Jeg er på barsel og vender retur i 2027 med nye opskrifter. Indtil da kan du gå på opdagelse i 300+ opskrifter herinde - tak fordi du er her 🤍
Hjemmelavede skumfiduser

Jeg har haft på min to-do liste i lang tid at skulle lave hjemmelavede skumfiduser. Faktisk i flere år. Og til jul bød muligheden sig, da jeg som en tradition laver spiselige gaver til mine bedsteforældre til jul. Det faldt især i mændenes smag, der begge elsker søde sager. Jeg har lavet to varianter. En med hindbær og en med vanilje. Men du kan i princippet komme det meste i: lakrids, appelsinskal, stærk kaffe, rom, andre former for frysetørede bær, pulver osv. Det er kun fantasien, der sætter grænser.
En hyggelig aktivitet for børn og barnlige sjæle
Jeg var ret spændt på, om det ville være svært eller for klistret at lave hjemmelavede skumfiduser, og her kan jeg fortælle dig, at jo – det er klistret. Men det er faktisk et ret sjovt projekt – både for børn og barnlige sjæle – og virkelig nemt at lave. Hjemmelavede skumfiduser er i hvert fald noget, du kan tage dine børn med i køkkenet og lave. Det er bestemt ikke sidste gang, at jeg laver hjemmelavede skumfiduser. I kan også overveje at lave marengskys med lakrids eller chokoladekarameller med mandler og havsalt.

Reklamelinks er markeret med*

Hjemmelavede skumfiduser
Hjemmelavede skumfiduser er en nem og sjov aktivitet for hele familien. Skumfiduserne kan nemt smages til med jeres favoritter – fx hindbær, romessens, chokolade, lakrids, vanilje og meget mere. En perfekt værtindegave også.
Servings: 100 stk
Ingredienser
- 3 dl vand
- 600 g sukker
- 15 blade husblas
- Flormelis
Noter
*Tip: De klistrede skåle og remedier kan nemt vaskes rene med varm vand.
Smag dine skumfiduser til med alt fra lakridspulver, vaniljepulver, frysetørrede hindbær, romessens og meget mere. Du kan også dyppe dem i smeltet chokolade.
Køkkenudstyr
- Røremaskine
- Gryde
Fremgangsmåde
- Bring vand og sukker i kog i en lille gryde og lade det simre i 20 minutter.
- Læg i mellemtiden husblas i blød i koldt vand – prøv at skille bladene fra hinanden efter nogle minutter, så de alle bliver helt bløde.
- Kom den varme sukkersirup op i en stor skål (brug gerne en røremaskine) og opløs husblas heri, 2 blade ad gangen.
- Lad det stå og køle af i 10 minutter.
- Pisk din sukkersirup på middel-høj hastighed i omkring 25 minutter. Den skal være helt stiv, og det gøres klart nemmest på en røremaskine.
- Imens skal du dække et par forme med flormelis ved at si en pænt lag i bunden.
- Når du har en stiv marengs, kan du dele portionen op og smage til med dine valgte smage (se noter).
- Kom skumfidus-masserne i de flormelisdækkede forme og si lidt mere flormelis på toppen. Det er klistret – det skal det være. Så vær tålmodig og brug en dejskraber + en spiseske til at flytte rundt på det*.
- Lad det afkøle et par timer, hvorefter du kan klippe dem ud til skumfiduser.
- Vend dem i ekstra flormelis og opbevar dem i lukkede poser eller bokse.









Spændende dem har jeg altid gerne villet lave selv.
Tak for god weekend inspiration og opskrift 🙂
Og en dejlig weekend til dig 🙂
Ih hvor skønt Tina! Sådan havde jeg det også.
Jeg håber, at du kaster dig ud i det <3
Dejlig weekend til dig også!
Hej har lige lave den og de blev super gode er lidt i tvivl om hvor længe de kan holde sig i lukket pose?🙂
Hej Emilie
Dejligt at høre! Jeg tænker sagtens, at de kan holde sig et par uger.
Kh Anna
Skal de køle af i køleskabet eller er det fint på køkkenbordet?
Hej Anna
Bare på køkkenbordet. Jeg tror, at de bliver fugtige og dermed klistrede på køl, medmindre de er pakket meget tæt ind.
Kh Anna