Madplan: Eksotisk og krydret hverdagsmad

Sund, mættende og nem salat til madpakke/frokost

sund og nem salat til frokost/madpakkeHvad kendetegner en god madpakke? For mig skal det være mættende, sundt, lækkert, friskt og noget jeg glæder mig til at spise under en lang dag på studiet. Jeg synes ofte, at det er rigtigt svært. Det med madpakker altså. Når hverdagen går hurtigt, jeg er på SU og gerne vil spare penge men samtidigt have noget sundt og lækkert, så er madpakker oftest bare ikke det mest spændende. Især fordi det tager ekstra tid at lave en god madpakke. Men jeg vil gerne blive bedre til det, og det er en udfordring, jeg har givet mig selv.

Hvad tager du med på madpakken? Har du nogle tips, du vil dele? 

Det er altid smart at lave ting, der kan fryses ned og tages op til de travle, køleskabstomme dage. Denne gang tog jeg mig sammen en søndag eftermiddag og lavede en stor portion god, mættende og lækker salat, og så var der frokost til 4-5 dage madpakker. Salaten består af alt godt fra skabene: grove ris, stegt kylling, edamamebønner, agurk, pære og feta vendt i en senneps/citrondressing og toppet med ristede græskarkerner. Den er fyldt med fuldkorn, proteiner, saftighed, knas, salt og sødme. Husk at du sagtens kan bruge, hvad du har i skabene af korn, grønt, frugt, kød og nødder. Og så kan den altså også sagtens spises som tilbehør til aftensmaden 😉

Tips – hvad skal den gode madpakkesalat indeholde?

  • Fuldkorn: grove ris, fuldkornspasta, linser osv (for mæthed)
  • Proteiner: kød, kylling, bønner osv (for mæthed)
  • Grønt: kål, agurk, gulerødder, peberfrugt osv (for sprødhed)
  • Frugt: æbler, pærer, citrusfrugter osv (for saftighed og sødme)
  • Toppings: ost, nødder, kerner, tørrede frugter osv. (sætter prikken over i’et)
  • Dressing: tahindressing, pesto, olivenolie-citron-honning, honning-sennepsdressing osv (binder det hele sammen)


Mere madpakkeinspiration: Pølsehorn med gulerødder og kerner / Pirogger med karrykål / Pestosnegle med kylling og ost / Pastasalat med græskar, grønkål og feta

sund og nem salat til frokost/madpakkesund og nem salat til frokost/madpakke

Grov rissalat med kylling, grønt, pærer, feta og græskarkerner (til 4-5 personer/madpakker)

  • 3 dl grove ris (eller lignende fuldkorn)
  • 2 kyllingebryster
  • 150 g edamamebønner, gerne løse fra frost
  • 1/2 agurk
  • 2 pærer/æbler
  • 50 g feta
  • 1 stor håndfuld græskarkerner
  • 1 stor tsk grov sennep
  • saft fra 1/2 saftig citron
  • 2 spsk olivenolie
  • salt og peber

 

Så nemt er det: Start med at koge ris i saltet vand efter anvisningen på pakken og lade dem køle af. Steg kyllingebryster på panden, evt med lidt krydderier, salt og peber på en pande, til de er gennemstegte.

Overhæld de frosne edamamebønner med kogende vand og lad dem trække i et par minutter. Skær kylling, agurk og pærer/æbler i tern. Rist græskarkerner på en pande. Rør citronsaft, olivenolie, sennep og et drys salt og peber sammen. Smuldr feta og bland alle ingredienserne sammen – klar til frokost.

 photo Signature_zpsd4755eed.jpg
   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Madplan: Eksotisk og krydret hverdagsmad