Vegetariske risdeller med majs og timian. Jeg håber, at I alle er kommet godt ind i år 2018 og er klar på endnu et år med opskrifter fra min side af. Jeg er i hvert fald klar og har som altid mange ideer, der kun kræver tid, før de bliver ført ud i livet. Jeg starter 2018 på bloggen med årets første opskrift. Jeg havde nemlig en rest ris tilbage for et par uger siden, og så stod valget mellem fried rice (stegte ris) eller vegetariske risdeller. Valget faldt på sidstnævnte, da jeg altid har haft lyst til at give mig i kast med dem.
Vegetariske risdeller med majs
De er måske mere bøffer end deller, men jeg er generelt delle-fan, så det kalder jeg også disse. De består af en rest ris og majs, der får en lækker, ristet smag, når de steges på panden. De er super nemme at lave – især hvis du har en rest ris tilovers. Stop spild af mad, yes!
OBS: Jeg har brugt grove ris, hvilket gøre dem lidt svære at vende og få til at hænge sammen, men du skal bare trykke dejen godt sammen og vende dem forsigtigt på panden. Jeg kan forestille mig, at almindelig ris (eksempelvis basmati) nok vil være nemmere at have med at gøre. Så spørg dig selv, om det skal være nemmere eller om det skal være fuldkorn.
Hvordan kan du spise dine vegetariske deller?
Spis dem som de er med salat til, put dem i en vegetarisk burger, en sandwich på madpakken eller kolde på en rugbrødsmad. De kan spises til rigtig meget og smager skønt både kolde og varme. Er du vild med vegetariske deller, skal du også prøve mine blomkålsdeller med parmesan.
Vegetariske risdeller med majs
Ingredienser
- 3,5 dl kogte ris (svarer til at koge 1,25 dl rå ris)
- 1 løg
- 300 g majs (fx drænet fra dåse)
- 3 æg (store )
- 3 spsk hvedemel
- 2 spsk havregryn
- 1 tsk tørret timian
- 1 tsk chiliflager
- 1 tsk salt
- olivenolie
Køkkenudstyr
- Pande
Fremgangsmåde
- Skræl løg og hak det fint og rør så alle ingredienserne sammen i en skål.
- Lad det stå og trække i 5-10 minutter.
- Kom olivenolie på en middelvarm pande, så det præcis lige dækker bunden.
- Klat deller af “ris-fars” på panden, giv dem et godt tryk og steg dem ved middelvarme i cirka 4-5 minutter på hver side. De skal være gyldne og sprøde udenpå.
- Steg dejen af et par omgange.
- Husk at vende dem forsigtigt, da de ikke hænger så nemt sammen.