derfor får I i dag en Middelhavsinspireret speltsalat med alt godt fra området (og mit køleskab).
Speltsalat med pesto og ost
Speltsalaten her er egentlig ret enkel. Jeg har kogt perlespelt og vendt dem med soltørret tomatpesto, imens de stadig er varme, så de trækker smag til sig. Et lille tip til dig: pesto er virkelig en god måde at tilsætte smag og gøre det mere cremet. Pesto-spelten er vendt med frisk spinat, cherrytomater, salte oliven og den lækreste bøffelmozzarella. Og masser af friskkværnet peber. Det er bare så lækkert og simpelt og sender mig fluks ned til de varmere lande med et glas kold hvidvin i hånden og fødderne i vandkanten. Server salaten som den er eller med et stykke fisk, kylling eller friskbagt grydebrød til.
Sund og mættende madpakkesalat
Ikke alene er denne salat god til fisk, kød eller kylling, den er også perfekt som måltidssalat på madpakken. Den er sund, og den mætter og den er fyldt med smag og gode sager, som de fleste ville være glade for at få med på madpakken. Du kan endda forberede en stor portion og have til flere dage. Det er nemt!
Speltsalat med pesto, tomater og frisk mozzarella
Ingredienser
- 2 dl perlespelt (eller perlebyg)
- 75 g frisk spinat
- 14 cherrytomater
- 1 håndfuld oliven (uden sten)
- 4 spsk pesto (rød eller grøn)
- 125 g frisk mozzarella (gerne bøffelmozzarella)
- 1 skvis citronsaft
- olivenolie
- flagesalt og peber
Køkkenudstyr
- Gryde
Fremgangsmåde
- Kog spelt eller byg efter anvisningen på pakken. Jeg gav mine cirka 20 minutter.
- Lad dem køle lidt af og vend dem så med pesto og citronsaft.
- Skyl spinat, fordel det på et fad eller i en dyb skål og kom de pestovendte spelt ovenpå.
- Skyl og halver tomaterne og kom dem på salaten sammen med oliven.
- Riv mozzarella i mindre strimler med hænderne og fordel dem på salaten også.
- Dryp med lidt god olivenolie og drys med flagesalt og friskkværnet peber.