
Denne rabarberkage er fyldt med alt det gode. Der er faktisk så mange lækre ingredienser i, at titlen på dette blogindlæg ville være blevet aaaalt for lang, hvis det hele skulle have været med. Udover rabarber, ingefær, ristede kokosflager og hvid chokolade er der nemlig også vanilje, marcipan og revet citronskal. You are in for a treat!
Den bedste opskrift på rabarberkage
Jeg må sige, at det er en af de bedste rabarberkager, jeg nogensinde har smagt. Selve kagen er stærkt inspireret af en opskrift fra Alt for damerne. Kombinationen af den svampede kage med sødme fra marcipan og et lille snert af frisk ingefær sammen med de lidt syrlige rabarber og små vaniljeprikker passer super fint sammen. Kagen ville egentlig sagtens kunne spises sådan, men jeg valgte nu at toppe den med smeltet hvid chokolade og ristede kokosflager, der tilsammen giver en sprød top og en ristet smag til kagen, der klæder den rigtig godt.
Er du vild med rabarber, så skal du også prøve mine kærnemælkshorn med rabarber, rabarbertærte med frangipane og blondies med rabarber.



Rabarberkage med ingefær, kokos og hvid chokolade
Ingredienser
- 350 g rabarber (uden stilk)
- 4 æg (str. M)
- 180 g rørsukker Reklame for Med24
- 1 vaniljestang
- 180 g hvedemel Reklame for Med24
- 2 tsk bagepulver Reklame for Med24
- 180 g smør (smeltet)
- 2 spsk fintrevet ingefær
- 1 øko citron (skallen)
- 120 g marcipan (groftrevet)
- 100 g hvid chokolade
- kokosflager (ristede let på en tør pande)
Køkkenudstyr
- Kageform
Fremgangsmåde
- Snit rabarber i stykker af 1 cm tykkelse.
- Pisk æg, sukker og korn fra vaniljestangen i en skål i et par minutter, til det er lyst og luftigt.
- Bland mel og bagepulver i en anden skål og sigt halvdelen ned i æggemassen. Vend det sammen med en dejskraber.
- Vend derefter fintrevet ingefær, fintrevet citronskal og det smeltede smør i.
- Vend så det sidste mel i og til sidst groftrevet marcipan og rabarberstykker (gem dog en håndfuld rabarber).
- Kom bagepapir i en form på cirka 22 x 22 cm og hæld dejen i.
- Drys med de sidste rabarberstykker og bag kagen i cirka 45 minutter ved 180 grader varmluft.
- Hvis kagen bliver for mørk til sidst, kan du dække den med et stykke staniol. Tjek at kagen er færdig ved at stikke en lille nål/kniv i – hvis der hænger dej fast, skal du give den lidt længere tid.
- Lad kagen køle helt af.
- Smelt hvid chokolade over vandbad, fordel det over den afkølede kage og drys med ristede kokosflager.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!









Ih, der var den famøse rababerkage. Den ser simpelthen så lækker ud Anna 🙂 Jeg elsker at du har puttet ingefær i
Den kombination skal helt sikkert prøves på et tidspunkt.
Hæhæ Jose – jeg bliver så glad af sådan en besked 😀
Ingefæren er også virkelig god, da den bare giver sådan et lille pift!
INGEFÆR OG CITRONSKAL GØR FORSKELLEN FRA ANDRE FINE OPSKRIFTER MED RABARBER!! UH, DET ER LÆKKERT!!!
Uha – det er en god kage!!!! Jeg havde ikke noget marcipan og lavede derfor min egen af mandler, honning og glukose. Pinsen (og de lukkede butikker) gjorde mig heller ikke i stand til at drive kokosflager op, så jeg bruge grofthakkede mandler – og det virkede helt henrivende! Mega-meget mums og tak!! 🙂
Uh det lyder virkelig også lækkert Malene!
Selv tak 😀
Har netop sat denne kage i ovnen, og her dufter allerede dejligt 🙂 Tak for opskrift
Det lyder dejligt Emilie!
Jeg håber, at du kunne lide den 🙂
Hej Anna,
jeg har tænkt at bage denne kage, men skal først bruge den til mit studentergilde – kan den fryses? 🙂
Hej Gabriella.
Det lyder perfekt til studentergilde! Jeg vil dog ikke anbefale dig at fryse den.
Den er helt klart bedst på dagen, men du kan også sagtens lave den 1-2 dage før og opbevare den på køl 🙂
Held og lykke med bagningen og huen!
Kh Anna