Vegetariske linsedeller med gulerødder og feta. Du har måske allerede lagt mærke til det, men jeg spiser faktisk ikke særlig meget kød. Jeg kan godt lide kød, og i mange af mine livretter indgår der også kød, men efter at jeg er flyttet hjemmefra, har jeg fået en større lyst til at kaste mig ud i det vegetariske. Også af hensyn til miljø og pengepungen. Det er både sværere men også ret sjovt at forsøge at gøre vegetarisk mad lige så lækkert og proteinrigt, som mad med kød kan være.
Jeg er kæmpe fan af vegetarisk mad, og jeg synes klart, at vi generelt skal være bedre til at inkorporere kødfrie dage samt tænke i måltider med det grønne som hovedelement frem for kødet.
Vegetariske linsedeller med feta
Udover at være glad for vegetarisk mad, er jeg også virkelig fan af deller. I alle afskygning. Med kylling, lam, med fisk, oksekød eller de klassiske som mormor laver dem. Det er bare aldrig dårligt. I dag får du opskriften på vegetariske og sprøde linsedeller med gulerødder og feta. De er faktisk ret simple, krydret med spidskommen + en smule cayenne og kan sagtens varieres med andre grøntsager, kulhydrater, ost og krydderier. Er du vild med vegetar frikadeller, skal du også prøve mine blomkålsdeller med parmesan.
Vegetar frikadeller med linser
Er du på udkig efter en simpel opskrift på vegetariske linsedeller, så er du kommet til det rette sted. Disse er sprøde i kanterne og saftige, bløde inde i midten. Jeg bruger dem mest til at servere, som jeg normalt ville servere deller – med tilbehør til som fx salat, kartofler eller lignende. Men de ville også fungere strålende som bøf i en vegetarisk burger, i pitabrød eller wraps eller hvor end du kan tænke dem ind. Masser af smag, konsistens og protein på trods af intet kød.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Vegetariske linsedeller med feta
Ingredienser
- 1,5 dl linser (grønne/puy/sorte)
- ½ løg
- 200 g gulerødder
- ½ spsk stødt spidskommen
- 1 knivspids cayennepeber
- 1 tsk salt
- 2 æg
- 2 spsk hvedemel (måske 3)
- 75 g feta
- olivenolie
Køkkenudstyr
- Rivejern
- Gryde
- Pande
Fremgangsmåde
- Skyl linser og kog dem i letsaltet vand i 15 minutter. Hæld vandet fra.
- Skræl gulerødder og riv dem groft.
- Hak løget fint.
- Vend de 3 ting sammen med spidskommen, cayenne, salt, æg og mel. Dejen skal ikke være fast som en fars men lidt mere flydende.
- Skær eller smuldr feta i små tern og vend dem i.
- Opvarm en stor pande til middel-høj varme med lidt olie, så det akkurat dækker bunden i et tyndt lag.
- Brug en ske til at lægge små klatter af farsen på panden, giv dem et lille tryk og steg dellerne 3-4 minutter på hver side, så de bliver gyldne og sprøde. Steg dem evt af 2 omgange.