Bagt grød med rabarber, vanilje og mandler. Bagt grød er og bliver en af mine favoritter, når jeg har lidt ekstra tid om morgenen. Det er ret nemt at lave, kan nærmest passe sig selv i ovnen, kan varieres alt efter skabenes indhold og smager faktisk lidt som at spise kage til morgenmad – på den helt sunde måde. Denne bagte grød lavede jeg i sidste uge sammen med min veninde Camille, da hun havde en masse rabarber i køleskabet, der skulle bruges.
Bagt grød med rabarber og vanilje
Grøden består af en base af havregryn vendt med mælk og et æg, krydret med vanilje og toppet med fine, røde rabarber og grofthakkede mandler. Jeg vil anbefale at søde den bagte grød med en smule honning, men det behøves ikke, hvis rabarberne er meget søde. Det fremhæver dog smagen. Jeg vil klart også anbefale at servere denne med skyr/græsk yoghurt og måske rabarberkompot, hvis du har det. Er du vild med denne portion bagt grød med rabarber, så skal du også prøve bagt grød med bær, kokos og nøddeknas eller bagt grød med pærer og dadler.
Bagt grød med rabarber, vanilje og mandler
Ingredienser
- 4 dl havregryn (gerne grovvalsede)
- 6 dl mælk
- 1 æg
- ½ tsk vaniljepulver (ikke sukker)
- 3 rabarber (stilke, søde)
- 1 nip salt
- 1 spsk honning (er dine rabarber meget syrlige, skal du måske bruge lidt mere)
- 1 håndfuld mandler
Køkkenudstyr
- Tærteform
Fremgangsmåde
- Kom havregryn i et fad, fx en tærteform eller ildfast fad.
- Rør mælk, æg, vanilje, salt og honning sammen og hæld det over havregrynene.
- Skær ender af rabarber og skær dem i stykker. Enten lange som på billedet eller mindre tern.
- Fordel rabarber ovenpå havregrynene, hak mandler og drys dem på toppen.
- Bag grøden ved 180 grader i cirka 25-30 minutter, til den er fast og gylden på toppen.