Jeg elsker virkelig bare kyllingefrikadeller. De går til det meste, og de kan varieres i tusinder. For et par uger siden købe jeg en pakke hakket kylling og lavede, hvad man kan kalde tøm-køleskabet-kyllingefrikadeller. Det blev til en portion kyllingefrikadeller med spinat, urter og feta, og de blev så gode, at jeg den anden dag måtte lave den igen og skrive opskriften ned til jer.
Opskrift på kyllingefrikadeller med spinat, feta og urter
Som sagt kan denne portion kyllingefrikadeller sagtens bruges til tøm køleskabet. Jeg vil bare gerne tippe dig om den kombination, jeg fandt frem til den anden dag. Jeg havde lidt spinat, krydderurter og feta. Lidt øko citron også. Det giver en saftig, aromatisk delle med smag fra persille (eller den krydderurt du vælger at bruge), kant fra citronskal og salt og cremethed fra feta. Og lov mig ikke at spare på feta – det er godt.
Er du vild med kyllingefrikadeller, skal du også prøve mine andre versioner: Kyllingedeller med soltørrede tomater, kyllingedeller med rødbede og hytteost eller dem, der er bagt i ovnen med søde kartofler.
Sunde og saftige frikadeller med kylling
Kyllingefrikadeller med spinat som disse er et sundt bud på protein til din aftensmad. jeg elsker helt gerenelt bare kyllingedeller, fordi de er saftige men sprøde udenpå, og så er de gode både kolde og varme. Har du rester, så frys dem ned til en anden gang eller brug dem i en rugbrødssandwich til frokost dagen efter.
I forhold til valg af fyld kan du nemt vælge lige det, du allerbedst kan lide, eller som du måske har af rester i skabene. Jeg kan anbefale sager som soltørrede tomater, mozzarella, oliven, revne gulerødder. Der er mange muligheder. Man kan komme forholdsvist meget fyld i, og så rækker kødet endnu længere.
Hvad skal jeg servere til mine frikadeller?
Jeg elsker at servere mine kyllingefrikadeller med spinat med en god mættende salat. Det kunne fx være en speltsalat med tomater og pesto. Er du på udkig efter et lettere måltid, kunne det være en simpel spidskålssalat med æbler og mandler. Du kunne også sagtens lave nogle ovnkartofler – som fritter eller måske med en hvidløgscreme.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Kyllingefrikadeller med spinat, feta og urter
Ingredienser
- 400 g hakket kyllingekød
- 1 tsk fint salt
- 1 stk æg
- 2 spsk hvedemel
- ¾ dl mælk
- 50 g spinat
- ½ bundt persille (eller andre krydderurter som fx basilikum)
- 150 g feta
- ½ stk øko citron (skallen, kan undlades)
- peber
- smør og olie til stegning (ca 2 spsk af hver)
Fremgangsmåde
- Rør kyllingekødet sammen med salt, til farsen er sej. Det tager 1-2 minutter.
- Rør æg, mel, mælk og godt med peber i.
- Hak spinat og persille fint og rør det i farsen sammen med fintrevet skal fra den halve citron.
- Skær feta i små tern og vend dem forsigtigt i farsen.
- Har du 30 minutter, kan du lade farsen hvile. Men du kan godt skippe det.
- Smelt smør og olie på en pande ved høj middelvarme.
- Form deller med din hånd og en ske dyppet i varmt vand.
- Steg dellerne til de har fået en god stegeskorpe og netop er tilberedte men stadig saftige – skru evt. ned til sidst, så de kan trække færdigt på lav varme.