Butterdejstærte med bagte løg

Butterdejstærte med bagte løg balsamico, cremefraiche timian ost

Opskrift på butterdejstærte med bagte løg, balsamico, timian og cremefraiche. Jeg har haft denne ide i mit hoved i et stykke tid, og nu fik jeg endelig tid til at lave den. Heldigvis blev det præcis lige så godt, som jeg havde forestillet mig. De bagte, balsamico marinerede rødløg med en sprød butterdej og den lækre, cremede creme. Perfekt til hverdag, brunch eller fest.

Opskrift på butterdejstærte med bagte løg

Forestil dig en sprød butterdejstærte med en parmesan-cremefraiche smagt til med frisk timian og citronskal og langtidsbagte, smørmøre halve løg penslet med en balsamico-marinade. Haps det er godt. Jeg elsker helt generelt bare løg og især bagte/tilberedte løg, fordi de bliver helt møre og søde. Flere løg i maden, tak! Er du med mig?

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve min opskrift på tærte med karamelliserede løg og gedeost eller en galette med løg og ost.

Butterdejstærte med bagte løg balsamico, cremefraiche timian ost

En nem tærte og opskrift til brunch, buffet, tapas eller gæstemenu

Jeg vil vove at påstå, at denne butterdejstærte med bagte løg kan serveres til det meste. Vi spiste det en helt almindelig søndag aften med en frisk salat til. Jeg kunne dog også sagtens finde på at servere den som et salt element til brunch, som en del af flere retter til tapas eller buffet eller som appetizer/snack skåret ud i mindre bidder.

Inspiration til din butterdejstærte

Butterdej er en super løsning, når du vil lave en hurtig og nem tærte, og der er uendelige muligheder for fyld. Jeg laver den her i denne butterdejstærte med bagte løg som en kold tærte, hvor butterdejen bages alene og toppes herefter, men du kan også bage den med en æggemasse og fyld, som du normalt laver en tærte.

Opskriften her kan sagtens bruges som basis. I cremefraichecremen kan du udskifte krydderurter og smage, som du har lyst, ligesom at du kan toppe med alskens ting fra friske til tilberedte grøntsager, fisk, ost mm. Der er virkelig mange muligheder. Jeg har fx også lavet en version med friske tomater og basilikum.

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Butterdejstærte med bagte løg balsamico, cremefraiche timian ost
Butterdejstærte med bagte løg balsamico, cremefraiche timian ost

Butterdejstærte med balsamico-bagte løg

En skøn og nem, sprød butterdejstærte med en parmesan-cremefraiche og langtidsbagte balsamico-løg og timian. Spis den som den er med en frisk salat ved siden af eller som en del af en menu mere flere ting – fx til brunch, tapas eller buffet.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 personer
Forberedelse15 minutter
Tilberedelse1 time 10 minutter

Ingredienser

  • 1 rulle butterdej
  • 1 kg rødløg (gerne små/medium størrelse)
  • 3 spsk balsamico
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 tsk honning
  • 1 håndfuld frisk timian
  • 200 g cremefraiche (gerne 18% eller 36%)
  • 1 håndfuld fintrevet parmesan (kan undlades)
  • 1 tsk grovkornet sennep (kan undlades)
  • ½ øko citron
  • 1 æg
  • salt og peber

Fremgangsmåde

  • Start med at halvere løgene, så du skærer fra bund til top – ikke gennem midten. De skal nemlig holdes sammen af top og bund. Pil skrællen af.
  • Rør balsamico, olivenolie, honning og et drys salt og peber sammen med bladene fra 1/2 af den friske timian.
  • Kom løgene på en bageplade med bagepapir. Pensl dem godt på den flade side med balsamicoblandingen og vend dem med den flade side nedad. Pensl dem på den runde side også.
  • Bag løgene ved 150 grader varmluft i en times tid (måske lidt mere afhængig af størrelsen på dine løg), til de er helt møre. Pil det yderste lag af, hvis det er lidt for mørkt/sejt.
  • Skru ovnen op på 180 grader. Rul butterdejen ud og læg den på et bagepapir på en bageplade.
  • Skær et snit 2 cm inde i dejen, hele vejen rundt (som skulle du lave en mindre firkant i firkanten) – du behøver ikke skære hele vejen igennem dejen. Prik den inderste firkant med en gaffel rundt omkring.
  • Pisk et æg sammen og pensl butterdejen. Bag den i 10-12 minutter, til den er gylden og sprød. Lad den køle af.
  • Rør cremefraiche sammen med sennep, bladene fra resten af den friske timian, fintrevet parmesan, fintrevet skal fra den halve citron, salt og peber. Smag til med citronsaft.
  • Fordel cremen ud på den kolde butterdej og top med løgene. Pynt evt. med mere friske timian.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments