Jeg har i lang tid haft lyst til at kaste mig ud i at lave quesadillas. Men ‘kaste mig ud i’ er måske lidt meget sagt, for det er nok noget af det nemmeste at lave til aftensmad. Alt muligt godt mellem 2 sprøde madpandekager. Og så er det oven i købet SU-venligt, rimelig billigt og hurtigt at lave. Aftensmad på maks 10 minutter – jeg er fan!
Nem aftensmad på 15 minutter
I dag står den på en mexicansk hverdagsret til dig, der vil spare både tid og penge. Det tager nemlig ikke mere end 15 minutter at lave en portion quesadillas til din aftensmad. Det er super nemt, og du kan sagtens bruge, hvad du har i køleskabet. Du kan endda servere dem som små snacks eller appetizer før maden.
Quesadillas med chorizo og ost
At lave quesadillas er egentlig ret simpelt. Man skal bare fylde alt muligt godt mellem 2 madpandekager og riste den på begge sider på en pande. Jeg har smurt den med en rød peber pesto og toppet med avocado, kidney bønner, den lækreste peber-salami pølse og revet modnet gouda ost, der mest af alt minder om en krydsning mellem salt primadonna og almindelig, god skæreost. Du kan dog fylde lige præcis i, hvad du bedst kan lide eller har i køleskabet. Jeg kan dog virkelig anbefale denne mexicansk-inspirerede kombination.
Er du vild med mexicansk mad, kan du her på bloggen finde endnu flere mexicanske opskrifter.
Quesadillas med chorizo og ost
Ingredienser
- 4 madpandekager
- 3 spsk pesto
- 10 chorizo (i skiver)
- 6 spsk kidney bønner (fra dåse (skyllet))
- 1 avocado
- 2 håndfulde ost (groftrevet, fx Gouda eller cheddar)
Køkkenudstyr
- Pande
Fremgangsmåde
- Rist den ene madpandekage på en middel-høj varm pande, til den er gylden.
- Tag den af panden og smør den ristede side med pesto
- Top med salami, bønner, avocado og til sidst revet ost.
- Kom den toppede madpandekage på panden, læg en anden madpandekage ovenpå og steg den, til pandekagen er gylden på bunden.
- Vend den forsigtigt, men hurtigt og steg den på den anden side også, til bunden er gylden og osten smeltet.
- Lav den anden på samme måde. Har du to pande, kan du lave dem samtidigt.
- Skær ud i mindre trekanter og server fx med ekstra pesto eller guacamole.