Mød risengrøds-klatkagens fætter og konkurrent – havregrødsklatkager aka havregrødspandekager. Jeg har efterhånden lavet denne opskrift en del gange og forsøgt at få den til at sidde lige i skabet (okay faktisk bare en undskyldning for at spise dem mange gange). For en måneds tid siden lavede jeg en af de dersens nye meningsmålingsundersøgelser på min Instagram-story for at se, om I også kunne være interesseret i at få opskriften på min nye yndlings morgenmad. I var heldigvis ret mange, der gerne ville have opskriften, så den kommer her.
Havregrødspandekager aka. havregrødsklatkager
Mine havregrødpandekager minder ret meget om en krydsning mellem klatkager af risengrød og gulerodspandekager, bortset fra at de sjovt nok er lavet med havregrød. Derfor havregrødsklatkager. Jeg laver egentligt bare en portion havregrød og bruger det med det samme, men du kan også bruge en rest kold grød fra tidligere. Jeg har krydret mine havregrødspandekager med kanel og kardemomme og tilføjet chiafrø og groftrevne gulerødder.
Jeg serverede en stak til morgenmad til min søster og jeg og toppede med kanelstegte æbler og dryssede med ristede mandler. Ps. de smager også virkelig godt kolde og kan sagtens spises som snack, sund dessert eller tages med på madpakken.
Havregrødspandekager med gulerod
Ingredienser
- 2 dl grovvalsede havregryn
- 2 tsk chiafrø
- 2 gulerødder (mellemstørrelse, groftrevne)
- 5 dl vand
- 1 nip salt
- 1 tsk stødt kanel
- 1 tsk stødt kardemomme
- 3 æg
- 3 spsk hvedemel (store)
- 1 tsk bagepulver
- smør
Køkkenudstyr
- Pande
- Rivejern
Fremgangsmåde
- Kog havregryn, chiafrø, revne gulerødder, vand, salt og krydderier i en gryde til en tyk havregrød.
- Lad havregrøden køle en smule.
- Rør derefter æg, bagepulver og mel i.
- Varm en stor pande op til middel-høj varme og smelt lidt smør på panden.
- Kom klatter af dej på panden og steg dem i 3-4 minutter på hver side. Det skal nok gøres af et par omgange.
- Skru evt ned på middel-lav varme for at gennemstege pandekagerne og undgå, at de bliver mørke.