Jeg er for nylig hjemvendt efter en tur til New York, og her fik vi nærmest dagligt bagels. Helt friskbagte, seje, lune og perfekte bagels. Du kan jo nærmest ikke gå rundt om et gadehjørne uden at se et sted, der har bagels. Både de finere og instagramvenlige af slagsen og de helt billige fra små gadeboder. Så da vi kom hjem, besluttede jeg mig for, at jeg ville forsøge at gøre kunsten efter, og det synes jeg faktisk er lykkedes rigtig fint.
Nem bagels opskrift – seje og sprøde
Min opskrift på bagels er en basisopskrift, som er nem at lave. Dejen minder om en klassisk bolledej, der skal æltes og hæves en times tid og formes. Men det særlige ved bagels er, at de skal en hurtig tur i kogende vand efter hævning og før bagning, og det giver dem den helt særlige seje konsistens. Det kan lyde lidt besværligt med det ekstra trin med kogning, men jeg synes faktisk, at det er et ret sjovt projekt, og det tager ikke meget længere tid end klassisk boller.
Jeg har også eksperimenteret med bagels med kun to ingredienser – det er en nem og hurtig bagel, men det slår altså ikke de her hjemmelavede bagels i konsistens og smag.
Hjemmelavede bagels med everything seasoning
Denne opskrift er en skøn opskrift på hjemmelavede bagels. Dem du sagtens kan lave derhjemme, og du kan uden problemer tage børnene med i køkkenet, og så kan I gøre det til en familieprojekt. Ælte, hæve, forme, koge, pensle, drysse og bage. Selve arbejdstiden er max 20-25 minutter (inkl. kogning), og så skal dejen æltes i 10 minutter (brug endelig en røremaskine), hæve i først en time og derefter 20 minutter og så skal de bages i 20 minutters tid.
Jeg har medbragt everything seasoning, der er typisk amerikansk bageldrys. Det består af birkes, hvide og sorte sesamfrø, flagesalt, og hvidløgs- og løgpulver. Det giver en super smag og passer godt til salte bagels, der skal bruges til frokost eller madpakke. Ikke så meget til morgenmad med pålægschokolade og marmelade. Måske ost faktisk er lækkert til dog. Du kan sagtens blande en hjemmelavet everything blanding sammen, eller du kan nøjes til birkes eller sesamfrø alene.
Inspiration til bagels fyld
Apropos fyld så er der jo masser af muligheder, når det kommer til gode kombinationer. Jeg synes lidt, at det afhænger af valg af drys, for vælger du en everythingblanding som jer, så er det bedst i det salte køkken, men vælger du klassiske sesamfrø, birkes, havregryn eller ingenting, så er alt jo godt. Her kommer mine favoritter, når det kommer til bagelfyld:
- Den klassiske røget laks, flødeost og agurk. Evt. også kapers og rødløg
- En sød version med kanel og rosiner i dejen (se opskrift her) og så smør og ost som fyld
- Banan, peanutbutter og et drys kanel eller måske bare PB&J for at blive i det amerikanske – peanutbutter and jelly (syltetøj)
- Jeg elsker også en kylling, bacon, salat og karrydressingversion
- Hummus, falafler og grillet grønt for en vegetarisk version
Og mange mange flere. Hvad er din favorit?
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Bagels
Ingredienser
- 350 g vand (lunkent)
- 20 g gær
- 1 spsk sukker
- 10 g salt
- 360 g hvedemel
- 100 g fintsigtet fuldkornsmel (kan erstattes med hvedemel)
- 1 stk æg (til pensling)
- drys (fx sesamfrø, birkes, everything seasoning)
Noter
Køkkenudstyr
- 1 stk røremaskine
- 1 stk gryde
Fremgangsmåde
Dej
- Rør gær ud i det lunkne vand. Jeg bruger en røremaskine, da det gør det nemmere ved æltningen senere.
- Tilsæt sukker og fuldkornsmel.
- Tilsæt salt og derefter hvedemel lidt ad gangen.
- Ælt dejen ved lav hastighed i 10 minutter. Du skal gerne ende med en lækker dej, der slipper kanterne og altså ikke er for klistret. Tilsæt en spsk hvedemel mere hvis ikke.
- Lad dejen hæve tildækket i en time, til den er hævet til dobbelt størrelse.
Forming
- Kom dejen ud på et meldrysset bord og del den i 8 lige store stykker.
- Rul hvert stykke mellem hænderne, så du laver en lille opstrammet bolle.
- Prik et hul i midten af bollen med din finger og gør hullet større ved at strække i dejen med fingrene og forme en bagel. Lav gerne hullet ca 3 cm stort, da dejen vil hæve lidt og hullet blive mindre.
- Lad dem efterhæve under et klæde i 20 minutter.
Kogning og bagning
- Fyld imens vand i en stor gryde og bring vandet i kog og tænd ovnen på 200 grader varmluft.
- Kom 2 bagels ad gangen ned i gryden med det simrende vand og kog dem 2 minutter på hver side. Tag dem op, dryp af og placer dem på en bageplade med bagepapir. Fortsæt med resten.
- Pisk ægget sammen og pensl dine bagels. Drys med det du har valgt at drysse med.
- Bag dine bagels i ca 20 minutter, til de er godt gyldne.