Jeg er altid klar på en god dadelsnack, og denne dadelbar med kokos og chokolade er min seneste favorit. Fyldt med gode sager som solsikkekerner, dadler og kokosmel og toppet med mørk chokolade. Helt geniale hvis den lille sult melder sig, eller hvis du vil have en sundere sød sag til en kop te om aftenen. Det vil jeg nemlig næsten altid gerne, og så vil jeg hellere gå om bord i denne fremfor slik og andre søde sager.
Opskrift på dadelbar med kokos og chokolade
Det er super nemt at lave denne dadelbar. Du blender solsikkekerner, kokosmel, dadler, kakao, kokosolie, et nip salt og et par spsk vand, til du har en sammenhængende dadelmasse. Den presser du ned i en lille form, overhælder med smeltet mørk chokolade og drysser med ekstra kokosmel. Så bliver det sådan lidt bountyagtigt med god smag fra solsikkekerner, kokos, kakao og den mørke chokolade.
Sund snack med dadler, kokos og mørk chokolade
Jeg er som sagt en sucker for sunde snacks med dadler, og du finder en hel del opskrifter med dadler på min blog allerede. De er geniale til at give en naturlig sødme, og de bidrager dermed også som et bindende element, så det bliver lidt karamelagtigt afhængig af, hvordan de bruges. Og særligt sammen med chokolade, ristede nødder eller kerner og kokos er de geniale, hvis du spørger mig. Dadler indeholder selvfølgelig en hel del sukker, og disse dadelbarer indeholder også en del kalorier, men det er af den sundere slags, og jeg selvom jeg ikke skal gøre mig til ekspert, vil jeg mene, at det trods alt er bedre at spise disse end en håndfuld slik.
Muligheder for alternativer og udskiftninger
Jeg er helt sikker på, at du kan bruge diverse nødder, kerner og meget andet i disse dadelbars. Prøv fx at udskifte solsikkekerner med ristede mandler, valnødder, hasselnødder eller græskarkerner. Jeg bruger 70% mørk chokolade, da det er min favorit, men er du mere til mælkechokolade eller en helt mørk chokolade, så brug endelig det. Jeg tror også, at du ville kunne erstatte noget af vandet med en spsk nøddesmør af en art. Det vil helt sikkert også smage godt.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Dadelbar med kokos og chokolade
Ingredienser
- 125 g solsikkekerner (evt. let ristede. 125 g svarer til 2 dl)
- 75 g kokosmel (evt. let ristede. 75 g svarer til 2 dl)
- 75 g dadler (saftige, svarer til ca 10 juicy dates uden sten)
- 2 spsk kokosolie (halvstore + 1 tsk)
- 2 spsk kakao
- 5 spsk vand
- 1 nip salt
- 80 g mørk chokolade
Noter
Køkkenudstyr
- 1 Minihakker eller blender/foodprocessor
Fremgangsmåde
- Smelt kokosolie på en pande/i en gryde.
- Kom dadler (uden sten), solsikkekerner, kokosmel, kakaopulver, kokosolie og et nip salt i en blender/minihakker/foodprocessor.
- Blend det sammen. Tilføj et par spsk vand, til du har en masse, der hænger sammen – jeg tilføjede 4-5 spsk.
- Pres massen ned i en lille form foret med bagepapir. Gerne så det har en højde på 2-3 cm (afhængig af hvor tyk du vil have det).
- Kom det på køl eller frys, til de er helt koldt.
- Smelt chokolade med 1 tsk kokosolie over vandbad.
- Hæld den smeltede chokolade på toppen af den kolde dadelbund. Drys evt. med lidt mere kokosmel og evt. lidt flagesalt.
- Sæt det på køl, til chokoladen har sat sig og skær den herefter ud i bidder.
Hjemmelavet dadelbar a la sund bounty
Bounty har altid været en af mine favoritter. Kombinationen af kokos og chokolade er bare en vinder, og derfor har jeg også ofte jagten den kombination, når jeg har lavet søde sager. Både af de syndige og af de sundere slags. Er du vild med bounty-lignende sager som mig, så kan jeg fx anbefale dig at prøve mine bounty fyldte dadler, bounty is eller sundere bounty kage.