Jeg drømmer stadig lidt om denne lækre thailandske ret, jeg lavede i sidste uge. En thaisuppe med kylling og masser af smag. En ret der er nem at lave og vil sende dig direkte til Thailand. Jeg er generelt ret vild med thailandsk og asiatisk mad, og dette vil bestemt ikke være sidste gang, at jeg bevæger mig ud i det køkken.
Opskrift på thaisuppe med kylling
Her får i en thaisuppe fyldt med lækre ting som bl.a. kylling, blomkål, citrongræs, kokosmælk, lime og forårsløg. Denne dejlige skål mad er toppet med koriander, mango og ristede cashewnødder. Det er som at være tilbage i thailand – prøv det! Server suppen som den er eller med ris / brød til.
Er du vild med denne, så bør du også prøve min thaisuppe med nudler eller min wok med nudler og grøntsager.
Laver du en af mine opskrifter, må du endelig tagge mig på Instagram med @annabartels eller #annamad. Jeg vil elske at følge med!
Thaisuppe med kylling, mango og cashewnødder
Ingredienser
- 1 fed hvidløg
- 1 chili (mild )
- 1 øko lime (skallen)
- 1 citrongræs
- 2 appelsiner
- 3 kaffirlimeblade
- 3 kyllingebryster
- 4 blommetomater (store)
- 6 forårsløg
- 1 dåse kokosmælk
- 1 dåse hakkede tomater
- 1 spsk fishsauce
- ⅓ blomkål
- 1 dl cashewnødder
- 1 mango (moden)
- friske koriander
Fremgangsmåde
- Skær kyllingebryster i små tern og kom dem i en skål.
- Pil og hak hvidløg fint. Skyl chili, fjern kerner og hak den fint.
- Bank citrongræs og hak også det helt fint.
- Bland kyllingetern med hvidløg, chili, citrongræs, kaffirlimeblade, appelsinsaft fra de 2 appelsiner og fintrevet limeskal.
- Kom staniol over og lad det marinere i køleskabet i minimum 1 time.
- Steg kyllingen i en wok ved høj varme i 2-3 minutter – uden marinade-saft (gem dog saften, men pil kaffirlimebladene op).
- Tag kyllingen af wokken.
- Skær blommetomater i små både og snit forårsløg i mindre stykker (2-3 cm).
- Steg forårsløg og tomater i 1 spsk olie i wokken i et par minutter.
- Kom kødet op i wokken igen sammen med kokosmælk, marinade-saft, dåsetomater og fishsauce. Lad det simre under låg i 10 minutter med lidt salt og peber.
- Skær blomkål i små buketter og kom det ned i wokken. Lad det simre videre under låg i 10-15 minutter.
- Rist imellemtiden cashewnødder på en pande, til de får lidt farve.
- Skræl mango og skær den i tern.
- Server thaisuppen i skåle med mangotern, ristede cashewnødder, koriander og limesaft ovenpå.