De lækreste macarons med chokoladeganache. Ej hvor har jeg bare glædet mig til at dele disse lækre sager med jer! Det er efterhånden et par weekender, siden jeg lavede disse macarons med chokoladeganache. Jeg har i lang tid ville lave macarons, men jeg har været lidt bange for, at det var svært. Her blev jeg overrasket, for det er ret nemt, hvis man bare følger opskriften.
Opskrift på macarons med chokolade
Macarons består af 2 makroner med ganache i midten. Det karakteristiske ved macarons er “kanten/kraven” nederst på makronerne. Disse macarons er sprøde udenpå og chewy indeni, og så er de fyldt med den lækreste chokoladeganache aka. den blødeste chokoladetrøffel. Det er ikke sidste gang, jeg laver disse!
Er du vild med macarons, så skal du også prøve minopskrift på macarons med citron og hvid chokoladeganache eller macarons med kaffe og chokolade.
Guide til nemme macarons
Jeg tror, at der er mange, der er bange for at lave macarons, fordi det skulle være svært. Og ja, der er et par vigtige steps, man skal følge. Men så længe man gør det, så skal man nok komme i mål med flotte macarons med de såkaldte “fødder”. Hvis du følger min opskriften nedenunder til punkt og prikke, så skal det nok lykkes for dig.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Macarons med chokolade
Ingredienser
- 200 g flormelis
- 100 g mandelmel (eller 100 g meget fint blendede mandler)
- 15 g kakao
- 80 g æggehvider (stuetempererede)
- 20 g sukker
- 85 g mørk chokolade (jeg bruger 70%)
- 1 dl piskefløde
Fremgangsmåde
- Pisk æggehviderne stive i en skål.
- Pisk herefter sukkeret i lidt ad gangen, og pisk til hviderne er helt stive.
- Sigt flormelis og kakao og bland det forsigtigt med mandelmelet.
- Vend mandelblanding forsigtigt i hviderne lidt ad gangen (fx med en dejskraber), indtil du har en homogen marengs.
- Kom din marengs i en sprøjtepose med en rund tyl i og sprøjt 30 runde cirkler ud på en bageplade beklædt med bagepapir. De skal være på ca 3 cm i diameter.
- Bank pladen ned i køkkenbordet 2-3 gange for at fjerne eventuelle luftbobler.
- Lad dem hvile i 20 minutter.
- Bag dem i ovnen i 15-17 minutter ved 160 grader.
- Lad dem køle et par minutter på bagepladen og kom dem herefter, forsigtigt løsnet med en palet (de kan sidde lidt fast), over på en rist for at afkøle.
- Imens dine macaroons afkøler, skal du lave chokoladeganache: hak chokolade i små stykker.
- Varm fløden i en gryde til lige før kogepunktet.
- Rør chokoladestykkerne ud i den varme fløde.
- Kom ganachen i en skål og ind i køleskabet i en halv times tid.
- Hvis din ganache er blevet for stiv, kan du piske den lidt.
- Kom ganachen i en sprøjtepose med tyl i og sprøjt ganache ud på hver anden macaron.
- Kom den anden macaron oven på og tryk dem forsigtigt sammen.
- Opbevar dem i en luftæt boks på køl.