Jeg laver toast alt for sjældent. Virkelig. Toast med ost smager jo så godt, og man kan fylde med alt, hvad man kan finde i køleskabet. Det var netop derfor, at jeg kom op med den ide i dette samarbejde med Mejeriforeningen og deres ostekampagne Ost & ko. De har nemlig udfordret mig til at tømme køleskabet og sætte fokus på stop madspild. Og det er jo lige mig. Der var kun ét benspænd: der skulle inkorporeres skæreost som eksempelvis danbo eller havarti. De der gode, danske oste, som oftest spises som en ostemad. De kan altså en del mere end det.
Sådan laver du en god toast med ost
Så toast. Ja mand. Det er for længe siden, at jeg har spist toast. Måske nogle af jer kan huske det, men jeg vandt faktisk en andenplads ved DM i toast for et par år tilbage. Det er en titel, jeg nødigt vil gå af med. Hvis du spørger mig, hvordan man laver den bedste toast, så vil jeg fortælle dig følgende: 1. find noget godt brød. 2. brug altid ost og gerne en, der smelter godt. 3. steg ved middelvarme på en pande i smør. Og så kan du ellers fylde lige det i, du har til rådighed eller har mest lyst til.
Er du vild med toast, så skal du også prøve en vegetarisk toast med gedeost, valnøddepesto og karamelliserede løg.
Tøm køleskabet toast med ost
Så i dag er det en tøm køleskabet version af en toast med ost. Jeg havde nemlig et par skiver surdejsbrød liggende, noget frisk spinat, nogle halv-bløde tomater, en pakke parmaskinke, en god klat hjemmelavet estragonmayo, det sidste af en mellemlagret danbo og grovkornet sennep. Det hele klappet sammen og stegt i smør på panden. Det er altså slet slet ikke en dårlig toast-kombination. Og en alt for lækker frokost (eller aftensmad om du vil).
Er du til sød toast, så må du prøve french toast med kaffe-mascarponecrene og bær til morgenmad, brunch eller dessert.
Grøn toast med ost, skinke og estragonmayo
Ingredienser
- 4 skiver lækkert brød (fx surdejsbrød)
- 4 spsk mayonnaise (rørt med 2 spsk finthakket, frisk estragon)
- 2 tsk grovkornet sennep
- 1 håndfuld frisk spinat
- 2 blommetomater
- 4 skiver parmaskinke
- ost (fx danbo eller havarti (skal være gode til at smelte))
- 2 spsk smør
Køkkenudstyr
- Pande
- Rivejern
Fremgangsmåde
- Smør to skiver brød med mayo og de andre med sennep.
- Top med spinat, skiver af tomat og parmaskinke på dem med mayo på.
- Riv osten groft ovenpå og kom stykkerne med sennep ovenpå. Tryk dem sammen.
- Varm en pande op med 1 spsk smør og steg dine toasts ved middelvarme, til undersiderne er gyldne og sprøde.
- Vend dem forsigtigt, kom lidt ekstra smør på panden og steg også den side gylden og sprød. Drys evt med lidt flagesalt og spis!