Blåbærsnurrer med marcipan

22. marts 2020
Blåbærsnurrer med marcipan

Når jeg skal bage, går jeg ofte med noget a la snegle eller snurrer. Det går man aldrig galt i byen med. Og selvom jeg elsker de klassiske kanelsnegle og kanelsnurrer, så er det også ret sjovt at prøve at eksperimentere med andre variationer af fyld. Jeg har tidligere blandt andet lavet nogle med marcipan og chokolade, med æble og chokolade eller de lidt mere kendte med kardemumme. I dag får I opskriften på blåbærsnurrer med marcipan og kardemomme.

Disse blåbærsnurrer med marcipan får den fineste farve fra blåbærrene. Det er ikke fordi, at smagen af blåbær er gennemtrængende, da blåbær i sig selv ikke smager af så meget. De minder nok mere om kardemummesnurrer med et hint af blåbær. Blåbærrene giver dog en dejlig snasket remonce og en mere fugtig snurrer. Husk endelig at købe rigtige blåbær og ikke dem, der er hvide indeni. Fremgangsmåden til opskriften kan godt virke lang, men det er fordi, at jeg har forsøgt at forklare snoningsmetoden nøje, der godt kan være lidt svær at forstå, indtil du har prøvet det. God bagelyst!

Læs også: Kanelsnurrer med marcipan / Kardemummesnurrer / Æblesnurrer med marcipan og chokolade / Marcipansnurrer med chokolade / Pesto snurrer

Blåbærsnurrer med marcipan
Blåbærsnurrer med marcipan
Blåbærsnurrer med marcipan

Blåbærsnurrer med marcipan (12 stk)

  • Dej: 3 dl sødmælk
  • 35 g gær
  • 1 æg
  • 50 g sukker
  • 1/2 tsk fint salt
  • 2 tsk stødt kardemomme
  • ca 700 g hvedemel
  • 75 g blødt smør
  • Fyld: 150 g blåbær, gerne frosne (de rigtige, ikke dem der er lyse indeni)
  • 75 g sukker
  • Lidt maizena/kartoffelmel
  • 150 g marcipan
  • 100 g blødt smør

Så nemt er det: Start med at lune mælken til lillefingervarme og opløse gær heri. Rør også sukker, æg, kardemomme og salt i. Tilsæt hvedemelet lidt ad gangen – gem de sidste 100 g. Ælt i 5 minutters tid, til du har en fin dej. Ælt derefter det bløde smør i og resten af melet og ælt igen 5 minutter, til din dej er blød og lækker og slipper skålen. Lad den hæve 1 time tildækket et lunt sted.

Kog imens blåbær op med sukker og 1 spsk vand. Lad det simre et par minutter, tilsæt en smule maizena/kartoffelmel (start med en tsk) og lad den simre et par minutter mere. Du skulle gerne ende med en syltetøjskonsistens. Kom det på frys, så det kan blive helt koldt. Lav din blåbærremonce færdig ved at rive marcipan og røre det i den kolde blåbærmarmelade sammen med blødt smør.

Rul dejen ud på et let meldrysset bord til en rektangel på cirka 35 x 55 cm. Fordel blåbærremonce udover. Fold en tredjedel af dejen (på den lange led) ind over midten og fold den anden tredjedel indover den første, så der er 3 lag. Rul dejen lidt ud igen og skær 12 strimler på den korte led. Skær hver strimmel igennem, men undlad den øverste cm, så de ligner bukseben og stadig lige hænger sammen i toppen.

Sno de 2 strimler om hinanden, put den ene ende mellem pege- og tommelfinger og snur strimlen rundt om fingrene 2-3 gange. Slut til sidst med at komme enden ned i midten, mellem dine 2 fingre, så du laver en knude (se evt video her til hjælp. Jeg gør det på næsten samme måde borset fra snoningen til sidst).

Fortsæt med alle strimlerne, sæt dem på en bageplade med bagepapir og lad dem efterhæve lunt i 45 minutter. Pensl evt. med æg og bag snurrerne ved 180 grader varmluft i cirka 12-15 minutter.

  • Reply
    Maria Charlotte
    22. marts 2020 at 10:27

    De ser lækre ud musse! Men fortæl mig lige, HVOR har du fundet rigtige blåbær henne? <3

    • Reply
      Anna Bartels
      22. marts 2020 at 10:53

      Ih du er sød! Lige ned i Netto du. Øko blåbær på tilbud 😀

Svar