Syltede pærer

18. oktober 2020
Syltede pærer - til pære belle helene eller som tilbehør til ost, grød eller andre desserter.

Syltede pærer er den perfekte base til den klassiske Pære Belle Helene med vaniljeis og chokoladesauce til, men de er også fantastiske som tilbehør til ost, på grød og yoghurt eller bare med en klat is eller flødeskum og knas til. Og så dufter den virkelig dejligt. Efteråret er virkelig en perfekt årstid at lave en masse med pærer, og det er første men bestemt ikke sidste gang, at jeg laver syltede pærer.

Syltede pærer er egentligt et sjovt navn, for de er jo søde og bestemt ikke syrlige. De koges nemlig og får derefter lov til at ligge og hygge sig i en sukkersirup – min version er smagt til med vanilje, kanelstænger og citron. Det er super nemt at lave og kan holde sig på køl i to ugers tid.

Læs også: Syltede abrikoser / Syltede rødløg med honning / Bagt grød med pærer, dadler og nøddeknas / Risengrød med pærer, nødder og lakridssukker

Syltede pærer - til pære belle helene eller som tilbehør til ost, grød eller andre desserter.
Syltede pærer - til pære belle helene eller som tilbehør til ost, grød eller andre desserter.

Syltede pærer

  • 8 små, sprøde pærer (jeg brugte Clara Friis)
  • 1 liter vand
  • 300 sukker
  • 1 øko citron, saft og skal
  • 3 kanelstænger
  • 1 vaniljestang eller 1/2 tsk ren vaniljepulver

Sådan laver du syltede pærer:

Start med at skrælle dine pærer. Skær den yderste del af bunden af, halver pærerne og skær kernehuset ud. Jeg bruger et lille parisiennejern (også kaldet melonudstikker), da den nemt får fat. Jeg lader stilken sidde, fordi jeg synes, at det er pænt – det er op til dig.

Halver vaniljestang, skrab kornene ud og mas dem med en spsk af sukkeret. Kom vand, sukker, vaniljesukker, fintrevet citronskal, citronsaft og kanelstænger op i en gryde og kog det op, til sukkeret smelter. Kom herefter de halve pærer i og lad det simre i 20-30 minutter, til pærerne er møre men stadig med lidt bid. Fisk pærerne op og kom dem på et skoldet glas med tætsluttende låg. Kog resten af siruppen godt igennem i 5-10 minutter, så den tykner lidt og hæld den derefter over pærerne. Kom også vaniljestang og kanelstænger ned i glasset. Opbevares på køl i op til to uger.

    Svar