Jeg har glædet mig rigtig meget til i dag. Det er nemlig tid til bloggens nye føljeton: Et ‘vis mig dit køleskab’-koncept, og jeg håber, at I vil tage godt imod det. Mit håb er, at disse indlæg skal give et indblik i forskellige menneskers hverdag, spisevaner og (mad)valg. Jeg elsker selv at kunne snage lidt i andre menneskers køleskabe – det er sådan lidt ‘Kender du typen’-agtigt, som jeg elsker. Det bliver nogle mere teksttunge indlæg, men jeg håber, at de kan vise, hvor mange forskellige måder, der er at leve på, prioritere sine valg af madvarer og ikke mindst inspirere.
Hvis der er nogen, du har lyst til at læse med hos i ‘Vis mig dit køleskab’ eller noget, du gerne vil have indblik i (som fx en på SU som Nina her), så skriv endelig en kommentar nedenunder. Så skal jeg nok finde på noget godt. Indtil videre har jeg fået fat i en håndfuld mennesker – alt fra veganer, til nybagt mor, madbloggeren og familiemoren, og det er så sjovt at høre (og se) forskellen. Jeg bliver i hvert fald meget inspireret!
Vis mig dit køleskab Nina
I dag skal I møde min sjove, søde veninde Nina. Jeg har lært hende at kende gennem studiet, og hun skriver dette om sig selv: “Jeg hedder Nina Kristine, er 26 (snart 27 yikes) år gammel, bor på Nørrebro og læser kommunikation med Anna <3 Derudover arbejder jeg som Campaign Coordinator hos Bloggers Delight og bruger pt de resterende af mine vågne timer på at øve mig på at stå på hænder.” Læs med herunder og få indblik i Ninas hverdag, madvaner og gode tips.
Hvad spiser du på en helt almindelig dag?
Jeg spiser sjældent det samme hver dag, men en almindelig dag kunne typisk starte med en kop kaffe og en skål skyr med et stykke knust Rugsprø og noget bær-agtigt på (enten syltetøj eller hindbær, jeg har kogt op og kølet af). Når kl. slår formiddagskrise kl. 11 oppe i skolen, hiver jeg altid min tupperware med gulerødder og peberfrugt frem, som jeg tygger mig igennem, mens jeg lades som om, jeg følger med i underviserens slideshow. Til frokost får jeg typisk rester fra dagen før. Om eftermiddagen indtræder anden krise. Her spiser jeg gerne en proteinbar og et stykke frugt. Til aftensmad får jeg for tiden ofte wok med enten kylling, tofu eller bønnepasta til. Efter aftensmaden spiser jeg for tiden Piratos. Jeg har først for nyligt fået øjenene op for denne fantastiske lakrids og har på to uger tygget mig igennem 700 gram salmiaklakrids #noshame.
Du lever, ligesom jeg, på SU, og jeg forestiller mig, at du har taget nogle valg i forhold til dit madbudget. Hvad prioriterer du at bruge dine penge på? Hvordan får du det til at løbe op?
Ja, det gør jeg, men jeg har efterhånden været på SU så længe, at det er blevet en vane at handle, som jeg gør. Det har dog altid været vigtigt for mig at spise sundt og få mange grøntsager, så det prioriterer jeg højt. Mit største SU-hack her om vinteren er helt sikkert at købe sine grøntsager frosne. Jeg spiser grøntsager fra frost hver eneste dag, og de fungerer virkelig godt i wokretter osv. Og så er jeg stor tilhænger af appen ”e-tilbudsavis”, hvor jeg leder efter tilbud på kaffe, skyr osv. I de otte år jeg har boet ude, tror jeg kun, at jeg har betalt fuld pris for en bøtte skyr tre gange 😀
Nævn 3 ting du altid har i dit køleskab:
Gulerødder, æbler og havremælk til min kaffe (og pt. en Breezer fra nytår hehe). Gulerødder fordi det altid er min go-to grøntsag til formiddagssnacks. Jeg kan egentlig ikke særlig godt lide dem, men jeg kan tygge på dem længe. Det føles nogle gange som det vigtigste, når der er langt mellem morgenmad og frokost. Æbler er bare virkelig lækre og gode til den søde tand (når jeg er løbet tør for Piratos). Havremælken kom ind i mit liv, da jeg i sommerferien 2015 bingede ”What I eat in a day – vegan edition” på youtube og fik øjnene op for plantemælk. Nu synes jeg bare, at det smager meget bedre end almindelig mælk.
Nævn 3 ting du aldrig har i dit køleskab:
Hakkekød, leverpostej og blå ost. Hakkekødet og leverpostejen er primært fordi, jeg ikke er så glad for at spise kød – primært pga. tanker om miljøet. Jeg har været vegetar tidligere, men nu spiser jeg kylling igen. Jeg synes, at det er sindssygt svært at finde ud af, men jeg har researchet på det og læst, at kylling er en mindre belastning, så det har jeg pt. besluttet er ok. Blå ost kan jeg bare virkelig ikke lide smagen af, så det må ikke bo hos mig.
{En helt almindelig omgang hverdagsmad hos Nina: “Min aftensmad fredag, da jeg kom hjem fra træning kl. 19.52 og bare SKULLE se X-Factor (så blev man 26). Hjertesalat med hummus, kylling, tomat, peberfrugt, pesto og salatost”}
Hvor finder du inspiration til din madlavning?
Det gør jeg nok primært i køledisken. Jeg tænker sjældent så meget over, hvad jeg skal lave men har altid en masse grøntsager, som jeg kan lave noget ud fra. Og så kan jeg godt lide at se videoer om mad på youtube.
Hvad er dit største fail i køkkenet?
Det er heldigvis virkelig længe siden, at det er gået helt galt.. Men mit livs første æggekage var ikke en succes. Det hedder jo en æggeKAGE, så jeg var sikker på, at der skulle mel i. Det kom der. Ret meget endda. Det fungerede ikke så godt.
Har du nogle guilty pleasures?
Hmm. Det må nok være proteinbarer, yoghurt og børneost. Jeg synes sgu, at det er lidt pinligt at spise proteinbarer. Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg tror, at det er fordi det virker lidt forfængeligt. Og så elsker jeg sukkeryoghurt og lillebrorost virkelig højt.
Hvad er det bedste måltid, du nogensinde har spist?
Jeg ved ikke, om det kan kategoriseres som ét måltid, men da jeg var på udveksling i Barcelona i 2014, besøgte min far mig og inviterede mig på Michelin-restauranten El Celler De Can Roca i Girona. Jeg mener, at vi fik omkring 15 retter (og dertilhørende vin). Det var uden tvivl den bedste madoplevelse, jeg nogensinde har haft.
Har du en yndlingsopskrift?
Annas New Zealandske kage (opskrift – Nina har selv sendt mig billedet ovenover) og Annas koldhævede boller (opskrift) Og det mener jeg virkelig! Hver eneste gang jeg serverer både kagen og bollerne, bliver jeg behandlet som den uofficielle vinder af Den Store Bagedyst og skal altid sende opskrifterne videre. Min mad laver jeg altid uden opskrifter, men jeg kan virkelig ikke bage uden en opskrift.
Jeg ved også, at du træner en del. Tænker du over, hvad du spiser i forhold til din træning?
Ja det gør jeg helt sikkert, men ikke til et punkt hvor jeg vejer min mad, tracker kalorier og makronutrienter. Jeg har primært fokus på at få spist protein til alle mine store måltider, spise nok og så har jeg et stort fokus på at få spist rigtig mange grøntsager. Det er måske ikke så vigtigt ift. træningen, men det gør mig glad og får mig til at føle mig sund.
Har du nogle god råd til andre i samme situation som dig?
Køb grøntsager fra frost, især om vinteren. De smager godt og er meget billigere end de friske. Min go-to ret er lige pt. tofu eller kylling og to poser grøntager i en wok med soya og hvidløg. Så er der nem og sund mad til flere dage. Derudover kan jeg virkelig anbefale bønnepasta som en billig proteinkilde. OG så er e-tilbudsavis og Too Good To Go din ven.
________________
Tak til søde Nina for at være med i første omgang af “Vis mig dit køleskab”! Lad mig endelig høre, hvad I synes om disse indlæg. Og skriv endelig, hvis I har ønsker til temaer (som SU, vegetar eller lignende) eller bestemte personer, som I gerne vil snage i køkkenet hos ♡