Annonce

Vegetar toast med gedeost, valnøddepesto og karamelliserede løg

Vegetar toast med gedeost, valnøddepesto og karamelliserede løg

Mød den ultimative toast – en vegetar toast med ost. Forrige søndag deltog jeg i DM i toast med min søde veninde. Arla havde sendt en udfordring ud, hvor alle kunne sende deres bedste bud på en toast ind til konkurrencen. Så vi satte os ned, ligesom 200 andre, og brainstormede for at finde vores bud. Og det blev denne toast, du ser ovenstående. Min yndlingssalat: en luksus version af chevre chaud (gedeost salat) proppet ind i en toast.

Danmarks bedste toast

Vi var så heldige at komme hele vejen til finalen, DM i toast, sammen med 6 andre, hvor vi skulle dyste i 4 forskellige runder: signaturtoast, desserttoast, den eksperimenterende toast og le grand finale – klassiskeren med et twist. Og vi fik en andenplads og kan nu kalde os Danmarks næstbedste toastmagere. Det var en sindssygt sjov dag, og vi var begge ret stolte af vores 4 forskellige toasts.

untitled-6423
untitled-6648

Vegetar toast med ost og pesto

Denne vegetar toast var vores signaturtoast og består af en grov pesto med ristede valnødder, parmesan og basilikum, en lækker gedeost (du kan også bruge en almindelig god smelteost, hvis du ikke er vild med ged), karamelliserede rødløg og sprøde ærteskud. Den ultimative vegetar toast hvis du spørger mig. Det hele proppes mellem to gode skiver surdejsbrød og steges på en pande i SMØR. Og ja det er smørret, der gør’et, og toasten skal steges ved lav middelvarme, så brødet når at optage lidt af smørret og langsomt bliver smørsprød og gylden. Drysses med flagesalt på toppen også. Det er altså bare guf!

Variationer af toast fyld

Vores 3 andre toast – sig endelig hvis I vil have opskrifterne!

  • Den eksperimenterende: scamorza (røget mozzarella), salsiccia (krydret fersk pølse, stegt i små kødboller), rucola, syltede svampe og trøffelmayo som dip
  • Desserttoasten: myseost, stikkelsbærkompot, hvid chokolade, frisk timian og stegt i vaniljesmør
  • Klassikeren med et twist: krondild ost, norditaliensk skinke, syltet fennikelkompot og stærk dijonnaise med porter-chilisovs som dip
gedeosttoats
Vegetar toast med ost

Vegetar toast med gedeost, valnøddepesto og karamelliserede løg

Opskrift på en lækker vegetar toast med gedeost, valnøddepesto, løg og honning-sennepsdressing til 3-4 stk.
5 fra 2 stemmer
Antal: 4 stk
Forberedelse30 minutter
Tilberedelse10 minutter

Ingredienser

Valnøddepesto

  • 1 håndfuld valnødder
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • 3 spsk olivenolie
  • 1 håndfuld parmesan (groftrevet)
  • citronsaft (salt og peber)
  • salt og peber

Karamelliserede løg

  • 3 rødløg (store)
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 spsk eddike
  • salt og peber
  • 1 tsk sukker

Honning-sennepsdressing

  • 2 tsk sennep (dijon eller grov)
  • 1 tsk honning
  • 1/2 dl olivenolie
  • 1 skvis citronsaft
  • salt og peber

Til samling

  • 1 håndfuld ærteskud (eller andre skud, spinat ell.)
  • 8 skiver brød (gerne lækkert surdej)
  • 1 rulle gedeost
  • smør
  • flagesalt

Køkkenudstyr

  • Pande
  • Minihakker

Fremgangsmåde

  • Rist valnødder i ovnen i 10 minutter ved 150 grader.
  • Lad dem køle af og blend derefter med resten af ingredienserne til valnøddepestoen.
  • Smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Lav løgnene ved at skrælle dem og skære dem i tynde skiver.
  • Steg dem ved middelvarme i olivenolie, eddike, sukker og et drys salt + peber i 10 minutters tid, til de er bløde.
  • Tag 2 skiver brød eller en aflang skive skåret i 2 som på billedet pr toast.
  • Smør en side på hver toast med smør – de skal være ydersiderne.
  • Smør indersiderne med 1 spsk valnøddepesto pr skive.
  • Skær gedeost i tynde skiver og fordel det på det ene stykke brød (ca. 4 skiver pr toast).
  • Top med karamelliserede løg og kom det andet brød ovenpå.
  • Valnøddepesto indad og smør udenpå. Drys hver smørside med lidt flagesalt også.
  • Kom en god spsk smør på en pande og steg din toast ved lav middelvarme. Du skal ikke stresse, for brødet skal have tid til at suge lidt smør og langsomt blive gylden og sprød.
  • Du kan evt skrue lidt op til sidst for at få den sidste sprødhed og komme en smule mere smør på panden – det må ikke blive tørt.
  • Rør imens ingredienserne til dressingen sammen og smag til med citronsaft, salt og peber.
  • Åbn den færdige toast, kom lidt friske ærteskud ind i og luk sammen igen.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
5 Kommentarer
Ældste
Nyeste
Inline Feedbacks
View all comments