Annonce

Rødbeder med fetacreme

Rødbeder med fetacreme

Rødbeder og feta er virkelig bare rigtig gode venner, og her får du dem i endnu en kombination i form af rødbeder med fetacreme og dukkah. Et skønt tilbehør der kan serveres til det meste, og så er fetacreme virkelig bare en gave, fordi det er så alsidigt og kan sætte prikken over i’et på mange ting. Dukkah lige så.

Opskrift på rødbeder med fetacreme

Disse rødbeder med fetacreme er en super simpel opskrift, og det der tager tid er faktisk bare at tilberede rødbederne, og det passer nærmest sig selv. Selve anretningen består af en luftig og cremet fetacreme på feta og cremefraiche toppet med kogte rødbeder og drysset med dukkah, der er et skønt og krydret nøddedrys fra Egypten. Det kan købes, eller du kan nemt lave det selv.

Er du vild med denne opskrift, så skal du også prøve rødbedetatar med estragonmayo og vesterhavnsost eller rødbederåkost med æbler og nødder.

Rødbeder med fetacreme

Lækkert tilbehør med rødbede

Du kan som sagt servere disse rødbeder med fetacreme med det meste. Det kunne være være til et stykke kylling eller fisk, du kan komme det i pitabrød eller wraps med andre gode sager eller i en rugbrødssandwich. Det kunne også serveres med kogt quinoa eller bulgur og måske lidt grønne salatblade som en mættende vegetarisk måltidssalat.

Salat med rødbeder

Jeg elsker salater med rødbede, fordi rødbeden bidrager med en skøn jordet smag, der bidrager med sødme og en smule bitterhed. Og er det vintersæson, så er de faktisk også super billige, og de mætter en hel del. Jeg har valgt at koge rødbederne for at bibeholde deres udseende. Du kan dog også sagtens bage dem – her vil de skrumpe lidt og mere mere intense i smagen. Det er dog også lækkert!

Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med! 

Rødbeder med fetacreme

Rødbeder med fetacreme

En simpel opskrift på kogte rødbeder serveret med en cremet og luftig fetacreme. Jeg har drysset med dukkah, men det kunne også være ristede nødder. Opskriften er fin som tilbehør til 4 personer.
No ratings yet
Antal: 4 personer
Forberedelse20 minutter
Tilberedelse45 minutter
I alt1 time 5 minutter

Ingredienser

  • 900 g rødbeder
  • 200 g feta (gerne en cremet og blød version)
  • 1 dl cremefraiche (eller græsk yoghurt)
  • 2 spsk olivenolie
  • 3 spsk citronsaft
  • salt
  • 1 håndfuld frisk basilikum (kan undlades eller erstattes af anden krydderurt)
  • 2 spsk dukkah (alternativt grofthakkede, ristede nødder/kerner)

Fremgangsmåde

  • Start med at skrubbe dine rødbeder. De skal ikke skrælles.
  • Kog dem i saltet vand i en gryde i 45 minutters tid – mindre hvis små rødbeder. De må stadig gerne have bid. Stikker du en skarp kniv i, skal de falde af kniven efter et sekund eller to.
  • Overhæld de kogte rødbeder med koldt vand, så de køler af.
  • Imens rødbeder koger, kan du lave din fetacreme: Blend feta og cremefraiche sammen til en creme, fx i en minihakker.
  • Skræl dine rødbeder og skær dem i små mundrette chunks.
  • Vend rødbedestykkerne med olivenolie, citronsaft og finthakket frisk basilikum. Smag evt til med en smule salt, men husk at cremen er salt.
  • Smør fetacremen ud i bunden af det fad/tallerken, du vil anrette på. Top med rødbederne og drys med dukkah/nødder.
Del med nogen du holder af
Abonner
Giv besked om
0 Kommentarer
Inline Feedbacks
View all comments