Panang er min ultimativt yndlings thai karry, og jeg har fundet et sted, der efter min mening laver den bedste panang karry i København. Det var faktisk dér, jeg smagte det for allerførste gang, og jeg har endnu ikke fået en, der slår den. Nu har jeg så prøvet at efterligne den og efter et par forsøg, synes jeg, at den sidder der. Både i smag og udseende. Den er i hvert fald meget tæt på.
Opskrift på panang karry med kylling
For at være ærlig har jeg faktisk testet en del opskrifter på nettet på panang, og den ene var okay (men ikke som en klassisk panang), og en anden skilte, og en tredje havde tør kylling. Så jeg har været ret frustreret, indtil jeg for nyligt besluttede mig for, at jeg ville droppe at blive inspireret hos andre og i stedet, helt fra bunden og med den erfaring jeg havde gjort mig indtil videre, selv prøve mig frem. Det kom der denne opskrift ud af, og det er den bedste hjemmelavede panang, jeg har prøvet.
Tip til den bedste panang
En panang karry har helt særlige smage, der definerer den. I min mening kan du bruge rød karrypasta i en hurtig håndvending, men det er altså ikke det samme som panang karrypasta. Og kaffir limebladene er nærmest det vigtigste. Det giver en skøn parfumeret, syrlig smag. Og så skal den være cremet fra kokosmælk, en smule spicy og fyldt med mør kylling og grøntsager, der stadig har en smule bid. Og ris til selvfølgelig.
Traditionel panang gai
Der er især to ingredienser, der definerer og er et must i en traditionel thailandsk panang curry: panang karrypasta og kaffir limeblade. Begge dele kan du købe i asiatiske supermarkeder, og de kan holde sig rigtig længe. Karrypastaen står nemlig i køleskabet, og limebladene er på frost, så man nemt kan tage nogle op.
Om min opskrift er helt traditionel thai, kan jeg ikke sige, men den minder meget om den, jeg får fra min thai restaurant på Østerbro. Jeg tror sågar, at jeg vil være tilbøjelig til at sige, at jeg vil lave den selv fremover. Jovist, der vil være dage, hvor jeg køber mig fra det i et snuptag, men nu er der også muligheden for at lave den lignende selv.
Vegetarisk panang karry
Vil du hellere undlade kylling og i stedet lave en vegetar version af panang, så kan du sagtens det. Så ville jeg måske tilføje en anden slags grøntsag udover broccoli og peberfrugt. Det kunne eksempelvis være gulerødder. Det har jeg i hvert fald gjort, og det smager også strålende.
Er du vild med denne panang karry, så skal du også prøve min pad thai med kylling, en sprød og smagsfuld thai beef salad, de bedste cremede nudler og grøntsager i peanutbuttersauce eller en portion kylling i cashewnøddesauce.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Panang karry med kylling
Ingredienser
- 300 g kylling (bryst eller inderfilet)
- 2 løg
- 2 fed hvidløg
- 2 spsk panang karrypasta (evt. mindre hvis du ikke er god til middelstærk mad)
- 500 ml kokosmælk
- 1 grøntsagsbouillonterning
- 3 dl kogende vand
- 2 spsk fishsauce
- 8 kaffir limeblade
- 1 broccoli (lille)
- 1 peberfrugt
- 1 lime
- salt og sukker
- olivenolie
- ris til servering
Fremgangsmåde
- Forbered al snitningen af grøntsagerne først: skræl løg og hvidløg – hak hvidløg fint og løg i tynde strimler.
- Skær broccoli i små buketter og stokken i små tern. Fjern kerner og det hvide fra peberfrugten og skær resten i aflange strimler.
- Fjern evt. sener eller lignende fra kyllingen og skær den i mundrette stykker.
- Brun kyllingen i en spsk olie i en gryde ved høj varme.
- Når det har fået farve hele vejen rundt, tager du det af panden.
- Steg løg og hvidløg i samme gryde med et par spsk olie og karrypastaen, til løgene er bløde.
- Tilsæt kokosmælk, bouillon, kaffir limeblade, fishsauce, 1 spsk sukker, saften fra ½ lime og lidt salt.
- Tilsæt så broccoli, peberfrugt og kylling og lad det simre under låg i 10 minutters tid, til broccolien er, som du kan lide den.
- Smag evt. til med mere limesaft og salt.
- Pil kaffir limebladene op og server med ris.