Madplan: SU-venlig og billig(ere) mad

su-madplan

Er I klar på endnu en madplan? Denne gang med SU-venlig og billigere mad – både til dig på SU, men også til dig der søger inspiration til at spare lidt på madbudgettet. Det er selvfølgelig individuelt, hvad man betegner som billig mad, men jeg har forsøgt at sammensætte noget, så de fleste kan være med. Uden at det bliver pasta med ketchup, havregrød og rugbrødsmadder 😉

Jeg har derfor valgt opskrifter med en del basisvarer, som de fleste formentlig har i skabet. Der er også en del vegetariske opskrifter, da kød jo koster mere end mange vegetariske retter, men du vil stadig finde to gange kød og en gang fisk i planen. Alle dage mandag til søndag er der mad til 3-4 personer, og du finder alt fra rødbedebøffer, skinke-porrertærte, en virkelig lækker asiatisk risgrød og tundeller med fladbrød og tzatziki i denne uges madplan. Bestemt ikke dårligt, hvis du spørger mig. Du kan bruge madplanen som inspiration eller følge den fuldt ud. God fornøjelse!

Har du nogle bud på temaer eller ønsker til fremtidige madplaner? Så skriv endelig en kommentar nedenunder 🙂

Læs også: Tidligere madplaner – Vegetarisk mad / Varmende vintermad / Hverdagsmad på 30 minutter

  • Mandag:
    På ugens første dag skal det være nemt og godt. Spansk tortilla med kartofler, spinat og feta – lav her 1,5 portion, så der er nok til 4 personer og brug gerne frossen spinat.
  • Tirsdag:
    En af mine (mange) yndlings fra det asiatiske køkken: Congee / asiatisk risgrød med kylling, forårsløg, soya og peanuts – for en billigere og vegetarisk version kan du undlade kylling.
  • Onsdag:
    En cremet omgang kartoffel-porresuppe. Server brød til, hvis du har noget liggende.
  • Torsdag:
    Saftige rødbedebøffer med feta serveret med en spidskålssalat med æbler, sesamfrø og peanutdressing. Lav 1,5 portion af rødbedebøfferne og dobbelt portion af salaten, så der er rester af sidstnævnte til fredag.
  • Fredag:
    En grov tærte med skinke, porrer og feta serveret med resten af salaten fra torsdag.
  • Lørdag:
    Weekenden skal, på trods af et skrabet budget, stadig være fyldt med lækre sager, så den står på sprøde tundeller i bløde, hjemmelavede tacos med gulerods-tzatziki. Sidstnævnte laver du ved at rive gulerødder groft og røre det sammen med lidt yoghurt, et fed presset hvidløg, salt og peber. Evt et drys spidskommen også.
  • Søndag:
    Ugens sidste dag byder på super nemme, men lækre pita pizzaer. Lav dem som pizza men på pitabrød i stedet – top dem med en hurtig tomatsauce og rester fra ugen som fx tyndtskårede kartofler, spinat, løg, skinke og revet ost – hvis du har andet lækkert i køleskabet, så kom også det på.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments