Jeg har længe gået med ideen om en salat med honningbagt feta. Det søde, salte og cremede. Det kunne simpelthen ikke være dårligt. Og det var det bestemt heller ikke. Jeg ser en hyppig fremtidig sommersalat for mig med solmodne jordbær. Jeg serverede den for min kæreste, der normalt er af den overbevisning, at frugt ikke hører til i salte retter, men han spiste da op, så det kan umuligt være et dårligt tegn. Tror jeg skal prøve at servere min quinoasalat med jordbær, edamame og gomadressing næste gang.
Salat med honningbagt feta – salatens hovedrolle
Salaten består af grønkål krammet op med en olivenolie-æbleeddike-honning vinaigrette. Derudover er der danske jordbær (ja de fås allerede nu!), avocado, saltristede græskarkerner og salatens hovedrolle: honningbagt feta. Hvis du ikke har prøvet det før, giver jeg dig lige min største anbefaling med her. Den holder formen men får det søde twist, der passer så godt til den salte feta. Mere af salat med honningbagt feta, tak. Er du ikke til den honningbagte feta, så kan du også prøve en lignende jordbærsalat med avocado, fennikel og feta.
Salat med honningbagt feta, avocado og jordbær
Ingredienser
- 200 g feta (fra blok, du selv skærer)
- 250 g grønkål (fintsnittet)
- 300 g jordbær
- 2 avocado
- 1 dl græskarkerner
- olivenolie
- 2 spsk æblecidereddike
- akaciehonning
- flagesalt og peber
Køkkenudstyr
- Pande
Fremgangsmåde
- Skær feta i to store, flade stykker.
- Kom dem på en bageplade med bagepapir. Dryp med en tsk olivenolie og en tsk honning på hvert stykke.
- Bag det i ovnen ved 220 grader i 10-15 minutter, til det får farve på toppen.
- Rør en dressing sammen af 2 spsk olivenolie, 2 spsk æblecidereddike, 1 god tsk honning, salt og peber og smag til. Den skal være syrligt sød.
- Kom fintsnittet grønkål i en skål og kram/massér dressingen ind i dette med dine fingre.
- Flæk avocadoerne, skrab kødet ud og skær det i små tern.
- Fjern stilk fra jordbær og skær dem i tynde skiver. Bland begge dele med grønkålen.
- Rist græskarkernerne på en pande i en lidt olivenolie og flagesalt, til de er gyldne og sprøde.
- Top salaten med honningbagt feta og ristede græskarkerner.