Græskarrisotto er sådan en rigtig efterårsret for mig. Lunende, cremet, skal spises med en ske i en skål form for comfort food. Og hvad der også skriger efterårs for mig, er græskar. Jeg elsker græskar. I alle varianter – pure, bagt som fritter, bagte tern i salater eller bowls, som græskarsuppe og meget mere. Især hokkaido græskar er min favorit, og jeg elsker elsker elsker det i risotto. Denne græskarrisotto med salviepesto serverede jeg for gæster den anden dag, og det var helt perfekt på sådan en kølig efterårsaften – efterfulgt af brætspil, kaffe og chokolade.
Risotto er nem og billig aftensmad
Risotto er på ingen måde svært at lave. Jeg ved ikke, hvem der har spredt det rygte. Det er virkelig nemt og kan varieres i tusinder, og så kan det faktisk også gøres rimelig billigt. I dag får du opskriften på denne risotto med græskar – en sød, cremet og lækker risotto med et syrligt spark fra hvidvinen, kraft fra hvidløget og så den skønne salviepesto til toppen. Salvie er, hvis du spørger mig, en lidt for glemt krydderurt. Den smager virkelig dejligt og især i en pesto som topping til denne græskarrisotto. For en lignende risotto kan du også prøve en tomatrisotto med pesto.
Søde opskrifter med græskar
Græskar er ikke kun til det salte køkken. Du kan eksempelvis lave græskarmos og komme dem i græskarpandekager. Du kan også bruge mosen i et krydret græskarbrød med rosiner og valnødder.
Græskarrisotto med salviepesto
Ingredienser
Græskarrisotto
- 1/2 hokkaido græskar
- 3 fed hvidløg
- 1 løg
- 300 g risottoris
- 2 dl hvidvin
- 1,2 liter grøntsagsfond (måske lidt mere, måske lidt mindre)
- 50 g parmesan
- olivenolie
- citronsaft
- salt og peber
Salviepesto
- 1 håndfuld frisk salvie
- 1 dl hasselnødder (ristede)
- 50 g parmesan
- 2 dl olivenolie
- citronsaft
Køkkenudstyr
- Gryde
- Minihakker
Fremgangsmåde
Græskarrisotto
- Skyl det halve hokkaido græskar og fjern kernerne.
- Skær græskarkødet ud i små tern og kom dem på en bageplade med papir. Fjern skrællerne fra hvidløgsfedene og hak det fint.
- Bland græskartern med et par spsk olivenolie, hvidløg og et godt nip salt. Bag det i ovnen ved 175 grader i cirka 20-25 minutter, til det er mørt.
- Skræl dit løg og hak det fint. Lad det stege ved middelvarme i en gryde i lidt olivenolie, til løgene er bløde.
- Tilsæt risottoris, skru lidt op for varmen og lad det riste et minut eller to. Kom hvidvinen på og lad risene optage det.
- Herefter skal du tilføje grøntsagsfond lidt ad gangen – 1-2 dl ad gangen og lade risene optage væsken, inden du tilsætter mere fond. Rør hyppigt. På denne måde får du den lækre risotto-konsistens.
- Når græskarternene er møre, skal du tage halvdelen op i en blender/minihakker og blende det til en pure – måske med en anelse vand, så det kan køre rundt.
- Når risottorisene er møre, rører du pureen og de resterende græskartern i.
- Rør også en god spsk salviepesto i (se opskrift nedenunder), fintrevet parmesan og smag til med masser af salt, peber og et skvis citronsaft. Server din græskarrisotto med salviepesto til.
Salviepesto
- Fjern de groveste stængler fra salvien, skyl det godt og blend bladene med ristede hasselnødder, parmesan, et skvis citronsaft, olivenolie og et pænt nip salt i en blender/minihakker.
- Konsistensen skal være som en pesto. Du skal muligvis tilføje olivenolie og smage til med salt eller citronsaft.