Nem rødkålssalat med appelsiner, valnødder og tahindressing. Ingen december, julefrokost eller juleaften uden den. Det har altid stået på julebordet hjemme hos os, og det er faktisk hverken svært, tidskrævende eller dyrt at lave. Og så bugner supermarkederne jo med rødkål lige nu og for at være ærlig, så kender jeg faktisk ikke særlig mange retter med rødkål – hvad bruger du det ellers til? Men en god rødkålssalat går man aldrig galt i byen med. Opskriften har jeg udarbejdet til BT, hvor jeg som deres grøntsagskok deler en opskrift hver fjerde søndag. Den vil jeg også gerne dele med jer i dag.
Rødkålssalat med appelsiner og valnødder
Rødkålssalaten er forholdvis simpel – der er rødkål (selvfølgelig), appelsiner, tranebær og valnødder, som jeg næsten altid har fået den. Men jeg har dog alligevel givet den mit eget twist og vendt det hele i en cremet tahin-appelsindressing, og det gør den kun endnu mere lækker, cremet og nøddeagtig. Sammen med den sprøde kål, de saftige og syrlige appelsin, de lidt chewy soltørrede tranebær og ristede valnødder er det bare en god kombi. Er du til en mere klassisk version, kan du prøve min rødkålssalat med appelsiner og karamelliserede valnødder.
Rødkålssalat til jul eller hverdag
Jeg serverede min rødkålssalat til mine yndlings blomkålsdeller med parmesan, og det kan virkelig anbefales. Altså som almindelig hverdagsmad. Men der skal jo også rødkålssalat på julefrokost bordet eller til juleaften, og her er denne variant med tahindressing en smule anderledes. Den smager dog virkelig godt!
Rødkålssalat med appelsiner, ristede valnødder og tahindressing
Ingredienser
- ½ rødkål
- 2 appelsiner (store )
- 1 håndfuld tørrede tranebær
- 1 håndfuld valnødder (store)
- 2 spsk tahin
- 3/4 dl appelsinsaft (evt fra skrællerne)
- 1 tsk honning
- salt og peber
Fremgangsmåde
- Rist valnødder gyldne i ovnen ved 175 grader i cirka 6-8 minutter.
- Lad dem køle af og hak dem groft.
- Snit imens det halve rødkål helt fint.
- Skær skrællen af appelsinerne. Det gør du nemmest ved at skære begge ender af og derefter skære ned langs siderne, så al det hvide fjernes.
- Skær dem i både – gerne inde langs hinderne, så du får appelsinfileter uden hinde.
- Skær appelsinfileterne i mindre stykker.
- Rør tahin sammen med appelsinsaft og et drys salt + peber.
- Kom herefter honning og lidt vand i, til du har en ret flydende dressing.
- Vend rødkål, appelsiner, ristede valnødder og tranebær godt sammen med dressingen.