Jeg bliver aldrig, aldrig, aldrig træt af tærter. De er billige, de er rimelig nemme at lave, de kan fyldes med alt og varieres i tusinder. Og så er de perfekt tøm køleskabet mad. Ideen til denne tøm køleskabet tærte kom faktisk for en måneds tid siden, da jeg havde brug for at tømme køleskabet. Jeg ved ikke med jer, men jeg har ofte små rester af grønt, kød, ost og lignende liggende i køleskabet, og nu var det tid til en tøm køleskabet tærte.
Basis opskrift på tærte – tøm køleskabet tærte
Min idé er, at dette skal være et indlæg og en opskrift, som du kan bruge som basis til tøm køleskabet tærte. En nem og hjemmelavet tærtedej, som jeg altid bruger og med forslag til elementer af fyld, du kan komme i. Alt efter hvad du har i køleskabet. Der er selvfølgelig ingredienser som tærtedej, æg og helst også ost, som der, efter min mening, altid skal være i en tærte. Men ellers kan du bare gå amok og lave din helt egen version af tøm køleskabet tærte.
Jeg har i denne version brugt en lille rest frisk spinat, rødkål, kartofler, græskar og chorizo som fyld, timian og hvidløg som krydderi og hytteost + revet mellemlagret ost til æggemassen. Så ja – alt godt fra køleskabet. Det er perfekt til fryser og frokost/madpakke også og kan virkelig redde de travle dage eller de lidt kedelige grøntsager og rester i køleskabet.
Tip til den perfekte tærte
- Forbag altid din tærtebund så du undgår, at den bliver blød.
- Ost er altid godt. Vælg gerne en med smag og evt. et stykke, så du selv kan rive og drysse på toppen.
- Krydderier kan du bruge og udskifte, som du bedst kan lide dem – alt efter hvad der passer godt til dit valg af fyld.
- Kød. Du behøver faktisk slet ikke så meget kød. Jeg bruger ofte chorizo eller bacon, og der kan du godt nøjes med 75 g. Den smule giver smag og umami til tærten. Du kan også undlade og køre vegetarisk – evt. skrue op for mængden af krydderier.
- Hvidløg og løg er altid godt og giver god smag.
- Vælg bare slatne grøntsager fra køleskabet. Det kan ikke smages i tærten, at spinaten fx er lidt slatten eller rødbederne grimme.
Inspiration til tærtefyld
Spinattærte med hytteost og pinjekerner
Græskartærte med chorizo og feta
Kartoffeltærte med brie og porrer
Løgtærte med hytteost og timian
Basis opskrift / Tøm køleskabet tærte
Ingredienser
Tærtedej
- 1 tærtedej
Tærtefyld
- 2 håndfulde spinat/fintsnittet kål/løg/svampe eller lignende
- 2 fed hvidløg
- 3 håndfulde grønt i tern (kartofler, rodfrugter, broccoli, græskar, tomater…)
- 75 g bacon (chorizo, skinke eller lignende (kan undlades))
- 3 æg
- 1 dl cremefraiche (eller hytteost)
- 1 håndfuld ost (revet )
- salt og peber
- olivenolie
- krydderier
Køkkenudstyr
- Tærteform
Fremgangsmåde
- Hvis du har valgt grøntsager, som gerne skal bages i ovnen, så skal du starte med at vende det i lidt olivenolie, salt og krydderier.
- Bred det ud på en bageplade og bag i 20-30 minutter ved 175 grader varmluft (eller indtil de er møre).
- Lav tærtedejen ved at følge fremgangsmåden i linket ovenover og forbag bunden i 10 minutter sammen med grøntsagerne.
- Skær dit kød i små tern og hak hvidløg fint.
- Steg det på en varm pande i en smule olivenolie et par minutter og tilsæt så lidt salt, krydderier og kål/spinat eller andet grønt, der ikke skal bages i ovnen.
- Steg små 5-10 minutters tid til det falder sammen og bliver blødt.
- Rør æggemassen sammen af æg, cremefraiche, et drys salt og godt med friskkværnet peber.
- Vend fyldet fra ovnen med fyldet i panden og kom det i den forbagte tærtebund.
- Hæld æggemassen over, drys med revet ost og bag tærten i 30-40 minutter.
- Lad den afkøle 10 minutter tid og spis.