Annonce

Croque madame – ultimativ søndags morgenmad

Croque madame

Har du tømmermænd, seriøse smeltet oste-cravings eller bare lyst til lidt forkælelse på en weekend morgen? Så skal du altså lige læse med her. Jeg tror, at jeg smagte min første croque madame / monsieur – forskellen på disse 2 er, at der er et smilende spejlæg på toppen af førstnævnte – for et års tid siden. Og det smager altså virkelig lækkert. Så da jeg fik en sød veninde på besøg for ikke så længe siden, gik vi i køkkenet. Vi havde nemlig i lidt for lang tid snakket om at lave vores egen version. Slet ikke en dårlig ide!

Croque madame

En croque madame består først og fremmest af 2 lækre skiver brød. Vi brugte friskbagte skiver af surdejsbrød fra bageren. Og så er den fyldt med god skinke, en smule sennep, godt med ost og en bechamel-lignende sauce. Og så et smilende spejlæg på toppen. Det er altså virkelig GUF! Hvis du ikke er til spejlæg, kan du sagtens undlade det – så laver du bare en croque monsieur i stedet. Det er muligvis ikke den sundeste morgenmad, men det smager seriøst godt. Og så kan du nemt imponere dem, der skal spise den. Den er nemlig slet ikke så besværlig at lave.

Croque madame – ultimativ søndags morgenmad

Tømmermændsmad eller luksus morgenmad

Ligegyldigt om du har tømmermænd, cravings efter smeltet ost eller måske bare har brug for forkælelse på en helt almindelig weekend morgen, så er croque madame noget for dig. Sprød, snasket, salt og cremet luksus toast, der vil tilfredstille uanset behovet. Du skal bare bruge 30 minutter, og det vil være det hele værd. Er du på udkig efter mere inspiration, kan du tjekke mine andre opskrifter på morgenmaden og måske især french toast med kaffe-mascarponecreme eller bagt grød med bær og nøddeknas er noget for dig.

Croque madame
Croque madame - ultimativ søndags morgenmad 1

Croque madame

Snasket, sprød og lækker croque madam aka. toast med ost, skinke, bechamel og smilende spejlæg på toppen
5 fra 1 stemme
Antal: 2 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse15 minutter

Ingredienser

  • 4 skiver brød (fx lækkert surdejsbrød)
  • 1 spsk smør
  • 1 spsk hvedemel (lille)
  • 1,5 dl mælk
  • grovkornet sennep
  • 4 skiver skinke
  • 90 g ost (smelteost a la cheddar eller emmentaler)
  • 2 æg
  • salt og peber
  • olivenolie
  • muskatnød

Køkkenudstyr

  • Pande
  • Gryde

Fremgangsmåde

  • Lav oste-bechamelsovsen ved at smelte smør i en gryde.
  • Kom melet i og pisk det ved middel-høj varme i et minut eller 2.
  • Tilsæt halvdelen af mælken og pisk det, indtil det bliver tykt.
  • Tilsæt resten af mælken og pisk, til sovsen bliver tyk og bechamel-lignende.
  • Smag til med salt, peber og et lille drys fintrevet muskatnød.
  • Riv osten groft og rør en lille håndfuld i sovsen – gem resten til senere.
  • Smør den ene side af hvert brød med et tyndt lag sennep.
  • Kom en spsk ostesauce på 2 af skiverne, kom 2 skiver skinke ovenpå og en spsk ostesauce igen.
  • Kom de andre skiver brød (uden fyld) ovenpå, med sennepssiden nedad.
  • Top med en spsk ostesauce og drys med revet ost på toppen.
  • Bag brødene i ovnen ved 180 grader varmluft i cirka 15 minutter, eller til brødet er sprødt på siderne og osten gylden på toppen.
  • Steg imens spejlæg på en pande i lidt olivenolie, til de stadig er en smule smilende i blommen.
  • Slut med at placere et spejlæg på hver croque og drys evt med flagesalt og friskkværnet peber.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments